Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 2. januar 1935

slidt paa Seevnen

2 Jan 35

Kære Pontoppidan. – Nu tillader min Samvittighed mig ikke at udsætte Brevskrivningen til Dem, hvis den ikke skal blive altfor ond – Samvittigheden ikke Brevskrivningen. Denne burde begynde og ende med Undskyldninger, fordi jeg ikke forlængst har været paa Genvisit hos Dem og takket Dem for Fødselsdagsbesøget og for Nyaarsbrevet; dette sidste føltes som et Stik i bemeldte onde Samvittighed, men jeg er vis paa at De tilgir mig, for som De skriver i Brevet: De kender af egen Erfaring hvad det vil sige at skulle udfærdige Takkeskrivelser i Snesevis, selv om en Del af dem kan indskrænkes til Underskrift og Udskrift. Det kunde mine ved Hjælp af en litograferet Takformel efter Vilh. Andersens Forskrift. For Deres Vedkommende haaber jeg, at De følte, hvor rørt jeg blev, da De virkelig indfandt Dem personlig paa Fødselsdagen med et saa velkomment Følge – kun i mit stille Sind var jeg lidt ked af, at jeg ikke hade tænkt mig Muligheden deraf og hade Frokostbordet staaende dækket til at modta Dem. Men De ved jo nok af Erfaring, hvor gerne jeg ellers altid ser Dem ved mit dækkede Bord. Dagen forløb ellers, som den Slags Dage plejer, med Væld af Blomster, Breve, Telegrammer og Visiter. Hs. Majestæt Kongen kom dog ikke og sendte mig heller ikke Storkorset som min Ungdomsven og næsten Fødselsdagsfælle Johs. Steenstrup¹ fik – uden at jeg dog misundte ham det. Blandt mine Dekorationer var der store Blomsterkurve og Rosenbuketter fra Byraadet, Sparekassen og Wiibroes Bryggeri, og blandt de lykønskende var Professorerne Vilh. Andersen, Otto Jespersen og Krüger og Prof^inde Karen Fridericia² og Gunna Breuning Storm³, Museumsdirektør Oppermann⁴ og andre mere og mindre prominente Samfundsmedlemmer, der trakteredes med Chokolade, Frugt, Vin og Kage og megen Venlighed fra Fødselsdagsbarnets Side. Kun da de sidste Gratulanter var forsvundet ved 5 Tiden var Jubeloldingen ogsaa træt og overmæt af Lykønskninger og tilbragte Resten af Dagen i den snævreste Familiekres uden Champagne. Og Kl. 10½ gik han i Seng og var glad.

2 Men Dagen derpaa laa alle Brevene og Telegrammerne der og krævede Kvittering og Vejret var saa mørkt, at selv om jeg trak Bordet hen til Vinduet i min Stue kunde jeg kun med Vanskelighed læse hvad der stod i dem. Og saa opdagede jeg eller rettere fik bekræftet, hvad jeg længe hade haft en Anelse om, at mit Syn eller Seevne i den senere Tid var blevet svækket, og det var jo ikke videre opmuntrende især med det Skriveri, der forestod. Men jeg maatte jo til det og gik løs paa det og har nu faaet det gennemført paa lidt nær. Det har imidlertid slidt yderligere paa Seevnen, saa jeg i de sidste 14 Dage ikke har kunnet se og læse andet end Overskrifterne med de store Bogstaver i Aviserne og en Side eller to ad Gangen i en Bog med almindeligt Tryk. Og naar jeg skriver, maa jeg ha Næsen omtrent helt ned til Papiret, og naar jeg spaserer og ser mig ud omkring som Sven Vonved, er der Taage over Landskabet, som stadig faar mig til at spørge Frk. Pansch: Er det ikke meget taaget idag. Og da det jo i den sidste Tid jævnlig har været meget taaget, benytter den rare Frk. P. sig deraf og siger: Jo, det er ret taaget! Men skønt jeg forlængst har opdaget Pjerrots Træskhed, kan jeg dog ikke la være at spørge. Jeg lever dog endnu i Haabet om, at det kan bedre sig, naar Dagene længes og Lyset blir stærkere; nu faar vi se. Blandt Brevene til 11 Dcbr. var ogsaa et fra Fr. Hendriksen, Xylografen. Det var skrevet med stort Besvær og var en Jammerklage over at han nu var næsten blind og slet ikke kunde læse mere. Jeg følte med ham, den flittige og interesserede Mand som han er, og jeg kan jo ikke la være at tænke paa, om det skal blive ligedan med mig. Men naar jeg nu og da sætter mig hen i min Stue og lukker Øjnene for at hvile dem har jeg altid nok at tænke paa baade med at mindes og med at lægge Planer og saa kommer ogsaa Synet frem af os to, som vi i Sommer stolprede sammen op ad gml. Hellebæksvej i Solen og nu og da stod stille for at hvile os lidt, og saa siger jeg til mig selv: Det maa vi ogsaa se at komme til til Sommer, og hvis Fru Lassen atter vil bo i det gamle Hus, skal hun rømme det, saa Pontoppidan kan komme og bo der og vi atter som en levende Illustration til "halte ser og blinde gaar" sammen kan stolpre op ad gml. Hellebæksvej op til de grønne Marker i den lyse Sol. Det kan vi begge to drømme om og glæde os til. Og lev saa vel og hils Einar & Else og Tove fra mig, og la mig dog ikke glemme at ønske Dem selv og de andre et glædeligt Nyaar.

Deres hengivne
M. Galschiøt