Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 30. august 1933

hvilke Breve skal gemmes og hvilke ikke

30 Okt. 33 [30.8.1933¹]

Kære Pontoppidan. – Jeg blev meget glad for Deres Brev, for jeg var begyndt at længes efter at høre fra Dem, og jeg blev yderligere glad, da jeg saa, at De befandt Dem vel, hade haft det saa hyggeligt paa Lindersvold og bagefter ogsaa hjemme hos Dem selv sammen med Fru Krause, bortset fra Sønnens Sygdom, der dog nu ikke hindrede Dem i Nydelsen af en bedre Middag hos Wiwex – velbekomme! Og saa glædede ogsaa Udsigten mig til engang med det første at skulle gi Dem en (bedre) Middag her hos mig. Jeg har lige nu taget en af mine ikke mere mange Flasker 1911 Rødvin frem for at bringe den ud til min syge Svigerinde Fru Kühle² paa Montebello, og saa gik den Tanke mig gennem Hodet: Der maa da altid være en tilbage til, naar Pontoppidan kommer. – Lad det nu ikke vare for længe. Kom helst i næste Uge, for efter den 10de er Frk. Pansch paa Lolland i en Uges Tid eller to, og saa faar hun ikke Lejlighed til at kræse op for Dem, hvad hun gerne vil. De hører nemlig til de udvalgte, hvad f. Ex. Fru Lis Jacobsen ikke gør. Samme Dame var her igaar paa Besøg – det er vel derfor, jeg kom til at tænke paa hende, og saa spurgte hun til Dem – som hun altid gør – og da jeg fortalte hende, at De mulig snart vilde besøge mig, men at det var noget besværligt for Dem, dette med Tog-Skiften – sa hun strax: Ja men jeg kunde jo køre op og hente ham – hvad tror De han vilde sige til det? – Jeg svarede kun: Ja–ja–a–a! for det var jo dog kun saadan et lidt ubetænksomt Udbrud af Elskværdighed og Lyst til at træffe Dem, og Vanskeligheden ved Arrangementet for den øvrige Del af Dagen faldt hende næppe ind i Øjeblikket. Hun var ogsaa parat til at hente mig ud en Dag, men det stillede jeg mig lidt køligere til. Men nu ved De Besked, hvis hun en Dag ringer til Dem hvad hun dog maaske ikke gør, da hun vel ikke kender Deres Telefon No. Hun var for Resten meget levende og ungdommelig baade i Sind og Skind og Klædedragt og havde oplevet forskelligt med baade danske, svenske og tyske Professorer.

2 Jeg har haft Besøg af Henri Nathansen, et ganske interessant Besøg. Dels fik jeg en Del at vide om Omarbejdelsen af "Hugo David", der næppe blir saa indgribende som jeg synes, den kunde trænge til, og dels og navnlig fik jeg en lang og intim Redegørelse for hans Forhold til Jødedom og til Nationalfølelse, hvis Hovedindhold var, at han nok var saa god dansk Mand som nogen, men at der dog under denne Nationalfølelse ligesom dybere i ham laa Følelsen af, at han var Jøde, og den Følelse blev ligesom stærkere med Alderen. Min Sympati for ham voksede egenlig derved. Men jeg har for Resten altid haft Sympati for mine mosaiske Medborgere. Skulde jeg monstro selv ha nogle Draaber Jødeblod i mine Aarer? – Næppe sandsynligt. Derimod var det ganske givet, at der var det i min Kones³. Og naar jeg skulde være vittig paa hendes Bekostning, kaldte jeg hende: Jødetøs! Dog kun naar vi var alene og i godt Humør.

Jeg haaber, at "Erindringerne" ikke længer ligger i Skrivebordsskuffen, og jeg glæder mig til at se Begyndelsen trykt i Oktavformat, hvor den sikkert vil ta sig bedre ud end i Avisspalte-dito. Jeg faar altsaa Lov til at søge efter Bogstavfejl i Sætningen. En Fandens Indretning den med at hele Linien skal sættes om! – Og saa er der det med Brevene. Jeg vil sige Dem, at jeg blev rørt, da jeg læste, at De hade en Del af mine Breve i Behold. "Herregud!" tænkte jeg, skulde de virkelig være det værd! Saa er det skam kedeligt, at du aldrig har læst dem ordenlig igennem, for saa er der naturligvis ikke blot mange Dumheder, men ogsaa mange Kommafejl og andre Sjuskerier. Men om Deres videre Skæbne, er det nok bedst vi, som De siger, trækker Krog. Deres Breve til mig staar ganske til Deres Disposition – det vil sige, De faar selv bestemme, hvilke der skal gemmes og hvilke ikke.

Se nu altsaa, om De faar Lyst og Lejlighed til et Besøg her i næste Uge! Kom saa tidlig, som De kan, og ring helst Dagen forinden – for Frk. Pansch' Skyld. Og gid saa Vejret maatte være lige saa vidunderligt, som det har været i den sidste Uge.

Mange hjertelige Hilsner

Deres hengivne
M. Galschiøt

Min sidste Læsning: Rubow: Georg Brandes' Briller
en kærlig Omfavnelse, hvorunder han kvæles.