Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. maj 1933

Manuskriptet bør ud af Bordskuffen

28 Maj 33

Kære Pontoppidan. – Mødes vi ikke videre mere personlig, saa mødes vi dog nok saa jævnlig i Tankerne – jeg hade i mange Dage gaaet og tænkt paa, at jeg vilde skrive til Dem og spørge Dem om, hvordan det gik med det paatænkte Besøg her, da jeg fik Deres Brev og dermed Rede paa, hvordan det forholdt sig. Det er da en kedelig Historie med den Svimmelhed, og jeg kan da begribe, at den maa ta paa Glæden ved Tilværelsen, der vel i Forvejen ikke er særlig straalende. Ja, det er ikke saa godt at føle Alderdoms-Svagelighederne tilbage. Jeg mærker det nu daglig, og det gør mig til Tider lidt tung i Sindet, hvad jeg dog gør mig Umage for ikke at la gaa ud over mine Omgivelser. – Hvad siger ellers Einar om Svimmelheden – det er vel et ret jævnlig forekommende Tilfælde hos ældre – noget med mangelfuld Blodcirkulation i Hjernen. Lejlighedsvis kan jeg ogsaa faa Fornemmelse deraf f. Ex. naar jeg skal se efter Flyvemaskiner eller, "skue op mod Himlen" eller kigge efter en Kragerede – saa maa jeg gesvindt ned med Blikket igen. Jeg har engang for 54 Aar siden haft et akut Anfald af Svimmelhed, der varede i 4 Dage, begyndte en Morgen, da jeg vaagnede efter at ha sovet trygt om Natten, og gled af mig en Middag, da jeg gik her hjemme i Haven, hvor jeg var tyet til fra København, efter min Læges Raad. Det var Blodmangel i Hjernen og jeg vinglede¹ ganske som en beruset. At læse og skrive forsøgte jeg, men det maatte jeg hurtig opgive. Det var meget nedslaaende saa længe det stod paa, og det var en mærkelig vidunderlig Fornemmelse, da det gled af mig, som et Slør, der faldt ned. Men det Tilfælde har næppe noget videre med Deres at gøre. Ro og styrkende Midler har De nok bedre af end den Trøst, der kan ligge i, at ogsaa andre kan ha lignende Svagheder. Men for at blive ved "Svaghederne" og blive færdig med dem, saa er det for mit Vedkommende Syn og Hørelse det kniber mest med. Der er nogen Taage over alt Fjernsyn, men heldigvis kan jeg stadig læse uden egentligt Besvær, og jeg vil helst sidde tæt ved og se paa den, jeg taler med, hvis jeg skal ha noget ud af en Samtale. Jeg tænker ofte paa Johan Rohde, Deres gode Ven, og paa hvor vanskeligt Samkvemmet med andre Mennesker har været for ham Livet igennem. Alt Samvær med andre i Selskabsform har jeg ganske hørt op med. Det var mig kun en Plage.

2 Det glæder mig – ogsaa for Deres Skyld – at Einars Forsøg med at etablere sig synes at skulle lykkes. Han egner sig sikkert mere for Selvstændighed end for Afhængighed og har jo foruden sin Dygtighed som Specialist sin Charme som Menneske, saa det vil nok gaa, selv om det vel er et ret kostbart Foretagende at begynde paa. Ogsaa jeg har et Etableringsforsøg – dog heldigvis af beskednere Art – i min Nærkres, idet Olgas² Søn Haagen har købt Gaard og giftet sig. Gaarden er ikke stor, kun c. 40 Tdr. Land, men den er købt dyrt, og der skal nok slides bravt af ham og Konen for at det skal kunne løbe rundt. Nu faar vi se. Det er jo ikke lette Forhold for den Ungdom, der skal frem. Saa har vi gamle det bekvemmere, der med Seneca kan sige: curavi in senectute ut bene moriar³. – Jeg haaber, jeg imponerer Dem ved at citere Seneca! men jeg kommer meget nemt til det, og min Uvidenhed i Latin og latinsk Litteratur er ellers utrolig. Jeg har dog engang med Ærbødighed søgt Senecas Selskab i Gertz's Oversættelse af Epistlerne til Lucilius. Jeg begyndte forfra, men det varede ikke mange Dage, før jeg gav mig til at springe over og efterhaanden blev Springene længre og længre og siden har jeg ikke søgt ham. Saa gaar det bedre med Holbergs Epistler. Men ogsaa af dem tar jeg dog kun et Par ad Gangen, naar jeg nu og da om Aftenen lukker den Bog, jeg har siddet og læst i. Holberg staar i Reolen lige ved Siden af, hvor jeg sidder.

Det glæder mig, at De har gennemført Udarbejdelsen af "Erindringernes" 1ste Del; men jeg synes mindre om, at De vil la den blive liggende i Manuskript i Skrivebordskuffen. Hvorfor dog? Jeg tør love Dem, at det blir en sikker Succes, og selv om De foragter at imponere Rakket, saa er der dog nogle brave Mennesker, hvis Anerkendelse De sætter Pris paa, og i og for sig er der da ogsaa nogen Glæde ved at ta en god Bog, man selv har skrevet, i sin Haand og kigge lidt i den hist og her. Og sender De Begyndelsen ud i Verden vil det ogsaa blive som en Slags Forskrivning om Fortsættelse, som De faar Lyst til at honorere. Itaque censeo⁴, at Manuskriptet bør ud af Bordskuffen og Bogen ud i Verden og glæde Deres mange Venner og Beundrere. – Iaar kan vor Brevvexling fejre 50 Aars Jubilæum. Jeg har for en Tid siden haft Deres første Brev til mig i Anledning af Deres Medarbejderskab ved "Danmark" i Hænde. Det er fra Septb. 83 og fra Hjørlunde. Det er ikke faa Breve, der senere er fulgt efter, og det har altid været mig en Glæde at faa dem.

Maatte De nu snart blive færdig med Svimmelheden, saa De fik Mod til Udflugten herned. Jeg skriver dette i Verandaen og naar jeg ser op fra Brevet ud i Haven op over Dammen til de store Bøge paa den anden Side, fyldes mit Sind af Taknemlighed for at jeg har et saa smukt og fredeligt Hjem og kan føre et saa lykkeligt Liv – og saa trænger der sig et lille bedrøveligt Suk igennem over, at det saa snart skal være forbi.

Lev vel

Deres hengivne
M. Galschiøt