Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 18. november 1931
gemmer Manuskriptblade i Staapult
18 Nvbr 31.
Kære Pontoppidan. – Nu længes jeg meget efter at høre, hvorledes det staar til hos Dem. Dagene gaar i al deres Ensformighed og blir til Uger, og Ugerne blir til Maaneder uden at man blir sig det bevidst, og saa opdager man en Dag, at det er Halv- eller Helaar, siden man sidst hørte fra eller saa noget til En, man synes, man dog staar lidt nær i Livet, nærmere i hvert Fald end dem, man slet ikke har med at gøre eller kender noget til. Det er egenlig underligt, at Ens Synskres og Interessekres snævres mere og mere ind med Aarene, skønt Oplevelserne dog stadig forøges og man egenlig ikke har nogen Følelse af at Ens Aandsliv eller Følelsesliv skrumper ind eller Ens Evner afslappes. Men det maa vel være det, der sker, selv om man – heldigvis – ikke selv har en klar Fornemmelse deraf, uden maaske i den Form – eller en noget lignende – som jeg selv kender til, at Tiden, Dagene, gaar for mig, uden at jeg faar udrettet noget nævneværdigt, saa jeg undrer mig over, hvordan jeg egenlig har kunnet overkomme at faa alt det gjort, som jeg i gamle Dage fik gjort. – For nu om Stunder er det kun meget lidt, jeg overkommer. Naar Avisen er læst, er jeg paa den anden Side af Frokosten, Kl. 2 - 3 skal jeg ta min daglige Spaseretur paa en Times Tid, saa sidder jeg en anden Times Tid og hviler mig oven paa den Anstrengelse, og saa er det snart efter Middag. De tre Timer fra 7 - 10 efter Middagen er paa en Maade de eneste, jeg faar noget ud af – for saa læser jeg, og naar jeg sidder i Krogen ved mit Skrivebord med en Bog, som interesserer mig, synes jeg altid, at jeg har det godt, og at jeg gerne vil fortsætte paa den Vis endnu nogle Aar – dog kun naar mine Udenomsforhold, om jeg saa maa kalde dem, kan forblive uforandrede.
2 Jeg læser i Øjeblikket om engelske sociale, politiske og litterære Forhold i Victoria-Tiden og efter Aarhundredskiftet. Jeg har for mange (c. 30) Aar siden beskæftiget mig en Del hermed – det var omkring Boerkrigen – nu kom jeg tilbage dertil dels ved at læse Stracheys "Queen Victoria" og dels gennem et Par Bøger af den franske Forf. Maurois om Disraeli og om Byron, to overmaade fornøjelige Bøger med ganske ualmindelig levende Karakterskildringer. Det samme kan for Resten siges om Stracheys "Victoria". Jeg har aldrig før kunnet med Byron; men jeg hade da ogsaa kun et meget overfladisk Kendskab til ham og hans Digtning. Det er vel ikke blevet synderlig dybere nu til Digtningen men Mennesket er kommet til at staa levende for mig, i sig selv og i Omgivelserne. Jeg vil ikke sige at han er blevet mig mere sympatisk, men jeg forstaar ham bedre som menneskelig Fremtoning og Produkt af egne Evner og Anlæg og de Livsforhold, hvorunder de udvikledes. – For Øjeblikket omgaas jeg Gladstone, Salisbury, Chamberlain, Parnell o. fl. og befinder mig vel i deres Selskab, Ogsaa Meredith, Swinburne, Oscar Wilde og andre Skønaander træffer jeg og faar et levende Indtryk af det Milieu, de tilhørte. England og engelske Forhold spiller i Øjeblikket en stor Rolle for vor Statshusholdning, og det ser jo desværre ud til, at det Chamberlainske Program fra 90rne med Told paa Import og Præferencestilling for Kolonierne, der dengang strandede paa de Liberales Modstand, nu vil kunne gennemføres, og hvordan skal det saa gaa for det danske Landbrug og alle vore dejlige Grise!
Nu hører jeg maaske snart fra Dem. I Deres sidste Brev1 antydede De, at De var i Lag med at "skrive". Fortæl mig lidt derom, hvis det ikke er Dem meget imod. Det vil interessere mig, og jeg skal nok gemme Deres Meddelelser lige saa sikkert i min Bevidstheds Pult, som De gemmer Deres Manuskriptblade i Deres Staapult. Jeg har kun en Gang set et Par af dem. Det var en Dag ovre i Turinge2, da jeg uforvarende kom ind til Dem. – Gid De maa befinde Dem vel!
Deres hengivne
M. Galschiøt