Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 2. marts 1931
god Tid til at læse
2. Marts 31
Kære Pontoppidan. – Det var da en trist Historie1 – og hvordan vil den udvikle sig. Atter altsaa et langt og tilmed besværligt Sygeleje, selv om De slipper for Komplexer og Komplicationer og andet Djævelskab af den Slags som jo kan opstaa hos os, der er gamle, når vi først ligger dér. Jeg tænker meget paa Dem, siden jeg i Morges læste Beretningen i Avisen, og har inderlig ondt af Dem, men hvad Gavn kan De ha af det – og hvad skal jeg ellers kunne gøre for at glæde Dem? Frk. Pansch ringede før til Else – jeg kan ikke selv høre i Telefon – og fik at vide, at der ikke var andet at meddele om Deres Befindende end hvad der stod i Aviserne, saa jeg gaar ud fra, at De er blevet i Deres Hjem med Sygeplejerske og ikke har lagt Dem ind paa noget Hospital. Gid det dog nu maa gaa normalt, som det skal. Frk. Pansch spurgte, om vi nu og da maatte ringe for at høre, hvordan det gik, og det fik vi Lov til – det var nok for Resten ikke Else selv, som Frk. P. talte med.
Herfra er intet særligt at berette. De triste solløse Dage er gaaet, den ene omtrent som den anden – jeg har nu og da haft et lille Besøg af stedlige eller tilrejsende Venner, men selv har jeg sagt nej til Indbydelser og holdt mig hjemme, hvor jeg synes jeg befinder mig bedst. Mange Dage har jeg end ikke været udenfor en Dør, og længre Spasereture er der ikke mere noget der hedder. Mine Forkalknings-Fornemmelser holder sig i Ro, naar jeg selv er i Ro, men gir jeg mig til at gaa, begynder de gerne at knurre, og saa gælder det om ikke at irritere dem ved at gaa for langt eller for stærkt. Nogle Nitroglycerin-Piller, som Lægen ordinerede, hade den 2 Virkning, at jeg fik en meget stærk Hjertebankning og engang endog et Besvimelsesanfald, stærkere end det jeg kom i Avisen for engang i Efteraaret, hvor jeg ogsaa hade taget Pille – og efter dette blev naturligvis Pillerne afskaffede. Nu maa Naturen se at hjælpe sig selv. – Da jeg sidder saa meget stille og hjemme, har jeg jo god Tid til at læse, og jeg har da ogsaa faaet læst en Del. Jeg har lige endt Einar Christiansens "Træk af mit Liv osv."2 og har været meget optaget af den. Jeg har kun haft et meget flygtigt Kendskab til ham baade som Menneske og som Forfatter, og mit Indtryk af ham var i begge Henseender ikke meget tiltalende, men hans "Erindringer" har ganske forandret det. Jeg maa se at faa læst noget mere af ham – jeg kender alt for lidt til ham. Han er sikkert en baade stærk og ejendommelig Personlighed. Af "Erindringerne" har naturligvis Teater-Oplevelserne interesseret mig mest – de har jo ogsaa spillet en Hovedrolle i hans Liv. Jeg synes hans Domme baade om Skuespillere, Medarbejdere, Teaterforhold og Teateropgaver er ganske fortræffelige – men Gudbevares vel! sikken et Liv det maa være, at skulle styre en Anstalt som det kgl. Teater! – Nu maa jeg se at faa fat i nogle af hans mange Værker – jeg ejer kun et Par af dem selv. – Jeg har ogsaa læst Fru Anna Blochs Erindringer3; jeg nød dem som en veltillavet Sødsuppe, en Ret, der i Mangel af anden Næring ogsaa kan nydes. Den illustrerer ganske morsomt Christiansens, men ender desværre, hvor det interessante skal til at begynde, nemlig Ægteskabet og Samlivet med Will. Bloch.
Ja, saa faar jeg nok afbryde Visiten. Jeg haaber, at jeg ikke har trættet Dem. Gid Deres Helbredelse maa gaa godt og ikke ta altfor lang Tid
Deres hengivne
M. Galschiøt