Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 10. december 1930
Memoirer bevarer jo paa en mærkelig Maade Livet
10 Dcbr. 30
Kære Pontoppidan. – Siden Muhamed ikke vil komme til Bjerget, maa Bjerget komme til Muhamed – her har De mig paa en ganske lille Visit. Først Tak for Brevet, for Lykønskningen og for den smukke Toast. Jeg skal tillade mig at oplæse den ved Bordet imorgen og be mine Gæster ta Del i et Leve for Dem – paa den Maade kommer De dog altsaa med til Festen. For Resten vil jeg sige Dem, at jeg saa udmærket forstaar, at De opgir Lykønsknings-Visitten. Den medfører i Virkeligheden for meget Besvær i Forhold til Udbyttet. Vi – i hvert Fald svarer jeg for mig selv – har mere Glæde af et Samvær paa to Mands Haand end af en Fællesunderholdning i en Kres af Gratulanter, selv om de fleste er af det smukke (tidligere svage) Køn. Baade De og jeg har jo Vanskelighed ved at følge med i en Konversation af flere, der jo som oftest drejer sig om Vejr og Vind. – Nej, kom heller en Dag, som De plejer ved Frokost- eller Tetid og bliv Middag over. Saa kan vi da faa Tid og Lejlighed til at snakke ordenlig sammen. De er jo altid velkommen selv paa en Vaskedag, som De sidst kom. De er i Kridthuset hos Frk. Pansch og ikke som visse andre – Fru Lis1 f. Ex. – paa det sorte Bræt. Samme Dame tillige med Niels Møller, Frk. Grete, Poul Nørlund2 og Kone (Niels Møllers Datter) var her for Resten paa lille Besøg for nogle Søndage siden – i egen Bil naturligvis, og Fru Lis spurgte med megen Interesse til Dem. Niels Møller er vist efterhaanden godt træt af sin Literaturhistorie3, hvad man da nok kan forstaa. Det har været et Kæmpearbejde og han har gennemført det med Niels Møllersk Energi. Jeg beundrer ham.
2 Jeg skal vel berette lidt om mit Befindende? Det er kun til mg?4 Forkalkningsfornemmelserne tar Anledning af den mindste overdrevne Bevægelse til at melde sig og holder saa ved til jeg kommer i Ro igen. Da jeg aldrig før har kendt til dem uden naar jeg paa en taabelig Maade overanstrængte mig, er det lidt deprimerende nu at mærke at de har Overtaget. Jeg faar derved en tiltagende Fornemmelse af Alderdom, hvad jeg egenlig aldrig før har kendt. Men engang skulde den jo komme, og nu er den der. Men vanskelig, sær og gnaven er jeg endnu ikke, og mange Interesser er lige spillevende som for 20-30 Aar tilbage. Jeg læser meget, men det er nærmest Pluklæsning. Jeg har staaende i Bogværelset nogle hundrede Bøger, hvoraf der er mange, jeg aldrig har læst. Deraf tar jeg frem en Bunke ad Gangen og ser, hvad jeg vil læse. Desværre er meget af det antikveret, men Memoirer bevarer jo paa en mærkelig Maade Livet, saa dem kan man altid læse med Fornøjelse. Jeg læser i denne Tid Trolle Wachtmeisters5 Anteckningar och Minnen6 der omhandler Sveriges Historie omkring 1800 – Gustav IV Adolf, Karl XIII og Karl Johan (Bernadotte). Mærkelige Forhold! Det ene Tiaar er Sverige ved at blive delt mellem Rusland og Danmark, det andet Danmark ved at blive det saaledes at Sverige skal ha baade Norge og Sjælland – saa kan hvem der vil ta Jylland. Og vor sølle lille Fredrik VI spekulerer paa at blive Tronfølger i Sverige. Bernadotte er en storslaaet Personlighed, og den klogeste Politiker af dem alle. Han gør sig upopulær i Sverige ved at søge at vinde Norge og Nordmændene med det gode. Storsvenskerne slaar paa Sværdet ligesom i 1905. Det er altsammen meget interessant. – Jeg har intet set af den ny Litteratur. Der kommer jo nok af Bøger, men er de de 10 Kr. (9,75) værd som de koster. Gyldendal roser sine, eller lader dem rose i "Tilskueren". "Tilskueren" i sin tilskaarne Garde-Form7 synes mig nærmest at minde om et Forlagskatalog. Jeg synes, det var interessantere, da jeg redigerede8 det. Men et Tidskrift blir vel ogsaa gammelt og aflægs med Aarene.
Jeg haaber, vi skal ses nogle Gange endnu. Lev vel til da!
Deres hengivne
M. Galschiøt