Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 18. december 1927
H.P. skylder Eftertiden sine Erindringer
18 Dcbr. 27
Kære Fru Pontoppidan. –
Selv om jeg ikke hade faaet Deres egen Hilsen til min Fødselsdag, hade jeg dog bestemt, at denne Gang skulde De ha Brevet til Svendborg. Der blir dog altid ligesom lidt mere personligt i Forholdet, naar man selv faar Brevet, end naar man kun faar Hilsenen i Brevet til en anden, mens det paa en Maade ogsaa er til En selv. Saa vil jeg altsaa først takke Dem fordi De tænkte paa mig – jeg er for Resten saa indbildsk at tro, at De ogsaa tænker paa mig en Gang imellem, naar jeg ikke holder Fødselsdag – jeg dømmer fra mig selv, der ofte sender Dem en venlig og medfølende Tanke. Og saa vil De vel ha at vide, hvordan Fødselsdagen gik. Ja, den var jo ikke saa festlig som for 3 Aar siden, men der var da Lys i Kandelabrene paa Middagsbordet og megen Livlighed mellem Gæsterne omkring det. 5 Damer: Fruerne Prahl, Stephensen og Olga og Frøknerne Karen Kaas og Inge. 5 Herrer: Prahl, Stephensen, Collstrop, Prof. Krüger og Fødselsdagsbarnet. Collett Vogt, der ligger paa Montebello for Sukkersyge skulde ha været med, men Overlægen forbød ham det. Menuen: brun Suppe, Andebryst i Gelée, Kalveryg, Rombudding – alt selvfølgelig 1ste Klasses Frk. Pausch-Mad. Min højt paaskønnede Veninde Fru Erna Stephensen holdt Festtalen og der var Ønsker for mig om et langt Liv og ulappede Tarme som muliggjorde en Række lige saa festlige Fødselsdagsmiddage paa Reberbanen. Bag efter spilledes der Whist og Lhombre, og Kl. godt 11 laa jeg i min Seng og var himmelglad over, at den Dag var vel overstaaet.
De allerfleste andre Dage forløber nemlig i megen Stilhed og Ensformighed med hver Ting paa sit Sted og hver Gerning til sin Tid, men det passer mig storartet og medfører bl. a. at jeg befinder mig i en Sindstilstand af Ro og Tilfredshed, som ingen Buddha, der sidder og ser paa sin Mave, kan præstere bedre. Jeg er endogsaa nu kommet saa vidt i min Udvikling, at jeg uden Samvittighedsnag over intet at ha faaet udrettet den Dag kan lægge mig rolig til at sove om Aftenen. Og Gudskelov! Med at sove uforstyrret om Natten gaar det ganske udmærket, naar jeg ikke har været letsindig om Aftenen og drukket Whisky og røget en stærk Cigar. Men spør De om, hvordan jeg faar Dagen til at gaa, saa svarer jeg: den gaar af sig selv uden at jeg behøver at spørge mig selv: hvad skal du nu bestille og egentlig uden at jeg bestiller noget med Forslag i. Det vil sige, jeg læser jo endel, ogsaa endel som en Slags Forberedelse til mine berømmelige "Erindringer" – dem De naturligvis spørt til med Interesse – men med at skrive – særlig med at skrive "Erindringer" gaar det kun sløjt. Jeg vil ikke sige, at jeg har tabt Interessen derfor – tvertimod; det morer mig baade at forberede og at skrive (NB. naar det gaar) men efter at jeg har hørt, hvor mange der "skriver Erindringer" af mine Bekendte – lige fra Carl Feilberg, der kan skrive, til Augusta Lønborg, der ikke kan skrive selv et almindeligt Brev, saa synes jeg nok, at "Erindringer" begynder at blive til Litteratur-Ukrudt. Ellers synes jeg for Resten, at H.P. skylder om ikke sin Samtid saa Eftertiden sine Erindringer. Men han foragter naturligvis den Slags og mener vel ogsaa – med Rette – at han har skrevet dem i sine store Tidsromaner og sin egen Personlighed har han jo altid som en anden Zeus holdt indhyllet i en Sky. –
Kære Fru Antoinette saa megen Glædelig Jul og godt Nyaar som Deres Sygdom vil unde Dem. Kalder min Hilsen og Epistel et lille Smil frem i Deres Alvor-Ansigt har den naaet sin Hensigt.
Hils H. P. og Børnene i begge Led.
Deres hengivne
M. Galschiøt