Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. januar 1926
Memoirer venter paa Fortsættelse
23. Jan. 26.
Kære Pontoppidan. – Det var jo et ret trist Brev, De der sendte mig i Stedet for at komme selv. Jeg haabede paa, at det var det slette Vejr, der bragte Dem til at opsætte Besøget, som jeg glædede mig til – og saa var det altsaa den gamle Historie forfra igen. Hvad nu? – Maa De vente med en ny Indsprøjtning til længer hen paa Aaret? Det syntes næsten saa af Deres Brev. – Og Deres Kone, som det saadan trækker i Langdrag med. Deres Udtalelser om hendes Befindende lyder lidet fortrøstningsfulde, selv om jeg tar med i Betragtning, at Deres Syn paa Sagerne altid blir sortere, naar De selv har det mindre godt. Livet er ikke meget lysteligt under saadanne Forhold, og naar saa heller ikke Himlen er i godt Humør, men ser saa sur ud, som den nu i lang Tid har gjort, blir man jo let tilbøjelig til at opgi det hele og la det alt sammen gaa, som det bedst kan. Jeg har i den senere Tid været lidt ude for det samme, skønt jeg ikke legemlig har fejlet det ringeste; men jeg hade tabt Lysten til at bestille noget, stod ikke for Fristelsen til straks paa Morgenstunden at læse 2 Avisen, og saa blev det ikke til meget andet. Det er forfærdeligt, saa lidt Forslag der er i en Dag med dens Maaltider og Hviletime og Spaseretime og andet af den Slags, som skal passes og ikke undlades. Naar jeg tænker paa min Arbejdsevne i gamle Dage – især i Bladtiden, naar jeg skulde skrive Anmeldelser i Juletiden – og saa paa, hvad jeg nu faar gjort Dagen igennem, ryster jeg paa mit bedage[de] Hode og siger til mig selv: du blir svært gammel og uduelig!
I de sidste Dage har jeg dog igen taget mig sammen, og nu haaber jeg, jeg skal faa det til at glide igen. Jeg skulde jo dog helst se at blive færdig med den forbistrede Sparekasse, eftersom den nu keder mig mere, end den interesserer mig. For Resten siger jeg en Gang imellem til mig selv: Hvis du nu ikke hade den og dens Krav – hvad saa? Saa blev det formodentlig til det bare Avislæsning og Pluklæsning og slet ikke andet. Og det er vel ogsaa mest sandsynligt, selv om der ligger nogle paabegyndte "Memoirer" og venter paa Fortsættelse. Jeg er efterhaanden kommet ret dybt ned i Fornemmelsen af det heles Ligegyldighed og ephemere Værdi: Vi lever idag og imorgen er vi glemt. Men alligevel vil jeg dog gerne leve, blive ved at leve, saa længe jeg har det, som jeg nu har det, og ikke er blevet dorskere, døvere eller mere blind.
3 Jeg havde forleden et lille Brev fra Rist. Han klagede over Alderdommens Besværligheder, følte sig syg og uden Evne eller Lyst til at arbejde. Han skrev, at han længtes efter mig og tit tænkte paa mig. Jeg har svaret ham, at ogsaa jeg længtes efter igen engang at se ham – det er nu vist et halvt Aar, siden jeg saa ham sidst, og at jeg, saa snart Vejret bedagede sig1 og der kom lidt Solskin i Luften igen, vilde ta op og besøge ham en Dag; komme og spise Frokost hos ham og blive der et Par Timer. Sker det, hvad jeg haaber, vil jeg, naar jeg har været hos ham, se ud til Dem og se, hvordan det staar til der. Ti jeg længes nu ogsaa efter igen at snakke lidt med Dem og Deres Kone. Men jeg skal nok forhøre mig paa Forhaand om, hvorvidt De kan ta imod mig. Jeg har Deres Telefon Nr. og det blir som sædvanlig kun en Times Besøg, for jeg vil gerne hjem igen til Middag. Jeg faar heller næppe Lov til at være længere borte af Frk. Pansch. Hun udvider nemlig mere og mere sit despotiske Herredømme over mig, og jeg faar de indstændigste Paalæg om at passe paa Vognene og gaa forsigtig og ikke, hvor der er glat osv. og det morer mig at la hende tro, at jeg omhyggelig følger alle hendes Paalæg. Jeg tror, jeg har den gode Gave ikke at la mig irritere af sligt, men blot se den gode Mening deri.
4 Jeg kan ikke forstaa, at jeg i sin Tid har talt om "De dødes Rige", saa De fik Indtryk af, at jeg satte den mindre højt, og maatte ta den i Forsvar overfor mine Indvendinger. Jytte skuffede mig maaske noget, fordi jeg hade en anden Skikkelse for mig, hvis sjælelige Egenskaber var beslægtet med Jyttes, og som dog i sit Liv og sin Apparition var helt forskellig fra hende og mulig syntes jeg ogsaa at Samfundsbilledet, De gav, var lovlig og uretfærdig karikeret, men udover det er jeg dog vist næppe gaaet i mine "Angreb". – Jeg ser med store Forventninger Deres nye Bog i Møde, haaber dog, at De ikke maa være altfor ubarmhjertig overfor den Magtfaktor i Samfundslivet, der hedder "Pressen", men er for Resten belavet paa det værste. Jeg ved jo, at De ikke elsker den og end ikke har nogen Agtelse for den. Noget med Urette, synes nu jeg. Ganske vist kender jeg ikke mere synderlig til den, men om dens Hæderlighed tvivler jeg ikke, selv om der kan være enkelte skabede Faar i Flokken.
Det skulde glæde mig, om De en Dag – trods Nervesmerter og Træthed – besøgte mig; men sker det ikke, saa send mig snart et Par Ord om, hvordan det gaar for Dem begge. Med de hjerteligste Hilsner
Deres hengivne
M. Galschiøt