Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. juni 1924
Til Lykke paa Fødselsdagen
23. Juni 24
Kære Fru Pontoppidan
Til Lykke paa Fødselsdagen! Mange gode Dage i det kommende Aar. Ikke altfor mange Liggedage eller Dage, hvor De gaar og ser med Bekymring paa H. P. – Hvor det er længe siden jeg har hørt noget fra Dem eller set noget til Dem. De er da vel ikke død og begravet for længe siden, saadan som det hændte mig for nylig med en af mine kære Veninder fra Ungdom og Manddom, der gik hen og døde, uden at jeg anede det. Jeg tænkte jevnlig paa, at nu fik jeg nok snart et af hendes kærkomne smaa Besøg, men saa kom der i Stedet for en Dag et Brev fra hendes Datter, der meddelte mig, at Moren var død for flere Maaneder siden, men nu kom Datteren snart og besøgte mig. Hun plejer nemlig ogsaa at besøge mig en Gang eller to om Aaret. Saadan noget tar sig alligevel lidt underligt ud, men en skøn Dag gaar man vel selv hen og dør uden at vide noget af det. Foreløbig lever jeg om end ikke videre lysteligt. Jeg har nu tilbragt 3 Uger ovenpaa og i den Tid ikke set mine egne Stuer eller noget af Havens Herligheder. Jeg ligger under et forholdsvis let Anfald af Nervesmerter i højre Bagben, reumatiske kalder den ene Doktor det Ischias den anden. Jeg selv gir Fanden i, hvad det kaldes, bare jeg kunde blive fri for dem, men det er det drilagtigste Skab, der kan tænkes, og 2 det hjemsøger mig især om Natten, saa der har været mange Nætter, hvor jeg ikke har faaet sovet 2 Timer, men ustandselig har ligget og vaandet mig til min egen Adspredelse. Jeg er blevet fyldt med alle Slags Medikamenter. Lægen har ordineret forskellige og Rink har realiseret af sit Lager af overgemte og usælgelige Sager med mærkelige latinske Navne. Resultatet: en grundig ødelagt Fordøjelse. Min Eksistens er altsaa ikke misundelsesværdig for Tiden; men jeg tror dog ikke, jeg plager mine Omgivelser med Gnavenhed. Jeg holder Humøret oppe, saa godt jeg kan og synes bare, det er en daarlig Anvendelse af saa mange af de forholdsvis faa Dage, jeg vel har igen. Jeg gider ikke læse – det er aldrig hændt mig før, naar jeg har ligget syg. Tryde, der besøgte mig igaar, mente, at jeg nok hade 2-3 Uger endnu at ligge i, inden Anfaldet fortog sig. Nu faar vi se. Meget lidt har jeg oplevet, siden vi saas, har derfor meget lidt at berette. Fru Kielland har solgt sin Villa, sat sine Møbler i Magasin og bor nu foreløbig et Par Maaneder paa Marienlyst. Hjemløs. Fru Lorenzen kommer om en halv Snes Dage hjem fra sit Exil – rimeligvis uden hverken at ha lært noget eller glemt noget. Vi faar saa se, hvordan det kan gaa. Lorenzen blev for et Par Dage siden opereret for en Blindtarmsbetændelse, der kom over ham som et Lyn. Operationen skal være gaaet godt. Apotekeren besøger mig omtrent hver Dag og Prof. Fridericia, der jo bor i det gamle Hus, omtrent hver anden; saa jeg mangler ikke Underholdning. Men jeg vilde alligevel heller være fri for Smerterne, selv om jeg saa ogsaa skulde undvære Besøgene. Naar De nu en Dag har lidt Tid tilovers, saa send mig en lille Beretning om Stemninger og Tilstande i Deres Miliø. Det vil glæde mig.
Og lev saa vel og hils H. P. og Børnene fra mig.
Deres hengivne
M. Galschiøt