Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 9. november 1919
pessimistisk - deres Vane
9. Nvbr. 19
Kære Pontoppidan
Det glædede mig at høre fra Dem og faa en Fornemmelse af, at De begyndte at komme paa ret Køl igen efter saalænge at ha skvulpet om for Vind og Vove – og skønt De jo paa Forhaand saa noget pessimistisk paa det kommende – hvilket iøvrigt er Deres Vane, hvorfor jeg hellerikke tog det saa alvorligt – saa tænker jeg, at De nu, De sidder igen i Deres egen Lænestol med Øreklapperne og ved Deres eget Skrivebord, som der naturligvis alligevel er blevet Plads til i Deres egen Stue, synes ligesom Vorherre paa den 7de Skabelsesdag, hvilket var Hviledag, at det hele er saare godt. Altsaa ønsker jeg Dem og Madame mange gode Dage i Deres eget ny Hjem.
2 Bare nu ogsaa Husholdersken maa svare til rimelige Forventninger, for eene jut jebratene Jans is doch eene jute Jabe Jottes1.
Og nu skal De se hvor De vil finde det hyggeligt paa Kristianshavn. Jeg kan endnu undertiden længes derefter; der er saa meget, som harmonerer med den Provinsbo-Natur, man har i sig fra Barndommen af, naar man er født i en Provinsby. Men der er jo for Resten forandret forfærdelig meget derude, siden jeg bode der2, saa der er maaske ikke slet saa hyggeligt mere. Og kom jeg ved Skæbnens Omskiftelser til at bo der igen, vilde det maaske gaa mig ligesom Musen – jeg vilde afgaa ved en stille Død af Længsel efter Reberbanen. Stakkels Mus – jeg forstaar den saa godt. Jeg leger undertiden med Tanken om at pakke mit nødvendigste Habengut i en middelstor Haandkuffert og rejse til Rom for at ende mine Dage der, men jeg blir 3 alligevel ved nærmere Eftertanke bange for, at det vil gaa mig der som Musen her – saa er det bedre, jeg blir, hvor jeg er og betaler de blodige Skatter3 til Stat og Kommune.
Har De mod bedre Vidende faaet noget med af mit, har De til Gengæld efterladt Pant for det, nemlig Deres Sommeroverfrakke. Den blir nu hængende her, til De kommer og henter den, hvilket dog ikke bør vente, til de faar Brug for den. Hvad mener De om at gøre det den 11. Decemb. naar jeg holder Fødselsdag? Det var dog en Lejlighed. At Madame vil være velkommen ved samme Lejlighed, behøver jeg vel næppe at bemærke, men jeg har jo desværre kun ringe Haab om, at det kan lade sig praktisere. Apropos Madame. Vil det interessere hende at høre, at hendes Bedstemor4 i Oktober 1838 solgte Holbæk Slots Ladegaard til F. W. Rostbøll for 163000 Rd. og Aastrup Gaard og Gods til Grev Siegfried Raben for 161200 Rd. Der er dog altid lidt opbyggeligt ved at vide, at man har været Medarving til 324200 Rd., selv om man ikke har mange af dem igen.
Ogsaa Dem kunde jeg sende en liden Frugt af mine Fortids-Granskninger, hvis den ikke var saa forbandet omfangsrig, at den ikke lar sig sende i et Brev, nemlig Deres Fars Tale 6. Juli 62 ved Kæmpegraven i Fredericia. Han var jo en Fuldblods-Skandinav, men han var jo ogsaa en god Grundtvigianer. De var ikke 5 Aar, da han holdt den, saa selv om De har staaet hos og set med Spænding paa ham oppe paa Talerstolen, har De næppe forstaaet meget af, hvad han sa. Det vilde sikkert interessere Dem at læse den nu. Da var vi paa Toppen af en vældig skandinavisk Bølge, der bristede knap to Aar efter og blev til det bare Skum – skal vi sige desværre? – jeg tror næsten ikke.
Lev nu vel kære Pontoppidan og ønsk Madame alt muligt godt fra mig – maaske kommer jeg en Dag og kigger indenfor i Plazzo Pontopp. ved Canale grande.
Deres hengivne
M. Galschiøt