Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Firenze. 13. maj 1909
Kunstsager er en sød Spise
Florens 13/5 09
Kære Pontoppidan
Det var meget venligt af Dem ikke blot at tænke paa mig i min Udlændighed, men ogsaa give mig skriftlig Bevis1 derpaa, og jeg skynder mig med at takke Dem derfor, saa meget mere, som jeg i de sidste Dage flere Gange har tænkt paa, at jeg vilde sende Dem en lille Hilsen fra Florens, inden jeg nu snart forlader den elskværdige By. For nu varer det ikke saa længe. Jeg begynder at blive træt. Min Hjerne er overfyldt og kan til Tider faa aandelige Kvalmefornemmelser. Kunstsager er en sød Spise, men ogsaa i Livretter kan man forspise sig. Og saa er der det irriterende ved det, at det efterhaanden bliver en Pligtsag, hvad der kun skulde være en Lyst. Under Følelsen af, at man maaske 2 aldrig kommer her igen, synes man (eller jeg) at jeg skal se alt og se det saa grundigt som muligt. Og for hver Dag, der gaar, bliver Evnen til at konsumere ringere. Men heldigvis er Naturen et herligt Rekreationsmiddel. For Naturen og Livet – og Lopperne – har jeg endnu ikke faaet for meget af. De kan ikke tro, hvad det var for en livsalig Fornemmelse den Eftermiddag og Aften, jeg første Gang efter saa mange mange Aars Forløb igen indaandede italiensk Luft med tilhørende Duft og saa Livet røre sig om mig. Jeg kørte fra Stationen i Verona kort efter Solnedgang paa en Sporvogn ind gennem de trange Gader, der stod fulde af Osen fra de oljestegte carciofoli2, medens Mennesker og Børn larmende og snakkende vrimlede foran den bestandig kimende Sporvogn – ak, hvor kendte jeg det altsammen igen – Sporvognen var en ny Institution, men alt det andet var, som da jeg sidst havde set. Og den næste Dag, da jeg paa Formiddagen slap lige midt ind i en Kirkefest3 ude i den prægtige gamle romanske Basilika, S. Zeno Maggiore, hvor den hellige Mands indtørrede Mumie laa iført sit Bispeskrud, medens de troende Bønder kravlede op omkring det forgyldte Gitter i Krypten, der skærmede om Hs. Hellighed, og smed deres fattige Soldi ind til ham i en dertil opstillet Kumme. Og udenfor paa Kirkepladsen larmede Karussellerne og Kastegyngerne og Udraaberne foran Teltene med alle de glimrende Sager, der havde Bud efter Resten af Soldierne. Grønne Træer, røde, blaa, gule og hvide Tørklæder og Skørter, sorthaarede og brunlødede Mennesker og Børn og straalende Sol med skarpe Skygger og tindrende blaa Himmel over den gamle Kirke, de forfaldne Huse, den støvhvide Plads og den brogede Menneskevrimmel. Ja, det var Italien – Landet jeg engang lærte at holde af og aldrig havde glemt. – Og saadan har det egenlig været hele 3 Tiden siden. Kun naar Vejret, som i de sidste 10 Dage har været upaalideligt, har graanet Himlen, eller naar jeg har følt mig lovlig træt, har jeg været lidt mistrøstig og ønsket mig hjemme igen, men det er da ikke længer siden end i Forgaars, at jeg stod midt ude paa Landevejen til Rom en Mils Vej herfra og følte den mest brændende Lyst til at give mig til at vandre, som jeg gjorde i min Ungdom, fordi der var saa underskønt med de blaanende Bjergbakker bag om hinanden i de fineste Toner og spydspidse Cypresser og bredkronede Pinjer over skraanende Olivenbakker til Forgrund. – Ja, det var saadan vi skulde have vandret, De og jeg, ud ad Landevejen, her eller der, og rigtig nydt det bedste af det bedste hernede – den vidunderlige Natur. Trækker det nu alligevel ikke lidt i Deres Hjerterødder ved Tanken? – Men lev nu rigtig vel derhjemme i det sobre lille Land uden Lopper – det om hvilket Folk endog hernede√ jevnlig siger, at det er "det skønneste" – jo Gud bedre det!
Og min venligste Hilsen til Deres kære Frue.
Deres hengivne
M. Galschiøt
