Ludvig Feilberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Amicisvej 2, Frederiksberg. 21. november 1899 (en ikke afsendt kladde)

En kladde

L. Feilberg
Amicivej 2, 2. Sal, Kjøbenhavn, V.
Den 21de November 1899

Kære Hr. Pontoppidan!

Hjertelig Tak for Deres Elskværdighed med at tilsende os Deres nye Bog1, som vi alle have læst med megenudelt Fornøjelse. Hvad der især har tiltalt mig, er de smukke Naturbeskrivelser. De forekomme mig mange Steder mesterlig gjorte og mindede mig ved Valget af træffende Smaaord, Billedernes Redelighed og Ædruelighed hvert Øjeblikmeget om Turgénjew, min Yndlingsdigter. Han siger aldrig et Ord formeget, aldrig et svulstigt Ord, der gaar højere, end det maa. – At Naturpaavirkning har sin uheldige Side og kan fremkalde en Masse Skarn i en Hjerne er psykologisk rigtigt. Det ligger i, at det er Raastof den giver os, Raastof, 2 der er tungt fordøjeligt og berusende. Naar man bliver ved at fylde sig med den Slags Ting, er det fuldstændig rigtigt, at man bliver fuld og dermed asensagtig. Naar jeg har ligget paa Landet i en Ferie, varer det til hel hen i Oktober, inden jeg bliver aandelig ædru igen og faar fordøjet den svære Kost. Hvis det er Deres Mening med Bogen at hentyde hertil og√ at sige, at man skal være forsigtig med ikke altfor voldsomt, ikke altfor uforbeholdent at give sig Naturen i Vold, skal være forsigtig med altfor stærk Naturpaavirkning, saa kan ingen mere end jeg være enig med Dem, (idet jeg da√ ved "Naturen" tænker mig det raa og berusende i Naturen, hvortil dens Skønhed altid hører.) Vi maa blot ved Siden deraf notere, at den har andre Sider. Jeg kunde meddele Eksempler paa, hvorledes unge Sind ere blevne i den Grad medtagne og ødelagte af denne Naturraahed, at de aldrig ganske har rettet sig. Man behøver jo ogsaa blot at henvise til et Forhold der utvivlsomt ligger til Grund for alle de gamle Sagn om alle de Skovtrolde, Nøkker og Ellefolk der befolke Naturen og altid har huseret med Menneskene paa den skammeligste Maade. Forsaavidt Deres Bog peger hen i den Retning, er den Det er en psykologisk interessant Side ved Deres Bog at den peger hen i den Retning. De maa have oplevet noget i den Retning af den Art. Paa den anden Side falder det mig saa ind: Ja men hvorfor lægger 3 han sig saa ud i Snertinge, i den vilde Vallekildeegn, hvor Naturen netop driver et særlig stærkt Spil. Det maa være en Digteride eller et Eksperiment. Mig vilde der være for stærkt at bo. Jeg vil ret ønske Dem, at den stærke Natur maa give Dem Stof til flere Bøger, som den jeg nu har læst. Saa har Ideen været god. Man kommer til at tænke paa, at De nu lægger Dem ud i Snertinge, i den vilde Vallekildeegn, hvor Naturen netop driver et særlig stærkt Spil. Det er maaske vel netop for at studere den Naturside. Jeg vil ret ønske, at De maa have det godt derude. Man kan have det svært hyggeligt paa Landet, naar man kan finde nogle Mennesker.

En ret venlig Hilsen til Dem og Deres Hustru med Ønsket om, at De maa have det godt og hyggeligt derude. Kommer De til Byen, vilde det glæde os, om De vilde se ud til Deres gamle Bakkehushjem. Ogsaa vi synes, at Ordet "idyllisk" passer paa det.

Deres hengivne
L. Feilberg

 
[1] Bog: anden udgave af Vildt, der udkom 15.11.1899. tilbage