Emmy Drachmann til Mette Marie Pontoppidan
Sendt fra Hellebæk. 30. juli 1892
Højmod og Selvfornægtelse
Hellebæk 30 Juli 1892
Kære Fru Pontoppidan
Tak for Deres Brev. –
Jeg har skrevet til Frk. Paludan-Møller1 og spurgt om der var Plads til 2 Smaapiger efter Ferien. – Jeg har været saa fri at spørge for Dem med – som De ser, – har ogsaa nævnet Johannes Navn. – Vi vilde jo gerne, at de to skulde følges ad, saa det var derfor rigtigst straks at tale om to. –
Jeg venter nu Svar og tager derefter selv ind for at tale med Bestyrerinden.
Jeg vil lade Lisbeth2 vente 2 med at begynde til 15 Septbr., men vil faa de Bøger opgivet som de bruger paa Skolen og saa selv læse med hende.
Jeg skal skrive til Dem, saa snart jeg faar Frk. P.M.'s Svar.
Vil De saa nok have Johanne3 ind i samme Skole? forresten er De jo ikke bunden, fordi jeg har spurgt.
Det glæder mig, at De er rask. Jeg beundrer Dem saadan; ak, hvis min Tur kommer engang, vil jeg ikke have Deres Højmod og Selvfornægtelse.
Jeg er i daarligt Humør, min Mand4 var hjemme en 14 Dage men bar sig slemt ad i alle Maader og har skaffet sig mange Fjender. – Han er nu atter 3 i Hburg5, men vil komme hertil igen om 2 – 3 Uger. Jeg ønsker blot han ikke kom, jeg tror, han vil faa mange Skuffelser. Han selv indser selvfølgelig ikke, hvor taabeligt han bærer sig ad. – Ak disse Digtere! Kære Fru Pontoppidan, jeg ønsker bare at mine Børn blev rigtige Middel-Mennesker, ikke et Gran mere Forstand end der er nødvendigt for "det daglige Brød". Og for Genialiteten slaar jeg tre Kors! – hu! –
Jeg selv har haft det saa godt herude, men de forrykte 14 Dage mens H.D. var i Landet, har sat mig meget tilbage, og jeg er endnu ikke paa ret Kjøl. 4 Mine Børn strutter ogsaa og er velsignede og min Fryd.
Undskyld disse Blækklatter, jeg véd ikke, hvorledes de er komne.
Undskyld i det hele taget Brevet, som er sjusket og ikke som De fortjente det, men jeg føler mig ilde og uoplagt til at skrive, og vilde dog ikke lade Dem vente paa Svar.
Deres hengivne
Emmy Drachmann
