Inger Holt til Knut Ahnlund
Sendt fra Lerum, Sverige. 23. marts 1951
Fantaster hos Pontoppidan
23/3 1951
Hr. Magister Knut Ahnlund.
Tak for Deres lange og interessante Brev, det glæder mig, at De faar Nytte af mit Pontoppidanmateriale, som har hvilet i min Bordskuffe i saa mange Aar. Jeg har paa Fornemmelsen, efter Deres Brev, at det er i gode Hænder.
Jeg har imidlertid, for at være fuldt korrekt, skrevet til Fru Else Thomsen, som jeg i sin Tid har truffet hos P. og meddelt, at jeg sendte Dem mine Breve til Afbenyttelse.
Hun svarede mig meget venligt, som De ser af vedlagte, men betonede stærkt, at P.s Breve ikke maa trykkes. Hvordan der kan udkomme trykte Breve til Efteraaret er mig en Gaade!
Deres Afhandling skal vel imidlertid ikke trykkes? Men skal man handle i Overensstemmelse med H. P.s sidste Vilje, maa De nok udelukkende anvende P.s Breve som et privat Korrektiv til Deres egne Forskninger, som en Slags Facitliste, uden direkte at citere dem.
Efter min Mening hører P. med sin intellektuelle Natur til de Forfattere som klart siger det han vil gennem sine Værker. Han er jo som sine gejstlige Forfædre noget af en Forkynder. Det skulde forundre mig meget, om hans Breve skulde ændre noget væsentlig i det Billede, som P. har givet 2 af sig selv i sine Værker.
Den biografisk-psykologiske Metode tror jeg altsaa ikke saa meget paa i denne specielle Type Forbindelse. Den er maaske bedre paa sin Plads, naar det gælder mere lyriske og derfor mere labile Digterpersonligheder som f. Eks. Drachmann, hvis Oplevelser vel i langt højere Grad bliver Inspirationskilde.
Brevene kan vel betragtes som en Slags Skitse til Kunstværket, oprindeligere[,] mere nuancerede, men det er dog det færdige Kunstværk, som Kunstneren har sat sin Viljes Stempel paa, som er det modneste Udtryk for hans Kunstnerpersonlighed. Oplysende er det jo ogsaa m. H. t. Pontoppidan, at det er sidste Udgave af Værkerne, som han selv anerkender. Efter min Mening med rette. Ogsaa paa dette Punkt staar jeg i Modsætning til en af den danske Litteraturs store Navne nemlig Rubow som vil fremhæve 1ste Udgaverne paa de sidstes Bekostning.
Men som sagt, jeg tror jo, at naar Objektet er noget saa levende og foranderligt som en Digterpersonlighed, skal man vel vogte sig for at opstille faste Skemaer og lave Baase at stoppe dem ind i.
I denne Sammenhæng maa jeg stadig hævde, at L.-P. af V. A. er stoppet ind i en forkert Baas. Der skulde han befinde sig i Selskab med Schacks 3 Fantaster, som i dansk Litteratur har skabt givet Navn til Typen. Disse 3 lever i sin Barndom som de fleste Børn i 2 Verdener en virkelig og en skabt af Fantasien. Til sidst bliver det svært at holde dem fra hinanden, og for den ene ender denne 3 Konflikt i ren Sindssyge.
Nogen Lighed mellem disse og L.-P. har jeg svært ved at opdage. L.-P. følger sin Natur, baade den nedarvede intellektuelt grublende og den personlige livsbekræftende; han er ikke rodløs men finder et aandeligt Staasted i Tilværelsen udfra sine naturlige personlige Forudsætninger.
Derimod kan man med Ret sætte Emanuel Hansted ind i Fantastbaasen. Han bryder med sine personlige Forudsætninger, ser ganske bort fra dem, og lever sit bondske Fantasiliv; han har revet sig løs og fæster aldrig siden Rod i den Verden Virkelighed√ som han vil gøre til sin; han er blevet en virkelig fremmed i denne Verden, en Fantast.
Man har vel ikke Ret at paastaa, at den som dels√ gennem Opposition imod sit Milieu√ og dels gennem Besindelse paa sig selv og sin egen aandelige√ Oprindelse finder sit Staasted i Forhold til Liv og Død er en Fantast. Dette er jo L.-P.s Vej og det er vel ogsaa den Vej de fleste Mennesker maa gaa for at naa til Selvbesindelse.
Den litterære Typisering er vel noget farlig, men fristende for en Mand, der som Vilhelm Andersen kan den danske Litteratur som ingen før eller efter ham. har kunnet. V. A. havde desuden en solid klassisk Dannelse, saa hans Viden er meget stor, hans Sammenligningsmateriale meget omfattende. Paa sine ældre Dage fik han√ dog en Del Maner. Han havde meget svært ved at staa for selv de mest haartrukne Sammenligninger og hans Sprog blev af og til ret dunkelt paa Grund af de næsten kendingeagtige Vendinger, han anvendte. Man kan maaske nok kalde ham 4 for Kunstner, men det er tvivlsomt, om han selv vil betragte det som en Kompliment. Netop dette, at Georg Brandes vilde betragtes som Kunstner, var for V. A. et Bevis for, at Universitetet havde handlet ret ved ikke at besætte Hauchs Lærestol med Georg Brandes. Jeg tror ikke, at V. A. betvivlede sin Adkomst til et Professorat ved Universitetet.
Ja, jeg tror, at vi kunde diskutere mangt og meget med Fornøjelse, hvis vi mødtes. Det kunde virkelig være morsomt engang at diskutere mundtligt.
Med venlig Hilsen
Inger Cavallin
P.S. Det varer vel lidt, inden jeg faar Brevene, jeg har jo heller ikke selv Brug for dem i Øjeblikket, men jeg er næsten nysgerrig efter at se hvad der staar i dem, for jeg har glemt det meste.
D.S.
