Jørgen Bukdahl til Henrik Pontoppidan
Sendt fra St. Kannikestræde 12 (Borchs kollegium). Oktober 1924 (til november 1924 )
efter Kultursammenbrudet
St. Kannikestræde 12
Kbh.
[okt. el. nov. 19241]
Hr.
Forf. Henrik Pontoppidan!
Jeg har bedt mit Forlag sende Dem min Bog2. – Jeg kender Deres store Interesse for Kinck. Paa denne Maade vil jeg prøve at gøre mit til, at han placeres som han burde her i Norden. – Jeg siger Tak for Laan af et lille Stykke fra "En Vinterrejse". De har saa ganske Ret i alt, hvad De siger i denne Bog, navnlig Danskernes Snobberi for den norsk-danske Litteratur.
Men maa jeg ogsaa med denne Bog som den yngste i dansk Litteratur hilse Dem som dens Nestor. – Og takke Dem for, hvad De gav os af god Kunst, takke Dem for det Tidsbillede, De gav os af et Tidsrum, vi ikke kendte og som for os ligger paa den anden Side Verdenskrigen.
De kæmpede mod 70nes Fantasteri, skabte selve Tidsrummets Type i Lykke-Per. – Vi, der blev unge i en farlig Tid, vi kæmper med et endnu værre Fantasteri, selve Tidens Desillusionerethed, og vi kæmper med Don Quijotes Skygge i vort Hjerte, men vi kæmper 2 og vi slaar os vel igennem, ogsaa vi. – Maaske uden Maal og Med synes De, jo, for det sværeste Arbejde blev levnet til os efter Kultursammenbrudet: at erobre Virkeligheden tilbage, rejse en Realisme igen, men fra Bunden af Sjælene, fra Bunden af Folkene, og vi forstaar i Grunden slet ikke 70nes Forsøg paa gennem Brandes at skabe Virkelighedssans i et Folk ved at holde nogle europæiske Forbilleder op for det. – Ja, nogle af os er saa kætterske at mene, at Virkelighedssansen fødes i et Folk indefra, det, de gamle kaldte "Romantik", vi synes stundom, at Grundtvig fattede langt mere af det virkelige i det danske Folk end f.Eks Brandes nogensinde havde gjort. Vort Kulturbegreb er skredet sammen, Hulrummet er udfyldt, det holder nu, i sin egen Ruin, – det er af denne Ruin, vore famlende og unge Hænder igen vil rejse en Bygning, hverken for "Fremskridtets" eller "Udviklingens" Skyld, men blot fordi vi begærer at bygge, være virksomme, slaa Bedrift ind i Ørkesløsheden, brænde Æstetiken ud af vore Hjerter, thi Livet er værdt at leve saa længe vi handler. – Er dette Standpunkt et fattigt, saa er det et sandt. Det kan aldrig skuffe. Men dette Standpunkt 3 levner os samtidig Raad til at bevare en Drøm i vore Hjerter og stirre mod et svimlende Maal. Thi vel véd vi, at Verden ogsaa vil bestaa uden dén vandrende Ridder, der netop bryder en Landse, men vi ved ogsaa, at vor Kamp, – var den end kun mod Vejrmøller, – bærer sin Løn i sig selv. Denne Tvivl, der tillige er vor Vished, er det Livsparadoks, vi har uddraget af Tiden. Netop fordi Tiden er saa kaotisk, netop fordi den er saa ganske uden Retning, Strømning og Ide o.s.v. gør den os frie, selv om vi samtidigt mumler Ibsens Ord om Ansvaret, der tvinger os til at bære, til at klare sig og ikke sejle sin Skude paa Grund3. –
Efter fattig Evne har jeg søgt at slaa noget af dette ned i min Bog, der er tænkt som 1. Del af et 3-Binds Værk om nordisk Kunst. – Hvis jeg ikke havde været saa ung, havde jeg søgt at nedfælde det i en Romanrække, jeg magter ikke dette endnu. – Kritik er jo en Genvej til Maalet. –
Efter mine første Bøger4 maatte jeg søge Nord paa, fordi jeg ikke vandt noget Publikum herhjemme. Man samlede sig om Seedorff, Bønnelycke, Thuborg5, Tom Kristensen, man vilde ikke høre nogen Tale om at nærme sig Virkeligheden og Mennesket. Hvilket praktisk medførte, at jeg ikke kunde leve af min 4 Pen herhjemme. Saa maatte jeg skabe mig et Publikum i Norge. Hvad Norge gjorde for mig i disse Aar skal jeg aldrig glemme. – Jeg er derfor ukendt endnu herhjemme. – Maaske er det første Gang De støder paa mit Navn. – Jeg medsender derfor en Nordmands Forsøg paa en Kritik af mine Ting. –
– Jeg husker godt de Dage, da jeg som Gymnasiast i min gamle Slægtsby Ribe læste Lykke-Per i den gamle brede Udgave. – Det blev en Oplevelse, der endnu kan faa mig til at dirre. Siden forstod jeg bedre hvorfor. De skar ind til Benet dér, som ingen før i noget der er den danske Karakters ufatteligste Tragedie men samtidig dens Værdi. Jeg søgte at strejfe det i Kap. om "Saxo og Snorre", under dette Kap. ligger hin Oplevelse.
Deres ærbødige
Jørgen Bukdahl
