Johannes Buchholtz til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Struer. 16. juli 1918
Tak for håndslag
Struer den 16/7 1917 [19181].
Digteren Henrik Pontoppidan!
Et saadant Brev som Deres har stor Betydning for mig. Jeg har gaaet med det paa Kroppen – eller om man vil – ved mit Hjerte til nu.
Jeg troede netop ikke De kunde udstaa mig – hvis De kendte mig (hvilket sidste jeg ikke troede De gjorde!) To Glæder fik jeg da i samme Kurv!
Jeg er saa aldeles enig i Udtrykkene: "almanakagtig Slutning" 2 og "ubetydelige Emne".
Mod Slutningen slog Talentet ikke rigtig til, selv nu et Par Maaneder efter er jeg ikke helt klar over en smuk Løsning paa Traadene.
Emnet er dannet√ dels af et Barneminde om en mærkelig Gartner, der friede til en Komtesse, dels af en flere Gange gentaget vemodig Iagttagelse af unge Piger, der synes de er aldeles unyttige og værdiløse. Det er vemodigt fordi de egentlig har Ret. Kontorarbejde er jo unyttigt og andet Arbejde bruges ikke af de bedre Klasser. Gift kan de ikke blive alle – det ved de. (Gift staar for dem som nyttigt.)
Ja – deraf har jeg gjort et 3 lille Maleri i Vandfarve.
Jeg har det ikke ret godt i min Jernbaneplads. De Jævler trækker fra i min Karakterbog fordi jeg digter. Jeg længes bort og stræber efter at faa et lille Stykke Jord at dyrke. Der er god Jord heroppe ved Struer, der kan avles Frø og tjenes til Udkommet. De tusind Kroner2 hjælper mig godt.
Alt andet har jeg. Først og fremmest en Veninde3 der nu i ti Aar daglig har sat mit Hjerte i Fart. Hun er fuld af Følelse, dertil klog, og fattig var hun ikke da vi blev gift for hun medbragte da Pontoppidans Det forjættede Land i Ægteskabet!
4 Jeg takker Dem nu af Hjertet, kære ranke graa Høvding, fordi De værdiges at give mig Haandslag.
Det har Betydning for mig – jeg ved ikke ret i hvilken Henseende – men glad er jeg ialtfald
I sand Ærbødighed
Johannes Buchholtz
