R. Broby-Johansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Adelgade 64, 5. sal. November 1922 (forsøgsvis datering)

ofte husket på den eftermiddag

Adelgade 64^V [november 1922¹]

Jeg er vendt tilbage. I mere end to måneder² har jeg boet i Tyskland, det meste af tiden i Dinkelsbühl³ og Weimar. Jeg har i al den tid skrevet to breve til min mor, ellers ikke et eneste. Jeg véd det ingen undskyldning er, men jeg kan engang ikke skrive breve; kun skrive når et eller andet vælter sig ind over mig og da bliver det exclamationen "til alverden" (netop i gymnasiastformat ofte vist), men jeg er ked af at have lønnet den rige menneskelighed, jeg hin eftermiddag følte møde mig, så slet.

Jeg beder Dem glemme det.

Pengene til rejsen fik jeg af malerisamleren Tetzen-Lund⁴ som jeg ved et tilfælde lærte at kende. 2 De første uger anvendte jeg til at restaurere mine ødelagte nerver; det lykkedes over forventning.

Det for mig betydningsfuldeste har været bekendtskabet med et par af det unge tysklands bedste kræfter: Lothar Scheyer⁵ som jeg en uge færdedes daglig sammen med i Weimar – og Herwarth Walden⁶, redaktøren af "Der Sturm".

Rent praktisk betydning tænker jeg det kan få at vi har aftalt udgivelsen af et dansk numer af "Der Sturm" med bidrag af unge danske kræfter. Vor autoritetssnobbende presse vil stille sig anderledes overfor "de i udlandet skattede –"

Min henvendelse til 3 Hr. P. Levin⁷ fik naturligvis det forventede resultat. Han begyndte at erklære at han var ganske ude af stand til at bedømme noget sligt; et derpå følgende forsøg fra min side på at inappellere til en kompetendere dommer (fx. H. Brix) fremkaldte en eftertrykkelig documentation af "at jeg og ingensomhelst anden er redaktør af "Tilskueren"["]. Argumentets saglighed overbeviste mig.

I en kreds af malere og billedhuggere jeg blev ført ind i i Weimar – (et af småcentrene for de vældige kræfter som gror frem hos de slagne, som vist alligevel sejrer) – så jeg hvorledes de måtte udstille årgamle arbejder fordi de ny blev kasseret af udstillingskomiteerne.

4 Om jeg forsøgte at sende Hr. Levin et par noveller jeg har liggende fra min skoletid.

———

Jeg ved ikke om det er påtrængende, men jeg har ofte husket på den eftermiddag, det er så sjældent for os unge at træffe mennesker fra generationen før os vi kan tale med uden en mur af uforståenhed tårner sig op.

Må jeg opsøge Dem igen?

Rud. Broby