Marie Bregendahl til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Amager Fælledvej 30. 10. juni 1935

Forsmædelsen og Miskendelsen

Amager Fælledvej 30 - 10/6 - 35

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Jeg takker meget for Deres smukke og interessante Brev fra Maj! – Det glædede mig, – og bedrøvede. – Jeg ved jo nok, hvad det vil sige, at være tunghør, og derved sat mer eller mindre udenfor; men jeg kan glæde mig ved forholdsvis stærke Øjne, og derfor synes jeg, det lyder saa tungt og trist, at De nu, foruden andre Kvaler, ogsaa maa have Øjensvagheder at trækkes med. – Naar jeg forhen mødte Hjortø inde i Finansministeriet, saa syntes jeg altid: Hvilken Lykke, at jeg kan se Naturen, Mennesker og Dyr og hele den brogede Verden! – Og tænker jeg frem til den Dag og Tid, da ogsaa Synet svækkes, og man maa sidde ørkesløs, uden at kunne læse eller skrive, eller se at bruge Hænderne, hvordan skal man saa klare sig? – Og saa meget ved man jo om Tilværelsen, at den Dag kommer ogsaa, den Tilstand er ogsaa noget af det Fremtiden gemmer paa til En, – velsagtens?

Deres Brev traf mig forøvrigt ude paa Sundby Hospital, hvor jeg var indlagt for at faa nogle Slampakninger og noget Massage for en Svaghed i et Knæ, der i de senere Aar har plaget mig. Men jeg var ikke legemlig syg, saa jeg kunde ligge og læse om Dagene, og paa den Maade faa Has paa den uvirksomme Tid, – jeg læste bl.a. Jacob Paludans store tidshistoriske Roman¹, som vel ogsaa Pontoppidan kender? – men at skrive, var jo mere besværligt, og det er Grunden til, at jeg først 3 nu faar takket for det Brev, der paa flere Maader vakte stor Interesse.

De, som jo dog ikke har Bondeblod i Aarerne, men noget helt andet, ser saa klart paa Bøndernes Forhold, at De med Deres klare og vidtskuende Udtalelser, om Bøndernes nutidige Forhold, rykkede i mig, og fik en gammel Ide til at blusse op paany: Skrive Efterkrigsbondens Roman. Men – men –

Dels er jeg jo en meget gammel Kone, allerede før jeg faar begyndt, dels har jo alle de Anmeldere, hvis Navn ret gælder, sat mig saa haardt til Vægs, at jeg jo omtrent er bleven frakendt al kunstnerisk Kraft og Formaaen, dels ogsaa er jeg en forholdsvis langsom Arbejder, saa jeg vel maatte tage ethvert 4 Skridt under skulende Ængstelse for, at jeg aldrig naaede Fuldførelsen – og endelig – og det er vel Hovedsagen – har jeg et andet Arbejde, som jeg alligevel føler det mere magtpaaliggende for mig at skrive, og tillige mere nærliggende. – Naturligvis har jeg givet af mig selv og mit eget Indre, i de Skikkelser, jeg i den henrundne Menneskealder har tegnet, men rigtig for Alvor ikke. –

Forresten virker det meget underligt, at se en Forfatter, der staar saa højt som Pontoppidan, en Forfatter, hvis Ærlighed jeg slet ikke tvivler paa, sige mig saa anerkendende Ord for denne Bog, hvis fire Bind 5 jeg sidste Sommer afleverede til "Gyldendal", og som Direktør Hegel² med den dybeste Forhaanelse smed mig gamle Forfatter i Hovedet igen. Ja, holdt mig hen Uge for Uge uden Svar, saa jeg stod langt ind i September, før det afgørende Spark kom, og altsaa skulde ud og søge mig en flunkende ny Forlægger³. – Og nu da Værket endelig kom, af vore fire Hovedstadsblade faa det degraderet til det usleste Makværk. – Fnug af officiel Anerkendelse har jeg ikke faaet, og et Forsøg paa at ansøge Ministeriet om en lille Forhøjelse af de 1620 Kr.^x) jeg faar af Staten⁴, er ogsaa mislykkedes. – –
^x) de en Gang 1800 Kr. er jo nedskrevne med 10%.
"Hvor maa De føle Dem stolt og lykkelig efter Tilendebringelsen af 6 dette store Værk", skriver De.

Nej, kære ^Hr.√ Pontoppidan, nogen Fare for, at jeg skal faa Højhedsvanvid, det er der absolut ikke. – Men en indre Tilfredshed med, at jeg har fulgt min Plan og fuldført mit Arbejde, den føler jeg. – Og saa er man jo forøvrigt blevet et saa livshærdet Menneske, at der skal meget til før man helt lader sig rokke ud af Trit. – Med et Liv bag sig, som det jeg har bag mig, har man let for at ræsonere som saa: Er jeg kommen igennem til i Dag, jeg er 67, kommer jeg sagtens ogsaa over det Stykke, der er tilbage. Og paa samme Maade med det pekuniære. – Jeg har ikke 7 anden Drøm eller anden Trang nu, end at faa udnyttet den forholdsvis gode Arbejdskraft, jeg faktisk just nu føler mig i Besiddelse af, Resten kan jeg skubbe tilside, – trods det, at Forsmædelsen og Miskendelsen nok ^{til Tider}√ kan berøre En smærtende og krænkende.

Henrik Pontoppidan skriver, om Uskikken, at anmelde Bøgerne samme Dag, de udkommer. – Ja, jeg tror nu ikke det er saa tosset en Skik, som det ser ud til. Jeg skal sige Dem, Forlæggerne ordner nu Tingene efter, at Bøgerne er færdige til Udgivelse en ti-tolv Dage forud, saa Anmelderne kan nok faa Lejlighed til en ordentlig Gennemlæsning først. – Og her i 8 dette Tilfælde har jeg lagt Mærke til, at det var forhold[svis] forskellige Ting Anmelderne hæftede sig ved, baade af Ondt og Godt, de kan jo da under disse Forhold ikke afskrive hinandens Anmeldelser. Men man har sagt mig, at der fra Gyldendals Side, i nogen Grad var forsøgt Paavirkning af ^{de københavnske}√ Anmeldere af "Hans Hauge og hans Hustru", og det tror jeg der er noget om.

Gid Henrik Pontoppidans Øjne maa bedres, saa en Del af Somrens Skønhed maa naa Dem, og De kan taale at læse og sysle med Deres specielle Redskab, Pennen, – noget dog.

Mange venlige Hilsner

Deres taknemligt hengivne
Marie Bregendahl.