Georg Brandes til Henri Nathansen
8. april 1917

jeg kræver ikke at elskes

8 April 171

Kære Nathansen

Deres Bog2 vil uden Tvivl blive oversat paa Tysk og paa Russisk. I begge Tilfælde vil den finde sit Publikum og et taknemmeligt. De Følelser, den behandler, er nødvendigvis levende i 7 Millioner russiske Jøder, der indtil nu har været udelukkede fra Menneskerettigheder og desuden mishandlede, og den Følemaade, den indeholder, vil efter al Sandsynlighed tiltale tyske Jøder, da denne Følemaade er tysk og ethvert anført Digt (med faa danske Undtagelser) er tysk. Ogsaa paa nyhebraisk vil Bogen, efter hvad jeg maa antage, hurtigt blive 2 oversat, og hos et hebraisk Publikum gøre Lykke.

De kan efter min Opfattelse ikke vente at finde Anklang hos et dansk Publikum. Der er visselig i Deres Bog meget smukt og gribende af almenmenneskeligt Indhold (som Ingeborgs Død). Men Bogen henvender sig ikke til danske Mænd og Kvinder; er uden Forhold til disses Traditioner og kan under den nuværende nationale Krisis ikke andet end saare den ved sin fuldstændige Overseen af Danmarks Forhold til Tyskland i de sidste tresindstyve Aar, de to Krige, den langvarige Undertrykkelse i Slesvig osv. Desværre, hvad jeg højligt beklager, vil De neppe 3 engang blandt danske Jøder finde et større Publikum. De støder disse fra Dem ved en efter min Opfattelse højst uretfærdig Anklage. De overser, som med Vilje, det historiske Forhold. De nærer ingen Taknemmelighed mod Danmark, som i Modsætning til mange andre Lande har givet Jøderne, ikke blot teoretisk, men praktisk, Borgerrettigheder og indrømmet dem indflydelsesrige Stillinger.

De vil, at de Danske desuden skal elske Jøderne eller idetmindste undlade at nære Animositet mod dem. De minder mig her en Smule om Tyskerne, der ved Krigens Begyndelse vilde elskes, mens de hidtil havde nøjedes med at ville frygtes. Visse Kvinder 4 vil ogsaa elskes.

Min Følemaade er forskellig, jeg kræver ikke at elskes, forstaar at en igennem et Aartusind nedarvet Animositet ikke pludselig kan forsvinde.

Overfor de danske Jøder kan jeg heller ikke dele Deres Synsmaade. De har i over et Aarhundrede kæmpet sig frem til Ligestilling med andre Danskere og har rastløst og sejgt stræbt efter at blive ansete for Danske. For dem og for Europa var indtil 1870 Jødedommen en Religion og ikke andet; en Religion, de tilmed ikke havde. Blandede Ægteskaber, Iveren for at tale et rent og smukt Dansk uden tyske 5 og hebraiske Brokker var overordentlig udpræget.

Da i 1860 (atten hundrede og treds) den mig usigelig lede Forfatter M. Goldschmidt3 (ved et stort Gilde i Kongens Klub, som gaves af hans fra London tilbagevendte Fætter, der var blevet Engelsk, for vel hundrede unge Mænd og Kvinder), ved et Bal, hvor nok mer end Halvdelen var unge Jøder, udbragte en Skaal for "den jødiske Kvinde der tænder Sabbathslysene" – hvilke ingen af de tilstedeværende tændte – raabte de unge Pi jødiske√ Piger i Kor: den danske Kvinde! og det saa højt, at 6 han, som var den sletteste Taler, jeg har hørt, og som tabte al Besindelse raabte: Hold Kæft, naar jeg taler! hvorpaa hele Resten af hans Tale druknede i de unge Pigers Skoggerlatter.

Deri vil De naturligvis se Degeneration. Men De vil mindes, at man da endnu levede i Skyggen af 1848, at der endnu ikke gaves fordrevne Jøder i Kjøbenhavn, og De vil forstaa, at Protesten ikke nedlagdes af denne overgivne Ungdom af Angst for at mindes om Slægtskab med Ulykkelige, men af Væmmelse ved at se den affekterede Kumpan staa der og tale om Sabbathlysene, 7 ligesom de Bønder, der dengang kedede og pinte Borgerstand og Herremænd, stadigt paaberaabte sig Træhesten, der dog kun var en Museumsgenstand.

I de Lande, hvor Jødernes Træheste er en levende Virkelighed, vil Deres Bog blive hilset med Henrykkelse og udløse bundne Følelser og Stemninger.

Den har for mig to Sider 1) en menneskelig, en dyb, ualmindeligt ømtaalig Følsomhed, som røber et af udvortes set smaa Begivenheder rigt og dybt bevæget Indre, og dernæst 2) en Raceteori, som jeg ikke troer paa, og som er mig fremmed.

Jeg vilde ønske, De havde trængt noget No. 2 noget mere tilbage for 8 at lade No. 1 faa mere Plads. Nu tager Bogen sig ud som en Bog for Zionister, og den naar den saa kraftigt betoner, at Jøder i Danmark føler sig fremmed og kun nationalbeslægtet med tyske og andre Jøder, saa udæsker den efter min Opfattelse ligefrem Svaret: Men saa rejs dog! Hvem holder paa dig! Er du østerlandsk, saa følg dog Strømmen og drag til Palæstina, til dit Hjemland!

Jeg har før sagt Dem, at De i disse Arbejder bekæmper Alt, hvad jeg mit Liv igennem i Danmark har stridt for. De synes at hævne Dem derfor ved at give mig en blomstret Slaabrok paa, 9 hvad der minder mig om Genboerne, der – saa gammel jeg er – dog ligger bag min Tid, og hvad jeg sandfærdigt aldrig i mit Liv har baaret.

Ellers har De jo kun behandlet mig med en Varme og en Velvilje, for hvilken jeg er Dem højst taknemmelig. Vor Uenighed er rent abstrakt og beroer vel for en Del paa den Menneskealder, der er imellem os; jeg ser ud over et saa meget større Spænd af Tid end De, og jeg venter mig saa langt ringere Kærlighed af mine saakaldte Medmennesker, end De idetmindste oprindeligt har ventet. Jeg er 10 endelig saa langt nærmere knyttet til Danmark end De. Til min sidste Fødselsdag skrev P. Nansen en Feuilleton om min Moder og mit Fædrenehjem, der var et sandt Nonplusultra4. Han troede, det laa i Møntergade, hvor vi flyttede hen, da jeg var 30. Han kaldte Huset "stærkt jødisk farvet", da dog ikke én af mine Venner og ikke én af Edvards, som daglig fyldte Huset, var Jøde. Min Moder havde overhovedet aldrig været i en Synagoge; min Fader ikke siden han var 13 Aar. Han lader min Fader tale om sine Sønner med Mænd af "Menigheden", et Ord, min Fader ikke har brugt; han kendte den ikke. Derfor er det ikke Affektation fra min og mine Liges Side, naar Jødedom er os fremmed.

Deres ganske hengivne
Georg Brandes

 
[1] søndag. tilbage
[2] Bog: Af Hugo Davids Liv, 4 bind (1917). tilbage
[3] Goldschmidt: (1819-87). tilbage
[4] Nonplusultra: uovertruffen (i uvederheftighed). tilbage