Georg Brandes til Henri Nathansen
10. februar 1916

stærk Medfølelse med Pontoppidan

*1916 10 Februar [1916]

Kære H. N.

Mange Tak for venlig og blomstrende Ihukommelse af den altfor højt nummererede Fødselsdag.1

Men ak videre kløgtig, som De synes at tro, er jeg ikke – som Høffding sagde om mig: "ikke Videnskabsmand, nu mindre end nogensinde".

Jeg pløjer uhyre Masser af Stof igennem, men det er som Viljen var kommet mig af Hænde; jeg lader nemlig√ Tiden til at bearbejde Stoffet smutte mig af Hænde; den Skræk, som kaldes "selskabelige Pligter" 2 af forskellig Art, gør mig for Tiden aandeligt afmægtig, skønt jeg brænder efter at forme noget. Jeg er saa døsig at jeg neppe engang med Blyant noterer de Indfald, der indfinder sig. Evigt bliver jeg forstyrret. Dels er der den skrækkelige Opfindelse, Kvinderne, som endog overfor Oldinge bevarer deres Evne til at røve Tid, dels den langt skrækkeligere Opfindelse, Mændene. Saa er der kun Børnene tilbage, af hvilke jeg i andet Led har to – som er mine Yndlinge.

3 Da jeg var 13 Aar, gav man mig i Skolen Cicero's De senectute2 at læse – en udmærket Læsning i den Alder, om hvor herligt det er at indtræde i Alderdommens Aar, da Drifter og Lidenskaber har forladt En og man sidder i sure Betragtninger.

Jeg er – med Skam at tale om – saa langt fra at forstaa den nu som da jeg var 13 Aar.

Og nu har jeg svaret til den Gamles Attribut fra Oldtiden senex loquax3 og fyldt Dem med Vrøvl om mig selv.

4 Jeg tænker tidt paa vor fælles Ven Pontoppidan og har en stærk Medfølelse med ham4.

Jeg svarte Dr. Berthold5 og fik artigt Svar fra ham, men han er jo helt fra Teatret og øjensynligt vred paa Ledelsen der er concurs.

Jeg beklager, ikke at være skaldet, da kunde jeg indbildt mig at ligne Cæsar (som Gjellerup ligner Schiller) og kunde bære den Krans, jeg fik forleden. Nu har min Pige hængt den paa min Sovekammervæg.

Deres hengivne
G. B.

 
[1] Fødselsdag: det ledsagende kort er ikke bevaret. tilbage
[2] De senectute: Om alderdommen, skrevet i 44 f.Kr., da Cicero var 68, men da han åbenbart ikke syntes han var gammel nok, lagde han ordene i munden på den 84-årige Cato den Ældre. tilbage
[3] senex loquax: gammelmands-snakkesalighed. tilbage
[4] Medfølelse: Det er fru Antoinettes vedvarende sygdom der vækker vennernes medfølelse fordi den totalt isolerede HP. tilbage
[5] Dr. Berthold: Arthur Berthold, 1855-1921, i nogle år juridisk rådgiver for teaterlederne Louise Dumont og Lindemann, tillige dramaturg ved deres teater Schauspielhaus Düsseldorf, indtil samarbejdet ophørte med en retssag 1915. Se også Nathansens brev 30.11.1912. tilbage