Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
22. juli 1911
jeg koger i mindst en halv Time
22 Juli 11
Kjære Henrik Pontoppidan
Ifald ikke den fordømte Harvey havde opfundet Blodomløbet, saa vilde De og Deres snedige Læger paa Rigshospitalet have lysende Ret. Desværre er nu Ulykken sket og siden hans Tid, nu snart i 300 Aar, farer Blodet med en sørgelig Fart rundt om i Aarer og Vener, og bringer som Rendestenene hos H. C. Andersen Propper og al Slags Uhumskhed alle Vegne hen, hvor de gjør megen Ulempe, undertiden den afgjørende.
For Øjeblikket har Blodet hos mig gjort mig saadan Ulempe. I Aftes sprang Betændelsen en halvanden Alen 2 i Vejret og satte sig fast foreløbigt paa et meget smertefuldt Sted hvoraf jeg af Erfaring véd at den vanskeligt fordrives.
Men nok derom!
Naturligvis var det altsaa desværre Løgn hvad der stod i Politiken om Deres fuldstændige Helbredelse. – De er idetmindste forsaavidt misundelsesværdig, som De har Ideer. Jeg har kun Indignation og den gjør efter sigende Poeter eller Vers, men hjælper mig til Intet.
Det gaar mig med Verden som med Kong Frederik 8. Da jeg efter 21 Aars Forløb en Dag paany var indkaldt til ham, sagde han først: Jeg troede, De havde faaet noget imod mig. Paa min høflige Benægtelse sagde han intet. Men ud paa Aftenen tog han mig tilside 3 og sagde: Jeg troer nu alligevel, at De har havt noget imod mig, siden jeg saa længe ikke har set Dem; men hvis det skulde hænde, at De igjen fik det, saa kom dog blot og tal til mig derom, og vi kan tale os til Rette.
Jeg har aldrig fulgt Vinket. Thi skulde jeg gaaet til Kongen, hver Gang han gjorde noget, jeg misbilligede, saa maatte jeg hver Maaned til ham.
Saadan gaar det mig med Verden. Jeg aabner aldrig en Avis uden at saadanne Bunker af fræk Uvidenhed og Idioti og Ondskab slaar mig i Møde, at jeg koger i mindst en halv Time før jeg overvinder mig til ikke at skrive derimod.
Saa indser jeg, at jeg er syg og 4 at Alt dog er ligegyldigt og at jeg intet kan formindske.
Hvor vil De bryde Dem om den Smule Spir! Manden har en Slags Kløe i Panden, dèr er blevet anbragt Noget, han vil af med. Det ene fik han sat paa Nikolaj, nu maa han have det andet paa Frue, om det saa skal koste en Million. Det er hans Maade at løbe Hornene af sig paa. En uskyldig. Andre griber til Vitriol og Dolk for at hævnes. Han synes mig kun stor og god. Kunde jeg endnu blot opleve, at Ernst v. d. Recke og Karl Gjellerup efter Indstilling fra Kbhavns Universitet og Videnskabernes Selskab fik Nobelprisen, kunde jeg da dø roligt. Sig til Fru Antoinette, at (med al Taknemmelighed for hendes gode Hensigt) maa jeg tilstaa, at Blomster gjør mig vild, naar jeg er syg.
Deres G. B.
