Georg Brandes til Helmi Krohn
17. marts 1910
Pontoppidan Lykke-Peer
[17.3.1910]
"Af en bestemt Grund havde jeg gerne talt med Dem en Gang endnu, skjønt det er mig i høj Grad væmmeligt at tale om den Sag. De nævnte, at De skrev Fru V. Benedictssons Biografi. Jeg undrede mig lidt derover, da det ikke er mig muligt at tillægge hendes literære Frembringelser videre Værdi, og da hendes Liv var tomt som hendes Død meget trist. Men dette angaar mig selvfølgelig ikke. Derimod kan det ikke være Dem ubekendt, at en hel Del Produkter, som efter denne Dames Død er udgivne under hendes Navn, men mest synes at stamme fra hendes Beundrer Hr. Lundegård, (der efter først at have overhængt mig om at gjøre Damens Bekjendtskab skal følt et Slags skinsygt Had til mig) paa forskjellig Maade alle sammen drejer sig om en Person, der efter de svenske Avisers Paastand skal forestille mig.
Det er ingen Overdrivelse, hvis jeg siger, at jeg mindst betegnes som Model til Personer i nogle og tyve danske Romaner, som Fenris i Paludan-Müllers gamle Ivar Lykke i 60'erne, over H.F. Ewalds Agathe til Fru Henningsens Brunner i Polens Døtre, Henri Nathansens Dr. Frank i Floden og Henrik Pontoppidans Nathan i Lykke-Peer. Aldrig i mine Levedage har jeg reageret imod noget af disse 'Portrætter' selv ikke mod de mest ondskabsfulde. Disse i Fru Benedictssons Bøger er nu særlig ondartede. De vil vel som Biograf maatte indlade Dem med dem.
Jeg vil da blot sige følgende: Jeg tror ikke, at De kan forestille Dem den Stilling, jeg i en Aarrække har haft som givet Bytte for skrivende Kvinders Nysgerrighed. Dante burde have indført en Ring i sit Helvede for en Kritikers Position overfor Apollo- og Dionysosdyrkende Kvinder. Der er dem, der foresætter sig – næsten fra Ankomstens Dag – naturligvis ikke for Mandens smukke Øjnes Skyld, dem jeg aldrig har haft, men bevidst eller ubevidst, for i ham at have en Herold og mægtig Basun, at intressere ham, vinde ham, sysselsætte ham, erobre ham. Selv om han utvetydigt 298 viser, at de næppe eksisterer for ham, at han har andet i Hovedet og andet i Hjertet, Jagten fortsættes. Og ligesom enhver Menneskelighed, Godhed, Velvilje opfattes som Tegn paa Forelskelse, der forpligter, saaledes enhver Reserverthed, enhver tilbagevisende Holdning som Lunefuldhed, Grusomhed, Ligegyldighed, der vil nyde Offerets Fortvivlelse, etc. etc. Jeg troer ikke De kan kjende Deres Kjøns svagere Sider, som en Kritiker lærer dem at kjende. Deres ærbødige Georg Brandes."
[Helmi Krohn besvarede dette brev, hvorefter Brandes skrev følgende til hende (dato ukendt):]
"Fru V. B. var en baade stolt og ualmindelig Kvinde. Men overfor mig var hendes Færd besynderlig. Hun lod først Hr. Lundegård ikke anmode, men anraabe mig om at besøge hende, da hun var ankommen: hun kunde da selv daarlig gaa ud, gik paa Krykker. Da jeg lovede det, og Dagen kom, vaktes jeg mellem 7 og 8 om Morgenen af et Hotelbud, der overbragte Brev om, at jeg endelig ikke maatte glemme mit Løfte at komme. Det var, som gjaldt det Livet. Hun havde øjensynlig længe forud sat i Hovedet at gjøre mit Bekjendtskab. Mig var dette ikke kjært. – Naar jeg kom til hende – og hun bad mig stadigt komme igjen – skulde det fejres som Fest, hun havde stadigt en Flaske Champagne parat, selv om Formiddagen. Hun krævede stadigt nyt Besøg, og ikke nok dermed: men hun inviterede sig efterhaanden hos alle Mennesker, om hvem hun havde hørt, at jeg omgikkes dem, især hvis det skete hyppigt, saaledes kom hun og gjorde atter og atter Visit hos Billedhuggeren Bissens (da mine nærmeste Venner), hos enkelte Damer, hun ansaa for mine Veninder, paa en Formiddag, da jeg – som hver Dag – traadte ind til min Moder, sad hun lige overfor hende. Hun vilde erobre eller dog have Adgang til alle, hos hvem jeg hyppigt eller daglig kom.
De bruger et Udtryk, at hun elskede mig, hun selv talte dog ikke saadan, og jeg forstod det heller ikke. Da jeg rejste til Rusland, og hun stod paa Banegaarden, troede jeg, det var en Tilfældighed, og hun fortalte mig en Historie om et Sted, hvorhen hun om en halv Time skulde rejse. Saa lidet lod hun da, som hun elskede mig, at hun leende bad mig fra Rusland underrette hende om nogen Dame der kastede Øjne paa mig eller om jeg der forelskede mig. Hendes 299 Vanførhed stillede hende jo ligesom udenfor, og hendes Velvilje udgav sig længe for søsterlig eller (trods mine Aar) for moderlig. Jeg mindes derfor min Forbauselse, da jeg en Dag fik et Brev fra hende hvori Spørgsmaalet: Skal jeg rejse til Paris, blive borte, og hvorlænge, komme til Kbhavn og naar osv. jeg lyder naturligtvis blindt min Herre.
Jeg trængte ikke til hendes Ømhed, og da den var ret fordringsfuld, var den mig til Byrde.
Imidlertid hændte det, at en Artikel i Politiken skrevet noget haardhændet, men ikke uvenligt, af min Broder om Fru Marianne eller hvad nu Bogen hed, bragte hende til Fortvivlelse, hvad hun iøvrigt skjulte for mig. Men en Morgen hentede August Strindberg mig over i Hotellet til hende, hun havde gjort et Selvmordsforsøg, med Gift, men atter kastet Giften op.
Hotelværten, Hr. Leopold, en af de mange ubetydelige Mænd, hun skjænkede sin Fortrolighed, meddelte mig, at Aarsagen var Artiklen i Politiken. Jeg kunde ikke tro det lige straks, men maatte give ham Ret. Saa lidt bragte henne helt ud af Fatning og fik hende til at tvivle om hendes Talent. En ubetydelig, men meget velvillig Avisartikel, hun skrev om mig som Foredragsholder, bragte Kvindesagsdamerne i Stockholm, der beskyttede hende, i Oprør imod hende, og de truede – om jeg husker ret – med at berøve hende et Legat. For at berolige hende skrev jeg en Spalte om en af hendes Bøger. (Mine Skrifter III 679.)
Saa meldte hun mig, at nu vilde hun slaa sig ihjel. Jeg maatte komme til Malmødamperen at hilse paa hende for sidste Gang. Jeg spildte en hel Dag paa Forberedelser til at forhindre Selvmordet, fik en kvindelig Læge, jeg kun kjendte ubetydeligt, til at love mig, hun vilde lade, som trængte hun til V. B:s Hjælp for at studere de offentlige Fruentimmers elendige og forurettede Liv. En hel Intrige blev spillet, en hel Plan lagt: al den Løgn, som maatte siges, omhyggeligt indstuderet. Saa modtog jeg hende, forsøgte at faa hende til at spise, osv, osv. Fik derved Selvmordet skudt ud nogle Maaneder. Da hun til sidst – paa græsselig Maade – dræbte sig, skrev hun til mig en Klage, at jeg ikke den Dag havde søgt hende (jeg havde maattet tage i Skoven med mine to Smaabørn). Da var hun 300 naaet til at kræve, jeg hver Dag eller næsten hver Dag skulde se op til hende.
Hun skal have skrevet noget derom i Breve til sin Steddatter eller Datter – jeg har ikke selv læst det. Lige saa lidt har jeg læst mer end et Par Sider i Romanen Elsa Finne eller hvad den hedder: jeg blev altfor oprørt over den. Hun havde lavet sig nogle Stenograftegn, hun ofte sad og kradsede ned naar jeg var hos hende, det har været for at bruge mine Ytringer literært og dette har senere Hr. L. bearbejdet.
Hun havde den Sindsyge, at hun maatte dræbe sig, at "det sorte Spøgelse", Selvmordstvangstanken, sad hjemme hos hende, naar hun var ude, og ventede paa hende. Hun har ikke dræbt sig af ulykkelig Kjærlighed.
De bruger, kjære Frue, Udtrykket, at hun elskede mig. Jeg selv vilde aldrig bruge det Ord. Der er jo mellem udviklede Mennesker ingen anden Kjærlighed end den gjensidige, og hendes har ikke været gjengældt om saa blot en Uge. Jeg for min Del tog hende som literær Kamerat. Hun var jo forud i langt højere Grad literær Kamerat med andre, som Ola Hansson og særlig hendes uadskillelige Lundegård. Saa længe jeg ikke kendte hende nøje, nærede jeg ikke ringeste Tvivl om at hun og Hr L. var et Par.
Lidet anede jeg da, at et Bekjendtskab, der for mig slet intet betydede og som ene satte min Medfølelse i Virksomhed, efter Damens sørgelige Død skulde give Anledning til en hel Literatur imod mig som Hr. L:s og hans Venners. Deres hengivne Georg Brandes."
