Georg Brandes til Otto Borchsenius
23. juli 1883
saa megen Vrede
23 Juli 83.
Kjære Borchsenius!
De har ikke læst mit Brev rigtigt; ikke med en Stavelse har jeg kaldt Dem "Antisemit". Jeg troer, der findes en Del Jødehad i den Kreds, der særlig hader "Morgenbladet"; jeg tænkte f. Ex. paa Bladets forrige Redaktør1, der skal tillægge min Broder Skylden for hans Opsigelse, og paa andre; men jeg sigtede slet ikke Dem for Jødehad.
Hverken Schandorph eller Fru Schandorph have nogensinde talt ondt til mig om Dem, begge have altid omtalt Dem med største Varme, saa De er ganske paa Vildspor. Ere hine mundtlige Ytringer falsk refererede, saa meget des bedre. Vi lade dem ganske ude af Betragtning. Jeg holder mig udelukkende til de Udtalelser, De har fremsat i Deres to Breve til mig. Og der seer jeg altsaa, at De betragter det som "Tyranni", naar Morgenbladet 2 udtaler sig ugunstigt eller raillerende om en Forfatter, De har oversat, uden at der deri findes et eneste Ukvemsord om Dem, ja endog blot et Ord om Dem. De synes mig deri at gaae meget for vidt, og De vil vist selv med roligere Blod finde at De gjør det. Der er aldeles ikke, som De mener, af min Broder "blevet givet Tilladelse til at slaa efter Dem"; min Broder var i Schweiz og har saa lidt som nogen Anden givet nogen Ordre om eller Tilladelse i den Retning.
Men Hovedsagen for mig i Deres Brev er Udtrykkene om Schandorphs Forhold til mig "Man kan sætte sin Uafhængighed, sin personlige Stolthed paa Spil ved at være en Andens Lydslave". De siger mig her netop hvad jeg tænkte mig, var Tone og Stikord i Kredse, der ville mig alt andet end vel. Det har, siden min Tilbagevenden stod fast, været Tonen og Stikordet i disse Kredse at betegne det at stille sig i et venskabeligt Forhold til mig som noget Nedværdigende, som Slaveri o.s.v. De gaaer endnu videre, idet De hentyder til den Fordel, man kan have, naar man søger mig, 3 "mine Anmeldelser og min Magt". Jeg paatrænger Ingen min Omgang, er endog meget reserveret, men det kan ikke være mig ligegyldigt, at det bliver en upaatalt Skik at stemple den som Slave, der omgaaes mig venskabeligt og kammeratligt. Jeg blander mig aldrig i Andres Forhold til deres Venner og Bekjendte, jeg vilde aldrig falde paa at omtale det i nedsættende Udtryk om De f.Ex. omgikkes en Ven, De i flere Retninger saa op til eller beundrede. Jeg mener altsaa at have Ret til at frabede mig slige Udtryk om mine Venners Forhold til mig. Af alle Bestillinger turde en Slaveeiers være den, der ligger mig fjernest. Jeg tilstaaer, jeg ikke forstaaer Deres gjentagne Forsikring om ikke at ville bære Nag til mig; thi skulde Nogen bære Nag – hvad jeg iøvrigt ikke giver mig af med – saa var det vel mig, hvis Forhold til mine literære Venner bliver saaledes bedømt.
Naar jeg endnu har sagt, at jeg vedblivende finder det urigtigt af Dem, uden engang at have spurgt mig til Raads, – hvad De vel kunde uden at sætte Dem i 4 Slaveforhold – at optage en Begyndelse og en Slutning af mig, der Intet have med hinanden at gjøre i én Artikel uden tydeligt og utvetydigt at betegne, at det var Brudstykker, De vilkaarligt slog sammen, saa har jeg sagt hvad jeg havde at sige.
Jeg for min Del er mig bevidst at have ført denne lille Forhandling ganske roligt og lidenskabsløst. Det gjør mig ondt at De er bleven saa lidenskabelig og har lagt saa megen Vrede for Dagen.
Venskabeligst
Georg Brandes
