Edvard Brandes til Axel Lundegård
10. oktober 1889

Danmark latterligt som Land

10 Okt. 89.

Kære Lundegård!

Jeg svarede ikke paa Deres Brev, hvori De sagde mig saamange venlige Ord, fordi jeg ventede paa Deres Bog, og jeg takkede ikke straks for Deres Bog, fordi jeg vilde vente til "Politiken" havde bragt Dem den Anmeldelse1, jeg straks skrev. Nu idag stod Artiklen endelig i Bladet, og jeg kan derfor fatte mig kort om Bogen, refe[re]rende til mig selv.

Jeg gratulerer Dem til Bogen, som synes mig værdifuld for Tid og Forfatter. Selv om den ikke var saa god som den er, maatte dog Deres Venner fornøje sig over, at der kun findes ét Navn paa Titelbladet. Jeg finder 2 især Begyndelsen fortræffelig, og jeg finder den helt igennem fint skrevet. Men nogle Indvendinger har jeg nok, og dem kan De faa mundtlig. Jeg gaar ud fra, at De ser "Politiken", og i modsat Fald skal jeg sende Dem Bladet, hvis De forlanger det paa et Brevkort.

Men nu maa jeg først takke for sidst og for de gode Timer, Ingeborg og jeg tilbragte sammen med Dem – nogle af de allerbedste, vi har havt i Stockholm. Det var forfærdeligt hyggeligt, og godt at mindes, nu Vinteren er der med Rigsdag, Mørketid og mangehaande Rædsler.

3 Til Pontoppidan ser jeg ikke meget. Han forsikrer, at Romanen skal være endt ved Nytaarstid og straks kan udgives. Han er en flittig Medarbejder ved Børstidende og meget af hvad han leverer er Pokkers godt. Men Bladet kan ikke glæde sig ved nogen enorm Udbredelse, om det end stadigt gaar fremad. Jeg troer, at det reusserer; hvis blot ikke min Broder slider altfor galt, saa han sætter al Sundhed til. Jeg er glad ikke at have et dagligt udkommende Blad over mine Skuldre. Forresten ærgrer jeg mig ikke saameget som tidligere. Jeg troer ikke paa Reformer af nogensomhelst Art og Danmark forekommer mig mer 4 og mer latterligt som Land. Venstre er maaske allerlatterligst, og især paa Rigsdagen er det med Berg og Korsgaard2 en fæl Misère. Dog naar "Kjøbenhavn" skal repræsentere den dydige Indignation overfor "Aftenbladet", bliver jeg ikke henrevet. Jeg synes Oscar Madsen3 er den sidste, der kan forholde Korsgaard hans Synder, og Borchsenius hans gamle Kamerat den næstsidste.

Fruen og Børnene er raske og hilser alle. Fra de to Gamle maa De desuden hilse Frk. Christensen hjerteligst.

Farvel, og tak for sidst
Deres
E. B.

 
[1] Anmeldelse: den usignerede anmeldelse af Axel Lundegård: Röde Prinsen. Ett ungdomslif i stämningar stod i Politiken 10.10.1889. tilbage
[2] Korsgaard: K.P.K. (1846-1904), politiker (Bergs Venstre), journalist ved Morgenbladet fra 1873, redaktør af samme fra 1884, da Edv. Brandes og Hørup forlod bladet. Da Borchsenius blev redaktør af Morgenbladet i 1887 grundlagde K. kamporganet Aftenbladet, der hurtigt blev en succesrig folkelig boulevardavis. K. blev valgt til Folketinget for Odsherredskredsen ved suppleringsvalget 8.10.1889 til trods for en smædekampagne mod ham (se Politikens reportage 9.10.1889). tilbage
[3] Oscar Madsen: (1866-1902) journalist og forfatter. tilbage