Bjørnstjerne Bjørnson til Morten Pontoppidan
Sendt fra Aulestad. 20. januar 1893
denne bok har gjort mig ondt
Aulestad 1893, 20de. jan.
Kjære Morten Pontoppidan!
Jeg håper, De nu har min inførelse i Norge av Deres siste bok. Tak for "Vidnesbyrdets No 1"; jeg har læst det højt for flere.
Hvorfor Jesus ikke har skrevet? Ja, har De læst "Mors Hænder"1, så ser De, jeg tænker som De om den sort folk [indsat: Urtÿperne]. Men her er én grun til: han trodde, værdens ænne var nær ved hånden. Det forekommer mig, at den grun ikke kan forbigås. At personlighederne bar og bærer ... har De læst "om retfærdigjørelsen"2 ved mig? Eller[?] om Victor Lennstrand3? I så fall ser De, hvor vi faller sammen. Læs nu i "Nyt tidsskrift" om 2 "førere og forrædere"4; det kommer i disse dager.
Så nætop læst Deres brors "Det forjættede land"5. Den foregående6 har jeg ikke læst. Jo, Deres bror er maler, men ikke seer. Vi får konturerne og omgivelserne, vi får sjælden opladelsen7. Derfor, så sandt det ser ut, det hele blir dog fejl. Så fejl som f. e. tægningen av mig! Noksagten8 Dunker9.
Alle momenter, som behændig teknik kræver, som logisk facit kræver, er der; derfor ser boken ud som kunstnerisk godt gjort og er det på sin vis. Men hovedbevægelsen i den inre overgang i præsten (og hvorav hennes glöghed10 med hensyn til den?) ja, jeg ser den ikke. Det, som står der, forklarer den aldeles ikke.
3 At en man, som bare er bedrager, ond, væmmelig11, kan rænne adsted med bønderne, – jeg har aldrig sét det. Det er også umuligt. At bønderne ikke tør tåle kritik, nær den er velment, jeg har aldrig sét det. At bønderne skulde være som disse her, altså Danmarks grunmur så slet, – ingen forstandig man med historisk og sjelelig sans kan tro det. Zolas fejlsyn12 går bestandig videre.
Summa summarum: denne bok har gjort mig ondt.13
Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.
I Det forjættede Land, der var udkommet 12.12.1892, gives der ved den gamle højskoleforstanders begravelse følgende lille portræt:
en stor norsk Digter, der for Tiden var paa Foredragstournée i Danmark – en Kæmpeskikkelse med et mægtigt Skuespillerhaar, et Ørneansigt med Briller paa og et hvidt Slips – havde til almindelig Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin Person og sin højrøstede Tale. Overalt, hvor han viste sig, samledes der en andægtig lyttende Tilhørerkreds omkring ham, og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.
"Ja, her er vakkert!" kunde man langt borte fra høre ham sige paa sit brede, klingende Maal. "Her er Grøde hernede hos jer – det fornemmer jeg i Dag! Men I er den gamle Jordbund for Nordens Aandsliv, giv Agt paa det! Vi er unge Nybyggere oppe hos os. Og vi har saa meget Fjæld, … aa, saa meget Fjæld!" (1892, s. 298)
Herom må den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) have hørt, for den 30.12.1892 skriver han til Gyldendals forlægger Jacob Hegel og beder om at få tilsendt et eksemplar af bogen.
