Hjalmar Bergstrøm til Henrik Pontoppidan
3. maj 1903

til Paris alligevel

3/5 1903

Kære Hr. Pontoppidan!

Jeg sender Dem herved min bedste Tak for den yderst elskværdige Udtalelse, De var saa venlig at sende mig til Støtte for min Ansøgning om Rejseunderstøttelse.

Der var desværre det uheldige ved det, at jeg paa Grund af Smøleri eller rettere Uvidenhed om, at det hastede saa stærkt, kom for sent med den. 2 Jeg vilde derfor meget beklage, at jeg saaledes har ulejliget Dem til ingen Nytte, hvis jeg ikke var saa glad, som jeg er, for at have en saadan Udtalelse fra Deres Haand – den er mig personlig en ærefuld Opmuntring.

Jeg har for øvrigt trøstet mig med, at jeg, selv om mine Bilag var kommet tidsnok, vel alligevel ikke havde faaet noget Stipendium, thi da jeg gennemsaa Listen over de begunstigede, slog det mig, at en stor Del af dem har haft eller har Forbindelse med "Dannebrog"1 – saa Politik har jo nok spillet en Rolle 3 ved Uddelingen foruden de sædvanlige personlige Hensyn.

For Resten er min Kone og jeg besluttet paa at tage til Paris alligevel, idet vi er letsindige nok til at benytte os af Forskud til Hjælp til Turen.

Det var trist at høre, at De ikke er ved Helbred, ogsaa fordi vi er spændt paa Fortsættelsen af "Lykke Per", men den og Helbredet kommer vel forhaabentlig snart.

Med venlig Hilsen fra min Kone og mig, ogsaa til Deres Frue, hvis hun husker os, er jeg

Deres ærbødigst hengivne
Hjalmar Bergstrøm.

 
[1] Dannebrog: ved dette dagblad var Otto Borchsenius den litterære medarbejder/redaktør. tilbage