Otto Benzon til William Waagner
Sendt fra Ny Østergade 4. 27. november 1918

at gratulere Jubilarer

4. Ny Østerg. K. 27 – 11 – 1918

Kære Will. Waagner!

Jeg synes ikke, De skal gøre noget mod B.B-M.1 Jeg tror De har Ret i, at Pengene eller rettere: Manglen på Penge har været medvirkende til hans politiske "Omkring! March!" En fremragende Mand har sagt mig, at B-M., der tildels forvaltede de Hundre-Tusinder, den tyske Legation havde stillet til Nordiske Forf.s Forls Disposition, havde forgrebet sig på Kassen. Det er jo trist, hvis det 2 er sandt, hvad jeg desværre tror, det er. (Samme Mand sagde forresten, at B-M. var meget talentfuld.)

Nu hører imidlertid Subsidierne fra den tyske Regering op at flyde, og N.F.F. vil antagelig sygne hen.

Det var jo pænt af Johan Skjoldborg at sende Dem Jubilæums-Cigarer (Skønt De hellere burde lade være at ryge. Det er dyrt og gør sin Mand til sin Slave.)

Jeg har ingen Hilsen sendt J.S. Jeg ved slet ikke, når han jubilerede. Jeg giver Pokker i Jubilæer og Statsministres 3 Telegrammer. For at mildne den Forargelse, disse Ord vil vække hos Dem, skal jeg meddele, at jeg ikke huskede Dagen for mit eget Jubilæum i sin Tid, og da der kom en Buket, sendte jeg den i den Tro, at den var afleveret fejl, hen til Blindeinstitutet, som jeg i Avisen havde set fejrede en Festdag. Buketten kom imidlertid tilbage, med Protest. Den var til mig – og den var fra mit Kontorpersonale. Det var rørende, og det var den eneste Hilsen jeg fik. Ikke én Forfatter 4 lod høre fra sig, men det fandt jeg uhyre rimeligt. Når jeg ikke engang selv havde husket Dagen (jeg har forresten glemt Datoen igen), kunde jeg da ikke vente, at andre skulde gøre det.

Men da jeg var Formand i Dansk Forfatterforening sørgede jeg iøvrigt altid for at gratulere Jubilarer. De Fleste sætter jo Pris på det.

Venlig Hilsen
Otto Benzon

I Hast

 
[1] B.B-M.: Bertel Budtz Müller. tilbage