Otto Benzon til William Waagner
Sendt fra Ny Østergade 4. 18. november 1918

andre Livs-Værdier end Lyrik

4. Ny Østergade. København
18 – 11 – 1918

Kære Will. Waagner!

Jeg har været bortrejst nogle Dage og har derfor ikke kunnet svare før. De kan godt selv få Pengene (Forresten undrer det mig, at Hr. Bording1 ikke har svaret på på mit Brev til ham af 31te Okt. Jeg havde deri udtrykkelig bedt ham om et Par Linier). Jeg havde hellere set, at de 325 var blevet ved at være 325 og ikke 355, men jeg sender dog den sidste Sum.

Det er jo godt, hvis De kan tjene lidt ved Artikler. Hvad 2 Johan Skjoldborg-Artiklen angår, så er det kun pænt, at De er ham taknemmelig for hans Venlighed, men jeg tror rigtignok De anbringer ham lidt for højt på Digternes Rangstige. Det gør nu ikke så meget. Værre (d.v.s. farligere for Dem selv) er det, hvis De i det Hele taget anbringer en Gennemsnits-Digter for højt. Der er andre Livs-Værdier end Lyrik.

Deres
Otto Benzon

 
[1] Bording: Rasmus Bording, forstander på Ry højskole 1907-28. tilbage