Neurasthenien

Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet

Af Knud Pontoppidan

3

I.

Man har sikkert Ret til at betegne den Overhaand tagende Nervøsitet som en af det moderne Samfunds største Forbandelser. Ikke blot giver den sig Vidnesbyrd i den tiltagende Hyppighed af Sindssygdom og Selvmord, men den bidrager idethele væsenligt til at paatrykke vor Tid dens eiendommelige Præg. Den større Fart, der nutildags er kommen i Tilværelsen, den Uro og Hast, der præger alle Forhold, er Udtryk for et intensivere Hjerneliv; men jo større Fordringer der stilles til Nervesystemet, desto lettere udtømmes dets Kraft, desto før svigter dets Modstandsevne. Og jo større Anstrengelser vort Aarhundredes Civilisation har kostet, jo hidsigere der har været arbeidet paa Slægtens Fremskridt og Velvære, desto mere er vor nervøse Constitution bleven forringet. Heri maa vi sikkert ogsaa søge en af Grundene til at vi trods alle vore Triumfer paa Videnskabernes og de praktiske Opfindelsers Omrande langtfra have naaet nogen Guldalder af Sundhed, Lykke eller Tilfredshed. Meget mere præges vor Tids Physionomie af saa megen Fortrædelighed og bitter Pessimisme, at vi i eet væk fristes til at ønske de gode gamle Dage tilbage med deres harmoniske Ro og Hygge.

Naar jeg nu skal søge at paavise i det Enkelte, hvorledes Tidens Nervøsitet afspeiler sig i de sociale og psychologiske Tilsyneladelser, saa maa det erindres, at der her fordres en særlig medicinsk Betragtningsmaade og Iagttagelsesevne. Man maa kjende Nervelivets vidtrækkende Indflydelse, man maa være fortrolig med Lovene for dets Functioner, man maa vide, hvad der i physiologisk Forstand er Arbeide og Hvile for Nerverne, og man maa have Øie for den eiendommelige sygelige Reactionsmodus, der er saa vel kjendt i Nervesystemets Pathologie, og for hvilken Tydskerne have det betegnende Navn "reizbare Schwäche". Thi det er et 4 Særkjende for den nervøse Constitution, at de nervøse Organer let og hurtigt sættes i Virksomhed, men til Gjengjæld vise ringe Kraft og Udholdenhed, saa at den livlige Function hurtigt afløses af den modsatte Tilstand, Slapheden og Trætheden.

Det maa endvidere erindres, at disse Betragtninger væsenligt komme til at gjælde de store Byer, der danne den moderne Civilisations Centra. Det er her, at Livet for de fleste former sig paa en sundhedsstridig Maade, fordi det stiller Fordringer til vore Nerver, som overgaa, hvad de ifølge deres engang givne Organisation kunne yde uden at overanstrænges. Og i denne Henseende danne vore egne hjemlige Forhold ikke nogen Undtagelse; thi vor Hovedstad er netop nu naaet op til at blive en stor By, hvor den complicerede og potenserede Tilværelse er Udtryk for et overinciteret Nervesystem.

Endeligt er der Grund til at fremhæve, at den Nervøsitet, som Livet i de store Byer fremavler, ikke truer alle Stænder og Klasser ligeligt. Det er ikke i Arbeidsklassen, at Nervøsiteten griber om sig; her er det heelt andre Samfundsonder, der udgjøre vor Tids Ulykke. Det er heller ikke "the upper ten thousand," det vil sige dem, der ere komne høiest tilveirs i social og økonomisk Henseende, som ere særligt udsatte; thi skjøndt det yppige Liv og den raffinerede Luxus ogsaa har sine Farer, saa er der dog givet netop disse Mennesker mange Midler ihænde til at skærme og skaane sig. Den Klasse derimod, for hvilken den nervøse Elendighed i særlig Grad er Tidens Ulykke, det er den saakaldte dannede Mellemklasse, det er dem, der i Kampen for Tilværelsen repræsentere de Kæmpende, de Saarede og de Slagne, det er den Fattigdom med Pretentioner, til hvilken de fleste af os høre, vi, som økonomisk talt ere Proletarer, men som dog fordre Deelagtighed i de høiere sociale Nydelser. Denne Klasse Mennesker arbeider for Udkommet under en stedse haardere Concurrence, og jo mere de arbeide, desto stærkere Incitamenter trænge de til, desto mere Kryderie fordre de paa Livet. Men Midlerne til denne forfinede Tilværelse tilveiebringes paa Bekostning af Nervesystemet, som stadigt maa præstere forøget Arbeide. Og hvad mere er: i deres Iver for at komme fremad og tilveirs udsætte disse Mennesker sig for alle de oprivende Sindsbevægelser, 5 der følge med Ærgjærrigheden og dens Skuffelser, med Forretningsmandens Speculationer eller med en vis Art af alt opslugende politisk Fanatisme. Kommer nu hertil en smaat, men stadigt nagende Sorg for Udkommet, saa ere Betingelserne givne for en fuldstændig nervøs Ødelæggelse.

For at forstaa de naturstridige Betingelser, under hvilke en Hovedstadsbefolkning lever, behøver man kun at sammenligne Totalbilledet af Livet i en stor By, saaledes som det viser sig paa Gader og Stræder, med Livet paa Landet. For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk. Og ikke blot ere Sandseorganerne i eetvæk occuperede, men de Indtryk, de modtage, ere for største Delen af den Natur, at de fordre at bearbeides. Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide. Nu er det ganske vist, at man efterhaanden vænner sig til denne Uro, indtil man tilsyneladende ikke længer afficeres deraf. Men Enhver vil dog kunne faa et Indtryk af det nervepirrende, der ligger i at færdes i en stor By, ved at gjøre det Forsøg saa pludseligt som muligt at lade sig forsætte til et øde Steds Stilhed. Den fuldstændige Ro, som Sandseorganerne derved med eet faa, maa paa Enhver gjøre et eiendommeligt velgjørende Indtryk.

Hvad her er sagt om Hovedstadslivet som reent ydre Phænomen betragtet, gjælder ogsaa Befolkningens Færden inden Døre, det flygtige og travle, der er i deres indbyrdes Samkvem og den Hurtighed, hvormed det ene Indtryk forjages af det andet. Modsætningen hertil er det ucomplicerede, roligt henglidende, contemplative Liv paa Landet, et Liv, der for vore Øine let faaer Karakteren af det træge og trivielle, dog maaskee kun fordi vi have vænnet os til en Mængde sociale Kryderier og derfor have tabt Smagen for Livets simple og usammensatte Former. Imidlertid – nogen Norm for, i hvilket Tempo Livet skal leves, kan det ikke nytte at ville 6 opstille. Derimod er det uimodsigeligt, at der for Hovedstadslivets Vedkommende kan paavises en Forrykkelse af Forholdet imellem de tre Factorer, der sammensætte det daglige Liv, nemlig Arbeide, Hvile og Adspredelse. Saavel deres indbyrdes Forhold som den Form, hvorunder de hver for sig fremtræde i vor moderne Tilværelse, bære Præget af nervøs Overanstrængelse og nervøs Svækkelse.

Hvad for det første Arbeidet angaaer, saa kan man vel sige som Regel, at Folk have for meget at bestille. Det maa stadigt erindres, at Talen er om en bestemt Deel af en Hovedstads Befolkning, og selv om dennes Arbeide i og for sig ikke vilde overstige den enkeltes Kræfter, kommer det let til at gjøre det paa Grund af de særlige Betingelser, under hvilke det skal udføres. Exempelviis behøver jeg kun at nævne de store Afstande. Og for de færreste er Talen om en givet, begrændset Virksomhed, der føder sin Mand. Lykkelige de faa, der vise den Resignation at blive staaende ved, hvad de kunne overkomme, uden at fristes af alle de Udsigter, som den store og fri Concurrence aabner. De fleste af os ere mere eller mindre overlæssede, fordi vi, nødtvungent eller frivilligt, vedblive at paatage os saa mange forskjelligartede Hverv og Opgaver, at vi ende i en sand hæsblæsende Virksomhed. Selv om man har Evne til at benytte sin Tid, kan det dog ikke undgaaes, at man saa godt som altid har travlt, og dette at have travlt er forbundet med en egen utilfredsstillende Følelse, som Sprogbrugen netop betegner ved, at det "gjør nervøs". Hvormange Mænd i fremskudte Stillinger kjende vi, som ikke have for meget at bestille, og som ikke selv føle det? Selv om der levnes dem Tid til at dyrke deres faglige Interesser, paa den Maade, de ønske, saa absorberes ialtfald deres intellectuelle Liv af dette enkelte og specielle, og Følgen heraf er en Eensidighed, som ikke lader sig ubemærket i Karakteerudviklingen. Det er i Virkeligheden ikke saa overmaade hyppigt i den nuværende Generation at træffe paa Folk med et kraftigt og eiendommeligt Personlighedspræg, Folk med den Aandens og Hjertets Dannelse, der giver et roligt og overlegent Blik paa Livets forskjelligste Forhold. Derimod er der paa alle Omraader nok af fremragende Fagmænd; thi vore Dage ere 7 Specialiteternes Tid og der stilles derfor større og større Fordringer til den enkelte i Retning af eensidige Færdigheder og Indsigter, som oftest paa Bekostning af det alment menneskelige. Disse Betragtninger turde ikke være overflødige paa dette Sted, fordi den fri og harmoniske Personlighedsudvikling er et Moment, der har sin store Betydning i den psychiske Hygieine. Og de ere saa meget mere paa deres Plads, som en arrogant Hovedstadsbetragtning pleier at ynke den dannede Mellemklasse paa Landet med Hensyn til de aandelige Existensbetingelser, under hvilke den lever. I Modsætning hertil er der Grund til at hævde, at Livet i de store Byer paa sin Side indeslutter en Fare for noget forfladende, noget for den selvstændige Udvikling hæmmende, der giver sig tilkjende i en vis triviel, undertiden ordinær Eensartethed i Karakteer og Betragtningsmaade.

Paa Arbeidet følger efter Naturens Orden Hvile. Men Hvile er ikke det samme som Adspredelse, og hvor Arbeide og Adspredelse umiddelbart afløse hinanden, der mangler en af de Factorer, der bør sammensætte det daglige Liv. Hvad er det da, som i nervøs Forstand fortjener Navn af Hvile? Det er de Tider paa Dagen, hvor vi vide os sikkrede mod at blive forstyrrede, det er Mørkningstimerne ved Kakkelovnsilden, hvor vi pleie en Samværen, der ingen Fordringer stiller, eller hvor vi nyde den Eensomhedens Charme, der bestaaer i at være absolut fritagne fra at modtage nye Indtryk og at have fuldstændig Ro til at sysle med de gamle. Det er Spadsereturene i det Frie med deres vage Indtryk fra Omverdenen og de flygtige, skiftende Forestillingsrækker; det er den stille Glæde ikke over Naturskjønheder, men over Naturens Skjønhed. Det er den Syslen med Smaabeskæftigelser inden Døre, der hverken kræve Haandens eller Aandens Anstrengelse; det er den Lytten efter melodiøs Musik, der bedst foregaaer i Mørke og med lukkede Øine. Det er endeligt de literære Otia, i hvilke vi forfriskes og oplives, ikke saa meget ved at bringes a jour med Døgnliteraturen som ved idelig at søge tilbage til vore Yndlingsforfatteres Værker.

Hvad af alt dette har nu den moderne Hovedstadstilværelse at byde os, eller hvad giver den os i Stedet? Hvor er "Arnens Fred", hvor er Livet med Naturen? Er der overhovedet nogen af de Pauser i det daglige Livs Gang, som her ere antydede, er der overhovedet 8 noget Øieblik paa Dagen, som fortjener Navn af en Hvilestund? For mange Mennesker ganske sikkert ikke; og heri ligger for dem, der ere anderledes vante, et saa stort Savn, at de trods de mange Goder, som Hovedstadslivet byder dem, til sine Tider have Følelsen af at føre en amputeret Tilværelse. Denne Følelse vil for mange indfødte Hovedstadsbeboere være ganske uforstaaelig og nærmest hjemfalde til det Sentimentales Kategorie, fordi de beskrevne hyggelige Momenter i Tilværelsen aldrig have spillet nogen synderlig Rolle i deres eget Hjem. Og Grunden hertil er atter for en stor Deel den, at de relativt knappe Kaar ikke have formaaet at skabe de fornødne Tillokkelser. En tarvelig kjøbenhavnsk Familieleilighed, som hvis Paradigma man pleier at nævne en 4de Sal i Pilestræde, eier i Virkeligheden ikke meget af den Comfort og Hygge, som skulde friste til at nyde Freden og Hvilen i Hjemmets Skjød. Netop derfor ligger det saa nær efter Dagens trivielle Arbeide at søge Recreationen udenfor Hjemmet, at erstatte Hvilen med Adspredelser. Og saadanne tilbydes jo i rigeligt Maal. For det første paadrager man sig i vore Dage meget hurtigt betydelige selskabelige Forpligtelser ; dernæst giver en stor By Adgang til en Mængde sociale og kunstneriske Nydelser, som man alle sætter Priis paa, og som man derfor nødigt vil opgive nogen af. Her er det den store Kunst at kunne sige nei; det maa være den stadige, daglige Opgave for Enhver, der begynder at ane Faren for sine Nerver, at paalægge sig den Begrændsning, som den sjælelige Diætetik fordrer. Jo "livligere" man er, det vil sige jo mere modtagelig man er for mangeartede Indtryk, desto vanskeligere har man ved at resignere, og desto før kommer det Tidspunkt, hvor man er ude de sex Aftener om Ugen. Men Følgen bliver let den, at den syvende Aften i Hjemmet ikke rigtigt smager, og at den henslæbes i en Tilstand, af søvnig Udmattelse. I det hele kommer det indbyrdes Familieliv under disse Forhold let til at forme sig paa en egen mat og ideeforladt Maade, og det er derfor naturligt, at man næsten er i Forlegenhed med sig selv, naar der en Aften ikke er noget særligt paafærde. Thi jo mindre man spenderer paa sit Hjem, jo mere man rutter med sit Tanke- og Følelsesliv ude af Huset, desto 9 snarere mister man Evnen til at fremtrylle den huslige Arnes Tillokkelser.

Naar Dagens Gang er denne, at Adspredelsernes Travlhed afløser Arbeidets Travlhed, saa er Hviletiden factisk udfalden af Tilværelsen. Men dette vil sige det samme som at der uafbrudt gaaer Slid paa Nerverne. Thi Forholdene i en stor By føre det med sig, at vore Adspredelser og Fornøielser i physiologisk Forstand ikke ere Hvile, men Arbeide. Dette kan uden Vanskelighed paavises i det enkelte. Man behøver blot at tænke paa vore Familie-Aftenselskaber, hvor vi sammenstuve en Masse Mennesker i smaa og overhedede Værelser. Eller man erindre sig, hvorledes en Concertaften er sammensat: Skyndsomheden for at komme tidsnok (thi man naaer aldrig at blive færdig før i sidste Øieblik), mange Mennesker og Lys, overfyldt Program af svær Musik, hidsig Kamp ved Garderoben, afbrudte Repliker med Bekjendte i Forbifarten, nok en hidsig Kamp om Plads i Sporvognen, indtil man omsider naaer hjem med en Følelse af Dødtræthed og næste Morgen vaagner utilpas, uoplagt til at begynde Dagens Arbeide. Det er ikke fornødent at forøge Exemplerne; men det vil let forstaaes, at disse talrige selskabelige og kunstneriske Adspredelser ogsaa i den Forstand virke trættende, at man ligefrem sløves for Indtrykkene, fordi det ikke er muligt i Længden at assimilere dem med den samme Energie som oprindeligt. Man lærer efterhaanden at lade Indtrykkene glide af sig, og man lærer at forholde sig paa en vis reserveret Maade i sin Omgang med Andre, saavel overfor, hvad der bydes En, som i Henseende til, hvad man selv yder. Tilsidst er man kun modtagelig for de Indtryk, der ere særligt effectfulde; det er atter her de trættede og svækkede Nerver, der fordre kraftigere Irritamenter. Og denne Fordring har man været nødt til at efterkomme baade i Kunsten, i Literaturen og paa de lavere sociale Forlystelsers Omraade. For de sidstes Vedkommende er der en noksom kjendelig Tendens til at byde Publikum mere og mere nervepirrende Præstationer. Men ogsaa visse Retninger af den nyere Literatnr vise dette umiskjendelige Præg af Tidens Nervøsitet, ikke blot i Valget af krasse Emner og Fremstillingen af pikante Situationer, men ogsaa i en vis stakaandet, 10 abrupt Stil, der med fuld Ret har faaet Navn af den nervøse. Endeligt i Kunstens Verden gjør denne Tendens sig gjældende og kommer Publikums fordærvede Smag imøde. Den mere discrete Kunst, der virker med faa og smaa Midler, er ikke tilstrækkelig inciterende; hvad der fordres, er grelle Farver og illuderende Virkninger. Derfor ville de mere gediegne Kunstsamlinger ikke kunne concurrere med Panoramaer og Panoptika i Henseende til Befolkningens Sympathie og Søgning. Ogsaa i Hjemmenes og Salonernes Kunstsands lader der sig paavise et vist nervøst Træk, som jeg hos en tydsk Forfatter har seet beskrevet under Navn af æsthetiske Hyperæsthesier og Paræsthesier. Han forstaaer derved deels en vis Art af Kunstsværmerie, der falder i Henrykkelse over Alt, hvad der smager af Kunst eller Kunstsager, deels den barokke æsthetiske Smag, der finder Behag snart i det nipsagtige og pyntelige, snart i det monstrøse og diaboliske. Allermest gjælder det dog maaskee den moderne Musik, at den tydeligt bærer Præget af Tidsaanden. Det oprindelige musikalske Standpunkt er det, hvor vi tiltales af det umiddelbart melodiøse, det simpelt harmoniske. Først efterhaanden have vi erhvervet os Sandsen for de sværere musikalske Former; den naive Musik er begyndt at kede os, og tilsidst ere vi blevne saa musikalske, det vil sige saa forvænte, at vort Øre kun kildres af de kunstige Harmonier, de dristige Rythmer og de uventede Overgange. Der er her en slaaende Analogie mellem Menneskets musikalske og gastronomiske Centralorgan. Ligesom vi kunne vænne os til at bruge saa mange og stærke Kryderier til Maden, at de tilsidst ere blevne os uundværlige, saaledes kunne vi blive saa forvænte med Musikens Pirringsmidler, at det, der i musikalsk Forstand er simpel Husmandskost, ikke længer smager os og tilsidst ligefrem vender sig i Munden paa os. Og disse Pirringsmidler ydes i fuldt Maal af den Kunst, som vi tidligere betegnede som Fremtidsmusiken, men som vel nu allerede fortjener Nutidens Navn. Den moderne Musiks larmende Instrumentation og dens voldsomme Modsætninger kunne ligefrem betragtes som en Indrømmelse til en nervesvækket Slægt, der vilde falde i Søvn, dersom man ovenpaa Dagens Anstrængelser bød den et Program af lutter gammel Musik med dens adstadige Pasgang. Jeg skal endnu kun tilføie, at denne 11 musikalske Forfinelse truer med at forjage Musiken fra den Plads, der naturligt tilkommer den som Underholdningsmiddel i Hjemmene, hvor den tidligere paa mange Steder saa at sige hørte med til det daglige Brød. Vi ere nemlig blevne mere og mere fordringsfulde som Tilhørere, og den moderne Musik kræver mere og mere af os som Udøvere. Derfor er der nutildags saa mange, der spille, men saa faa, der kunne præstere noget til fælles Fornøjelse, derfor er Musikens Dyrkelse for mange bleven et brydsomt og tilmed utilfredsstillende Arbeide i Stedet for en uskyldig Underholdning.

Jeg har hidtil kun talt om de Adspredelser, der væsenligt ere vinterlige; men hvad her er sagt gjælder for en stor Deel ogsaa Hovedstadsbeboernes Sommerfornøielser. Sommertiden er den eneste, der giver den store Byes Befolkning Adgang til nogen Naturnydelse, men denne er endda kun sparsomt tilmaalt og vanskeligt tilgængelig. En kjøbenhavnsk Skovtur fjerner sig i Virkeligheden saa langt som muligt fra Idealet af Hvilen i Naturens Skjød. Man behøver blot at være Vidne til Livet paa Klampenborg Station en Søndag Aften for at faa et Indtryk af, hvilke Momenter af Uro og Besvær en saadan Udflugt i "det fri" indeslutter. Selv vor "Liggen paa Landet" kommer ofte til at forme sig som en sand Parodie paa Landliv og svarer ialtfald sjældent til det Formaal "at blive Culturen og Moderne kvit, og de huslige Glæder og Venners Visit". Endeligt er der en Form af Feriereiser, der kun lidet fortjener Navn af en Hvile efter Sæsonens Anstrengelser. Det er de ilfærdige, med knappe Midler iværksatte Udenlandsreiser, hvor det gjælder om at faa saa meget som muligt ud af Tiden og Pengene, og som derfor komme til at bestaa af forcerede Jernbaneture, Dage optagne af Jagt efter Seeværdigheder og Aftener tilbragte paa larmende Forlystelsessteder i slet ventilerede Localer. Paa en saadan Reise er der kun eet Øieblik, der føles som en Hvile, nemlig Hjemkomsten.

Jeg har nu søgt, om end kun fragmentarisk og exempelviis, at gjøre opmærksom paa visse Sider af det moderne Samfundsliv, som ere af Betydning for Opfattelsen af Tidens Nervøsitet, og som ogsaa, efter hvad Erfaringen har lært mig, øve deres Indflydelse paa Udviklingen af den Enkeltes nervøse Lidelser. Betragtningerne kunne 12 være noget eensidige og noget malcontente i deres Farvning, men jeg troer dog idethele man vil give mig Ret med Hensyn til de Farer og Ulemper, som vor Tids Liv og særligt Livet i de store Stæder indeslutter. Kun maa det paa den ene Side erindres, at der heldigviis er mange Hovedstadsbeboere, hvem det bliver muligt at neutralisere disse Farer ved et lykkeligt Naturel og ved et fornuftigt indrettet Liv. Og paa den anden Side maa det ikke oversees, at mange Træk af Tidens Nervøsitet have fundet Vei ogsaa til Landbefolkningen, fordi de sociale Bevægelsers Bølger efterhaanden have naaet ogsaa dens Liv og berøvet dette dets tidligere Ro og Uberørthed. Men endeligt er det nødvendigt udtrykkeligt at fremhæve, at hvor stor en Rolle de sociale Forhold end spille, saa ere de dog ikke eneraadende i Ætiologien af de nervøse Onder, der karakterisere Tiden. Navnlig er der en anden mægtig ætiologisk Factor, der virker som en Hovedaarsag til de nervøse Sygdommes Udbredelse, og det er Arveligheden. Men selv hvor der ligger en arvet Disposition paa Bunden, vil det dog ofte være de individuelle Livsbetingelser, der danne Leilighedsaarsagen til Sygdommens Udvikling.

I Paaviisningen af de Momenter, der overfor Centralnervesystemet virke som hygieiniske Ulemper, ligger tillige Anviisningen til de nervøse Lidelsers Prophylaxe. I saa Henseende er der imidlertid her kun givet Antydninger, og en fuldstændig Fremstilling af den nervøse og psychiske Hygieine vilde langt overskride Grændserne for dette lille Arbeide. Dog er der nogle enkelte Punkter, som jeg kunde ønske at gjøre til Gjenstand for en kort Omtale.

Den psychiske Hygieine gjør sine Fordringer gjældende overfor det enkelte Individ allerede længe før dets Fødsel. Dette er saaledes at forstaa, at den nervøse Constitution i et stort Antal Tilfælde har en nedarvet Disposition til Forudsætning. De Opgaver, der paa dette Punkt ere stillede Hygieinen, vil den imidlertid være længe om at løse, og de Midler, der her kræves for at modarbeide Slægternes Degeneration, er Tiden endnu langt fra moden til at anerkjende. Mere Udsigt er der til at finde et aabent Øre for de Krav, der maa gjøres gjældende overfor de individuelle Existenser i de forskjellige Livsperioder, navnlig overfor Opdragelse og Udvikling. 13 Hvad den egentlige Barnealder angaaer, saa offrer vort moderne Culturliv den ikke meget Hensyn, og dersom der allerede har været Grund for os voxne Hovedstadsbeboere til at klage over en stærkt beskaaret Tilværelse, saa føre de fleste Hovedstadsbørn i Virkeligheden et endnu mere beklageligt Liv. Thi jo mere splittet Forældrenes Tilværelse er, desto mere maa Børnene overlades til sig selv, og desto snarere komme de til at gaa for Lud og koldt Vand. Eller ogsaa faa de længe før Tiden Deel i de Voxnes Tankeliv og i de Voxnes Adspredelser, medens de ere fuldstændigt afskaarne fra det Friluftsliv, som udgjør Barndommens største Tillokkelse og som afgiver den sundeste Næring for dens aandelige og legemlige Væxt. Man kan ikke let tænke sig noget syndigere end den Maade, hvorpaa uforstandige Forældre slæbe deres halvvoxne Børn med sig paa offentlige Forlystelsessteder og dermed i bedste Fald berøve dem den Søvn, de saa haardt have nødig, men tillige let give dem Smag for Nydelser, der vække deres Sandselighed før Tiden. Og selv om ligefremme Farer undgaaes, saa er det dog ikke muligt andet, end at Mangelen paa Midler til at beskæftige Børnene paa hensigtsmæssig Maade maa føre til en stadig Anteciperen af en modnere Alders Adspredelser og Forstandsvirksomheder. Følgen heraf er en forbausende Mangel paa Umiddelbarhed og Friskhed hos Nutidens Ungdom. Og denne Karakteereiendommelighed finder yderligere Næring i den bestaaende Form for høiere Skoleundervisning. Jeg taler ogsaa her om vor dannede Middelklasse, om den Form af høiere Dannelse, der er bleven os tildeel. Ved et Tilbageblik paa denne faaer jeg Indtrykket af en afgjort Eensidighed i Udviklingen, en Overcultivering af visse sjælelige Functioner paa andres Bekostning, en unaturlig forceret aandelig Gymnastik parret med Forsømmelse af Hensynet til den legemlige Udvikling. Naar jeg tænker paa, at man satte os til at arbeide med de klassiske Sprog fra vort niende Aar, at der umiddelbart efter Pubertetsaarene affordredes os en Prøve, som i Henseende til stor og ueensartet Kundskabsmasse overgik, hvad der senere er forlangt af os, og naar jeg saa samtidigt erindrer, at vore Legemsøvelser under dette vare indskrænkede til to, siger og skriver to ugentlige Timer, saa fristes jeg til at udtale, at der her har været 14 drevet ligefrem Mishandling med den opvoxende Ungdom. Under alle Omstændigheder er der spillet et høit Vovespil med dens aandelige og legemlige Sundhed, og det er sikkert ikke alle, der ere komne derfra uden at tage Skade. Herfor taler ogsaa en Erfaring, som vist vil være gjort af mange, nemlig den, at Duxerne i Skolen og de, der dreves op til at brillere ved Afgangen fra denne, forholdsviis ofte skuffe Forventningerne under det senere Studium eller endog heelt forulykke. Mon der ikke heri skulde ligge en Antydning af, at disse Mennesker ved anstrængt Hjernearbeide paa en Tid, da Organet endnu befandt sig i sin Udvikling, have faaet et Knæk, som de aldrig senere have forvundet. Og selv hvor der ikke er skeet nogen ligefrem Ulykke, vil ofte baade det indre og ydre Habitus bære Vidnesbyrd om Udviklingens Eensidighed. Nu veed jeg vel, at de pædagogiske Anskuelser i de sidste Aartier have forandret sig betydeligt til Fordeel for Ungdommens mere harmoniske Uddannelse; men der er sikkert endnu meget tilbage at ønske, da der dog vedvarende arbeides med et System, der i sit Princip er stærkt angribeligt, og paa Meddelelsen af Kundskaber, der for en Deel ere ufrugtbare. Men navnlig mærker man hos vor Ungdom endnu altfor lidt til Sansen for Legemsøvelser og for de legemlige Functioners Røgt og Pleie. I denne Henseende var der en af den ældre Generations Læresætninger, som til en vis Grad stod hindrende i Veien for en bedre Erkjendelse, idet det nemlig i mange af Livets Forhold pleiede at hedde, at det gjaldt om at see bort fra det ydre. I Modsætning hertil maa det være vor Bestræbelse at hæve det reent legemlige fra den tidligere Foragt og Forsømmelse, idet vi ved Siden af Fordringen: "en sund Sjæl i et sundt Legeme" anerkjende baade Sætningen: "en reen Sjæl i et reent Legeme" og "en smuk Sjæl i et smukt Legeme".

Det næste Punkt, som jeg vil fremdrage, kunde synes at have meget lidt med den nervøse og psychiske Hygieine at gjøre, idet det vedrører Spørgsmaalet om den legemlige Ernæring. I Virkeligheden har imidlertid dette Spørgsmaal den allerstørste Betydning; thi Centralnervesystemet skal ogsaa have noget at "leve af", og Erfaringen lærer, at mange nervøse Patienter ligefrem have faaet for lidt at spise. Dette kan ligge i, at de ikke have havt Lyst til 15 Maden, eller at de i deres Rastløshed have manglet Sands for at holde ordenlige og regelmæssige Maaltider, med andre Ord, at de ikke have gidet spise. Men Grunden er for en stor Deel ogsaa den, at den ubemidlede Mellemstand i Byerne har optaget de velhavende Klassers diætetiske Leveviis uden at have Raad til at gjennemføre den efter dens Bestemmelse. Sagen er, at den Anordning af Dagens Maaltider, som skyder Middagstiden ud imod Aftenen, forudsætter endnu et Hovedmaaltid, der maa opfylde visse Betingelser for at fortjene Navn af et saadant. Men dette andet Hovedmaaltid erstattes i Almindelighed af mere eller mindre utilstrækkelige Surrogater. For mangen en mindre Embeds- eller Bestillingsmand bestaaer Frokosten i lidt skaaret Smørrebrød, der bringes med paa Kontoret i et Papir; eller den unge Pige, der giver Informationer, nøies for Nemheds Skyld med at tage et Par Stykker Hvedebrød og et Glas Mælk hos en Bager imellem to Timer. Hertil kommer nu, at heller ikke det sene Middagsmaaltid opfylder de Fordringer, der maa stilles til det. Thi naar man kommer sulten hjem efter Dagens Arbeide og har gaaet siden Formiddagen paa et Par Stykker Smørrebrød, saa er Sødsuppe og Fisk ikke Mad, og for mange af disse Familier vilde det i Virkeligheden være at foretrække, om de vendte tilbage til den lavere Befolknings Inddeling af Dagens Maaltider, eventuelt saaledes, at de lod disse bestaa af en enkelt ordentlig Ret med Opgivelse af de traditionelle Fordringer til en Middagsmads Sammensætning.

Det sidste Punkt, jeg vil berøre, angaaer en bestemt Side af den gifte Kvindes Livsvilkaar i vore Dage. Saavel for Manden som for Kvinden er Kjønslivet en Factor, vi have at regne med i den psychiske Hygieine, og saavel i den gifte som i den ugifte Stand gjør denne Factor paa mangfoldige Maader sin Indflydelse gjældende. Men der er en enkelt bestemt Erfaring, som Nerve- og Sindssygelæger have særligt hyppig Leilighed til at gjøre, nemlig den, at de unge Koner af vor Samfundsklasse som oftest saa daarligt taale at faa Børn, og at den svækkende Indflydelse af hyppige Barnefødsler afgiver en meget almindelig Foranledning til Udviklingen af nervøse Lidelser og Sindssygdomme. Og dette kan ikke forundre os. Thi naar en Families Børneflok forøges det ene Aar 16 efter det andet, saa vil det sige det samme som at Moderen i den Tid saa at sige aldrig har været i normal physiologisk Tilstand. Svangerskab, Barselseng og maaskee Diegivning have umiddelbart afløst hinanden, og hun er neppe begyndt at komme til Kræfter efter den ene Fødsel, før det nye Svangerskab begynder at øve sin svækkende Indvirkning. Allerede heri ligger der store Fordringer til Organismens Modstandskraft, og for at gjøre Fyldest kræves der en saa sund Constitution, som det ingenlunde er Regelen at træffe i den nulevende Generation. Men hertil komme nu de voxende Forpligtelser, som Moderen paadrager sig i og udenfor Hjemmet, idet hun foruden at være Hustru og Moder tillige skal pleie sine gamle Interesser og vedligeholde sine sociale og selskabelige Forbindelser. Det er dette, der i vore Dage, og særligt hvor Talen er om det complicerede Hovedstadsliv, unndgaaeligt kommer til at overstige hendes Kræfter. I svundne Tider, da der saa at sige ikke forlangtes andet af en god Hustru, end at hun skulde føde sin Mand Børn, var den store Frugtbarhed en Kilde til naturlig Stolthed og Glæde. Men nutildags, da hun ogsaa skal være sin Mands Hjælp ved Arbeidet og hans Tankers Fortrolige, da Opgaverne idethele ere blevne saa talrige og mangeartede, nu er det ofte saa, at man ikke kan see paa Familiens Forøgelse uden den alvorligste Bekymring. En Mængde af disse Mødre blive nemlig før eller senere Offre for den nervøse Elendighed i dens forskjellige Skikkelser; og jo oftere man bliver Vidne til, at desuagtet vedblivende udsættes for den samme skadelige Factors Indflydelse, desto mere paatrænger sig den Tanke, at en kommende Tids Hygieine ikke vil kunne forskaane disse Ægteskaber for sine Krav, men vil nødes til at stille de paagjældende overfor visse ligesaa bestemte som vanskelige Alternativer.

II.

Benævnelsen Neurasthenie, der i de senere Aar har vundet Borgerret i den medicinske Nomenclatur, skyldes Amerikaneren Beard. Allerede i en Journalartikel fra 1869 bruger han Navnet, men det er dog navnlig efter Fremkomsten af hans store Monographie 17 i 1879, at Neurasthenien kommer mere og mere paa Tale mellem de neurologiske Forfattere.¹

Man maa imidlertid ikke tro, at det her dreier sig om Opdagelsen af en ny Sygdomsart. Længe før Beard har man meget godt vidst, at der gives en sygelig Tilstand af Nervesystemet, som endnu ikke har formet sig til noget distinct Sygdomsbillede, og som man derfor er i Forlegenhed med, naar man skal nøies med de almindelige Beskrivelser og Inddelinger af de functionelle Nervesygdomme. Man betegnede denne Tilstand som "almindelig Nervøsitet", "Debilitas nervosa" o. lgnde.; Bouchut karakteriserede den under den senere saa meget brugte Benævnelse "Nervosismus" (1860). Forsaavidt er altsaa Neurasthenien kun et nyt Navn paa en gammel Sygdom. Men det er dog ikke uden Grund, at Beards Publicationer have vakt saa megen Opmærksomhed, deels fordi den omhandlede Tilstand er bleven saa overordenligt almindelig, deels fordi det, der netop karakteriserer vor Tids Nervøsitet, har fundet Udtryk i Benævnelsen Neurasthenie (af neuron, alpha privativum og sthenos, Styrke – "Mangel paa Nervekraft"). Det nye Navn dækker imidlertid i Virkeligheden saa nogenlunde forskjellige tidligere Benævnelser, saaledes det tyske "Nervenschwäche", Englændernes "nervous exhaustion" og Franskmændenes "épuisement nerveux". Ogsaa paa Dansk have vi brugt Ordet "Nervesvækkelse", dog maaskee mere som et bekvemt Stikord overfor Publikum end som en faglig Betegnelse. Endvidere synes Neurasthenien at skulle absorbere en Deel Benævnelser paa sygelige Tilstande, som man tidligere tillagde en vis Selvstændighed, men som man nu er tilbøjelig til at opfatte som refererende sig til enkelte Symptomer af Neurastheniens mere omfattende Sygdomsbegreb. Dette gjælder saaledes om den saakaldte "Spinalirritation" og for en Deel ogsaa om de Symptomcomplexer, der beskrives som beroende paa en supponeret Hyperæmia og Anæmia cerebralis. At vi for det franske Sprogs Vedkommende have at gjøre med endnu flere Synonymer og Heteronymer, fremgaaer noksom af Titelen 18 paa Bouchuts Bog, der i sin Heelhed lyder saaledes: "De l'état nerveux aigu et chronique ou nervosisme, appelé neuropathie aigue cérébro-pneumo-gastrique, diathèse nerveuse; fièvre nerveuse; cachexie nerveuse; neuropathie proteiforme, neurospasmie; et confondu avec les vapeurs, la surexcitabilité nerveuse, l'hystéricisme, l'hystérie, l'hypochondrie, l'anémie, la gastralgie, etc." Alt i alt er det klart, at der ikke kan være Tale om at drage nogen skarp Grændse for Neurasthenien som Sygdomsbegreb, men at dette nye Navn meget mere løber Fare for at blive et Pulterkammer for en Mængde forskjelligartede Tilstande. Der er altsaa ikke vundet noget i Henseende til en rationel Systematik paa dette Omraade af Pathologien. men naar man blot holder sig dette klart, seer jeg ikke, der kan indvendes noget imod at benytte Neurastheniens Begreb som Ramme for Beskrivelsen af en Række sygelige Phænomener, der høre ind under de functionelle Nervesygdommes Gebet, Psychoserne inclusive, men som dog ikke heelt dækkes af nogen enkelt herunder hørende Sygdomsform.

Om Sygdommens Natur er der efter dette ikke Andet at sige end, at den er at betragte som en functionel Neurose, beroende paa en mangelfuld Ernæring af Nervesystemet. Beard mener nærmere at kunne bestemme Sygdommens Væsen som en Mangel paa Balance mellem Forbrug og Reproduction af "Nervekraft", og som Forbillede for Neurasthenien eller som dens acute Form betegner han den Følelse af overvældende og smertefuld Træthed, der følger efter store Anstrengelser eller efter længere Tids Mangel paa Søvn og Hvile.

Med Hensyn til Neurastheniens Udbredning anseer Beard den for en særlig amerikansk Sygdom; men i Virkeligheden griber den mere og mere om sig overalt i de civiliserede Samfund, og det Billede, B. udkaster af den amerikanske Nervøsitet², er ganske det samme, som vi kjende fra den gamle Verden, ialtfald fra de nordeuropæiske Lande. Hvad Sydboerne og særligt Franskmændene angaaer, saa har deres "Nervosisme" vel ogsaa væsenligt den samme Karakteer; men idethele er Frankrig dog mere Hysteriens Hjem, 19 og denne Sygdom fremtræder her i saa frodige Former, som vi ikke ere vante til at see under nordligere Breddegrader. Det synes saaledes, som om de forskjellige Folkeslags Eiendommeligheder faa Indflydelse med Hensyn til de Former af functionelle Nervelidelser, i hvilke Tidens nervøse Constitution aabenbarer sig. Og i samme Retning kunne vel de forskjellige Tidsalderes Eiendommeligheder komme til at gjøre sig gjældende. Hysterien udvikler sig som bekjendt særligt paa Grundlag af et rigt Følelsesliv, og den har derfor floreret i en Tidsalder, hvor Intelligensen forblev temmelig ucultiveret, men hvor Sindene til Gjengjæld let kom i Bevægelse. Med den stigende Cultur er Følelseslivet trængt mere og mere tilbage, Slægterne ere komne til Verden med stedse trægere og trægere emotionel Innervation, stedse lettere og lettere Innervation af Forstandsorganerne (C. Lange: Om Sindsbevægelser. S. 89). Derfor er Hysterien ligesom den store Chorea idethele bleven sjældnere, end den var i Middelalderen, og har veget Pladsen for de nye Former af nervøse Onder, som her beskæftige os.

Noget almeengyldigt Billede af Neurastheniens Symptomer lader sig ikke opstille, dertil findes der for mange forskjellige Grader og Modificationer af Sygdommen. Nogle Patienter frembyde kun disse, andre kun hine Symptomer; hos nogle bestaaer Sygdommen egenligt kun i en lidt videre Udvikling af et habituelt nervøst Temperament, hos andre slutter det ene alvorlige Symptom sig til det andet, indtil der tilsidst har udviklet sig en nervøs Invaliditet af den sværeste Art. Hyppigst træffes de lettere og letteste Grader af Sygdommen, og man kan vel sige, at det er de færreste af vore Damer, der ikke frembyde et eller andet af dens Symptomer, uden at de dog derfor betragtes som syge. For nu at tilveiebringe et Overblik over Sygdomsbilledet, har man adskilt en Neurasthenia cerebralis og en Neurasthenia spinalis (en Cerebrasthenie og en Myelasthenie, Beard), alt eftersom Hjernens eller Rygmarvens Functioner ere fortrinsviis lidende, Bouchut talte tillige om en Nervosisme gastrique og cardiaque som Betegnelse for visse af Sygdommens viscerale Symptomer. Forud for Beskrivelsen af de enkelte Symptomer skal jeg imidlertid søge at skizzere Billedet af Patienternes almindelige Habitus. Det, der her først og 20 fremmest falder i Øinene er at Patienternes Ydre saa lidet paavirkes af Sygdommon. Der er idethele ved Neurasthenien et Misforhold imellem de subjective Symptomer og det objective Fund, og derfor kunne Patienterne see ud som Sundheden selv trods deres usle Nerver. Navnlig vedblive de at bevare et paafaldende ungdommeligt Udseende, og Beard erklærer, at han altid forbauses, første Gang en Patient siger ham sin Alder. Overhovedet paastaaer han, at den Nervøsitet, der ledsager Civilisationen, udmærker sig ved ungdommeligt Ydre, fiin Hud og faa Rynker, hvad der staaer i Samklang med den Erfaring, at Folk af de høiere Stænder see yngre, af de lavere Stænder ældre ud end deres Alder. Iøvrigt viser det noksom bekjendte nervøse Ydre sig navnlig i Tale og Bevægelser, i Patienternes Faren sammen ved alle uventede Lyd og i deres Mangel paa Evne til at holde sig stille. Denne sidste kan antage Formen af en saadan Uro i Benene, at det ligefrem er den Syge umuligt at blive siddende ("Anxietas tibiarum"). Andre Patienter ere mere træge og apathiske; deres Øine have da ofte et eget mat Udtryk, og Stemmen lyder svagt, tilsløret og tøvende, saaledes som vi ere vante til at høre det hos Reconvalescenter. Huden og Slimhinderne træffes i Almindelighed tørre, kun Hænder og Fødder ere klamme og svedende, navnlig ved den mindste Sindsbevægelse. De Syge rødme paa enhver Foranledning; selv i Ro og Ensomhed kan en pludselig opdukkende Tanke eller en ængstende Følelse bringe Blodet til Kinderne. Hyppigt overfaldes de af Horripilationer, af Kuldegysninger ned ad Ryggen eller af en pludseligt opstigende Hedefornemmelse. Iøvrigt lader der sig paavise en universel Hyperæsthesie, der gjør disse Patienter i en abnorm Grad impressionable. Den mindste Støi foraarsager dem Hovedpine, stærkt Lys skærer dem i Øinene, en gjennemtrængende Lugt bringer dem næsten til at besvime. Saavel stærk Varme som stærk Kulde er dem utaalelig, og de blive ligesaa ømfindtlige for Veirvexel, som let paavirkelige af lette legemlige Ildebefindender (saaledes Menstruationen). Denne universelle Hyperæsthesie kan nu være forbunden med local Ømfindtlighed af næsten hvilkensomhelst Legemsdeel. Nogle Patienter klage over Ømhed af Hovedbunden; andre have paræsthetiske Fornemmelser i Svælget, enten en Følelse 21 af Brænden (Ardor faucium) eller en kildrende Fornemmelse, som om der sad noget i Halsen, der skulde op, hvad der giver Anledning til idelig Rømmen og Synkningsbevægelser. Atter andre lide af Mastodynie eller Coccygodynie, og hos ikke faa Patienter findes der en egen Ømfindtlighed af Tænder og Tandkjød, uafhængig af cariøse Processer. Beard sætter iøvrigt ogsaa Tændernes hurtige Destruction i Forbindelse med den neurastheniske Ernæringssvækkelse; han betegner Tandlægerne som Civilisationens Barometre og seer Grunden til, at de amerikanske Tandlæger ere de bedste i Verden, deri, at de amerikanske Tænder ere de daarligste i Verden. Den vigtigste af de locale Hyperæsthesier er Ømheden af Columna, der navnlig er saa overordenligt hyppig hos nervøse Damer. En fransk Læge paastaaer, at dersom man fik Lov til at undersøge Ryggen hos alle Damer imellem 15 og 45 Aar fra de fine Kvarterer af en stor By, vilde man i de fleste Tilfælde finde en udtalt Ømhed for Tryk paa et eller flere Steder. De neurastheniske Mænd klage hyppigere over Tunghed og Smerter i Ryg og Lænd uden egenlige ømme Trykpunkter. Sammen med de begrændsede Hyperæsthesier optræder der ved Neurasthenien mere almindelige, vage Smerter, forbundne med en Følelse af Tyngde og svigtende Kraft i Lemmerne. Og naar denne dybe og smertefulde Mathedsfølelse er stærkt udtalt, er det næsten ikke muligt for Patienterne at holde sig oppe, hvad der kan føre til, at de ligesom faa Smag for at ligge i Sengen og tilbringe Aar paa Aar her i fuldstændig Uvirksomhed (Griesingers "Bettsucht").

De sidst omtalte Phænomener føre os over til Symptomatologien af den cerebrale Neurasthenie. Thi det er netop en af denne Tilstands pinligste Symptomer, at den Syge saa lang som Dagen er føler en fuldstændig legemlig og sjælelig Slaphed. Navnlig saasnart der har været lidt mere at tage vare end sædvanligt, er Patienten dødtræt; det er som om Legemet ikke kunde hænge sammen. Ikke mindre pinlig for de Syge er den ledsagende Følelse af aandelig Mathed og Insufficiens; den gamle Energie er borte, det skorter dem paa Initiativ og paa den naturlige Glæde ved Arbeidet. Eller de miste endog heelt Evnen til aandelig Beskæftigelse, fordi det ikke er dem muligt at samle eller beherske 22 Tankerne. De kunne læse de samme Linier den ene Gang efter den anden uden at faa fat paa Indholdet, og de tabe Traaden i enhver Samtale, der fordrer lidt Anspændelse af Opmærksomheden. Jeg har derfor ogsaa jævnligt hørt den Klage fra mine Patienter, at de ikke længer kunne opfatte eller følge Præstens Prædiken. Et andet Phænomen, der ogaaa er Udtryk for en Hæmning af de sjælelige Processers Afløb, er dette, at de Syge glemme, hvad det var, de netop havde i Sinde at gjøre, eller komme til at sige noget Andet end det de egenligt vilde, og da ofte saaledes, at netop de Ord undslippe dem, som de ønskede at undgaa ("Heterophemie"). Dersom nu Patienterne i denne Tilstand gjøre Forsøg paa aandeligt Arbeide, trætter det dem øieblikkeligt og volder dem Hovedpine, Oppression og Hedefornemmelse, saa at de ofte nødes til en fuldstændig Uvirksomhed. Derved forøges deres mismodige Apathie, og der udvikler sig en irritabel Forstemning, som giver Anledning til de pinligste Scener i Hjemmene og navnlig ofte sætter Ægtemændene paa en haard Taalmodighedsprøve. Overfor Fremmede have disse Patienter undertiden Evnen til at være livlige og elskværdige, og desto mere paafaldende bliver deres nervøse Pirrelighed imod Omgivelserne og den urimelige Maade, hvorpaa de lade sig fortrædige af Hverdagslivets smaa Sorger. Iøvrigt undgaa de fleste al selskabelig Omgang, fordi de forudsee, at de ville komme til at gaa adspredte omkring, og fordi al længere Samtale trætter dem og er dem imod. Under denne Stemning hengive Patienterne sig til allehaande triste og ildevarslende Tanker og overfaldes navnlig af en dyb Haabløshed overfor deres Sygdom, mærke Forbud paa Hjerneblødhed eller profetere en forestaaende Rygmarvstæring. Denne sygelige Frygt er overhovedet et af Nervøsitetens Hovedkjendemærker og antager de mærkeligste Former. Ofte kommer den til Orde overfor Situationer, der under normale Forhold ere ganske ligegyldige; den Syge veed meget godt, at der ingen Grund er til Frygt, og dog kan han ikke frigjøre sig for den instinktmæssige Følelse af, at det vil skorte ham paa Evnen til at udføre den paagjældende Handling, eller at der kunde arrivere et eller andet under dens Udførelse. Denne Følelse, der gjør sig gjældende som en reen Tvangsforestilling og som har en fuldstændig 23 lammende Magt, savner ikke sine Forbilleder hos sunde Mennesker, saaledes i Angsten for Tordenveir ("Astraphobie") eller Frygten for at indesluttes i snævre Rum, hvor man ikke i ethvert Øieblik veed sin Retraite sikkret ("Claustrophobie", Ball). Men i Neurasthenien naa disse Phænomener en stærkere Udvikling og forefindes i Former, der ellers kun kjendes fra de egenlige Sindssygdomme. Dette gjælder saaledes Pladsangsten ("Agarophobien", "Topophobien"), "Anthrophobien", den Menneskefrygt, der stiger til en bestandig Angst for at møde et menneskeligt Væsen, eller den saakaldte "Mysophobie" (Hammond), Frygten for at tilsmudse sig, der giver sig tilkjende ved en evig Pudsen, Børsten og Vadsken Hænder.

Et af den cerebrale Neurasthenies besværligste Symptomer er Søvnløsheden. Endskjøndt mange af disse Patienter til Stadighed ere døsige om Dagen og plages af en Søvnighed, der ynder at indfinde sig paa de ubeleiligste Tider, kunne de alligevel ikke sove om Natten. Navnlig ligge de ofte længe vaagne om Aftenen; men naar de først falde i Søvn, blive de ved at sove til langt ud paa Morgenen. Andre falde hurtigt i Søvn ligesom trætte Børn, men sove uroligt, vaagne hyppigt og staa op lige saa trætte som de gik i Seng. Et andet Symptom, der hører til de besværligste, og som ofte fuldstændigt behersker Sygdomsbilledet, er den nervøse Hovedpine, Cephalalgia neurasthenica. Denne kan være noget forskjellig i Karakteer, men er dog i Almindelighed udbredt over hele Hovedet, hvorved den adskiller sig fra den begrændsede hysteriske Clavus. Den beskrives som en diffus Følelse af Tryk og Tunghed ("Kopfdruck") eller som en Fornemmelse af Tomhed og Træthed i Hovedet. Ofte sidder Smerten fortrinsviis i Baghovedet, men kan dog ogsaa have Karakteren af Pandehovedpine, saaledes som hos en af mine Patienter, der klagede over, at det var ligesom Hjernen altid laa langt ned over Øinene paa hende. I Forbindelse med den nervøse Hovedpine staaer ofte en Følelse af Tunghed af Øienlaagene og Hede i Øinene. Jeg har allerede tidligere berørt den Hyperæsthesia retinæ, der er nervøse Patienter egen; men desuden maa jeg blandt Øiensymptomerne nævne en egen Art af asthenopiske Klager. Der indfinder sig nemlig paa Øienklinikerne ikke faa nervøse Individer, der uden at have nogen Refractionsanomalie 24 beklage sig over Smerter ved Nærarbeide og trættes ved den mindste Anstrængelse af Accomodationen (Asthenopia neurasthenica). Endeligt have de jævnligt mouches volantes, og i Lighed dermed plages de af subjective Lydfornemmelser i Form af pulserende Lyd og pludselige Knald.

Den spinale Neurasthenies Hovedsymptomer er Rygsmerter og Træthed ved Gangen. Smerterne forøges ved legemlige og aandelige Anstrængelser, men ere iøvrigt stadigt tilstede som en dyb og knugende Fornemmelse. Nedsættelsen af Muskelkraften ("Amyosthenien") kan være saa betydelig, navnlig for Underextremiteternes Vedkommende, at Gangen i høi Grad besværes. En af mine kvindelige Patienter, en middelaldrende Dame, der var bleven overanstrængt ved Informationer, og hos hvem den spinale Neurasthenie var parret med heftige natlige Palpitationer, kunde til Tider neppe slæbe sig op ad Trapperne, og da hun tillige havde heftige Smerter i Ryggen, lod hun sig ikke afdisputere, at hun led af en organisk Rygmarvssygdom. Til Svagheden og Usikkerheden af Bevægelserne slutter sig Zittren af Muskulaturen; anfaldsviis komme Patienterne til at ryste over hele Kroppen, eller der optræder heftigere convulsiviske Bevægelser i Form af de bekjendte Ryk lige inden Søvnens Indtræden.

Foruden de cerebrale og spinale Tilfælde regner man til Neurasthenien en heel Række Symptomer fra de øvrige Organers Side, saa at man paa denne Sygdom med fuld Ret kan anvende den gamle Sætning: Non unam sedem habet, sed morbus totius corporis est. Til disse viscerale Symptomer hører den stadigt skiftende nervøse Puls, Palpitationerne, der navnlig indfinde sig ved enhver psychisk Emotion, og de pludselige Oppressionsfornemmelser, der forbinde sig med en angstfuld Følelse, som om man skulde kvæles, eller som om Hjertet var ifærd med at staa stille. Ligeledes høre herhen de nervøse Fordøielsesbesværligheder (Neurasthenia dyspeptica, Dyspepsia nervosa), der i den seneste Tid har vakt fornyet Interesse og som ogsaa nyligt har været Gjenstand for Behandling i vor hjemlige Literatur³. Endvidere antages det, 25 at de neurastheniske Ernæringsforstyrrelser give sig tilkjende i Urinens Sammensætning. I denne Henseende foreligger der dog ikke tilstrækkeligt sikkre Resultater, idet det er ganske forskjellige Stoffer, hvis Udskilning og Mængdeforhold man i Tidens Løb har tillagt Betydning og sat i Forbindelse med de nervøse Tilfælde (Oxalurien, Phosphaturien, Udskilningen af Urinsyre). Som en særlig Form har man endeligt udskilt den sexuelle Neurasthenie. Med Hensyn til de ved denne optrædende Symptomer dreier det sig vel oftest om de vage Sensationer i Genitalia, den noget forøgede sexuelle Excitabilitet og den lette hypochondre Ængstelighed, som opelskes af visse populære Bøger, og som er den væsenligste Forudsætning for visse Specialisters lucrative Virksomhed. Beard paastaaer imidlertid⁴, at der virkeligt i mange Tilfælde af langvarig Neurasthenie udvikler sig Symptomer fra Genitalsphæren, der maa betragtes som en ligefrem Virkning af Hovedsygdommen. Navnlig mener han, at ligesom uvilkaarlige Sædtab ere et hyppigt Svækkelsestegn i Reconvalescensen efter acute Sygdomme, saaledes er den chroniske Nervesvækkelse ikke sjældent ledsaget af Spermatorrhoe og Impotens. Dog indrømmer han med Hensyn til det sidstnævnte Symptom, at det væsenligt hænger sammen med den almindelige Mangel paa legemlig og aandelig Energie, og han pointerer derfor ogsaa, at disse sexuelle Symptomer ikke maa opfattes som isolerede, men kræve en constitutionel Behandling snarere end en local. For de kvindelige Patienters Vedkommende er det navnlig Dysmenorrhoeen, der har Betydning som et ret hyppigt Symptom. Hvad de øvrige sygelige Tilfælde fra de kvindelige Kjønsorganers Side angaaer, saa er det som bekjendt et Stridsspørgsmaal, hvorledes man skal opfatte Forholdet imellem disse og de samtidige nervøse Phænomener. Tidligere har man i overveiende Grad tillagt den locale Lidelse Betydning som Aarsag og betragtet den generelle Tilstand som Virkningen; men der er utvivlsomt i den nyere Tid en Tilbøielighed til at anerkjende, at vi hos nervøse Patienter ofte have at gjøre med Klager fra Genitalsphærens Side, der ikke betinges 26 af nogen organisk Locallidelse og derfor heller ikke kræve nogen derpaa rettet Behandling.

III.

Neurasthenien er i strængeste Forstand en chronisk Sygdom. Men iøvrigt kan der med Hensyn til Forløbet ikke gives nogen anden almeengyldig Regel end den, at Neurasthenien ligesom alle andre chroniske Nervesygdomme har en udtalt Tilbøjelighed til Periodicitet. Daarlige Perioder afløses af gode, og indenfor de enkelte Perioder vexle Symptomerne paa den vilkaarligste Maade. Men selv gode Remissioner tør man ikke stole paa, og hvis Lægen vil undgaa Skuffelser, maa han stille sin Prognose med Reservation og til enhver Tid være fattet paa at faa et nyt Recidiv under Behandling.

Skjøndt der altsaa ikke er nogen Regel for de enkelte Symptomers Rækkefølge, har Beard dog forsøgt at opstille en omtrentlig Norm for Forløbet. Efter denne skulde de første Symptomer optræde ved Pubertetstiden, oftest i Form af nervøs Hovedpine, derpaa skulde følge en Periode af sexuel Neurasthenie, senere cerebrale Tilfælde med Søvnløshed og endnu senere de forskjellige viscerale Symptomer, navnlig Dyspepsien, endeligt Myelasthenien, der kan indfinde sig længe efter, at den øvrige Sygdom er afløben. Alt i alt tilhører Sygdommen hele Mandbarhedens Periode, medens det er sjældent at træffe dens Symptomer efter det 50de Aar.

Med Hensyn til Sygdommens Følgetilstande maa det for det første erindres, at Neurasthenien ofte kun danner et Gjennemgangsled i Udviklingen af andre Nervesygdomme og navnlig af Sindssygdommene. Men selv om den almindelige Nervøsitet bliver staaende som saadan, kan den dog godt føre videre i den Forstand, at den efterhaanden virker nedbrydende paa Ernæringen og derved giver Anledning til Udviklingen af saadanne Lidelser som Chlorose og Anæmie. For saa vidt kunne disse altsaa betragtes som Neurastheniens Følgesygdomme, om de end i mange Tilfælde selv spille en Rolle for Udviklingen af den nervøse Tilstand. Endvidere hører det til Nervøsitetens Følger, at Patienterne faa Trang til stimulerende 27 og narkotiske Midler. Ligesom der hos nervøse Mennesker kan være en mærkelig Idiosynkrasie for visse Spiser og en uforklarlig Lyst til andre, saaledes reagere de ofte paa abnorm Maade overfor visse Lægemidler og overfor berusende Drikke. Der er nogle, som ikke kunne taale en Draabe Spiritus, men andre vise en sygelig Tolerans derfor, og det er ikke ualmindeligt at træffe nervøse Damer, som ved Middagsselskaber drikke temmelig tæt, og desto mere, jo daarligere de ere. Men navnlig have de narkotiske Midler en egen Virkning paa nervøse Patienter, og jeg har ved en tidligere Leilighed viist, hvorledes den nervøse Constitution kommer til at afgive en Disposition for Misbrug af Narcotica, fordi disse Individer have en større Trang til Pirringsmidler, og fordi de narkotiske Midler besidde den forføreriske Evne at gjengive det udmattede Nervesystem dets Spændkraft og Energie. Paa denne Maade kan man betegne baade den chroniske Alkoholisme og den chroniske Morphinisme som Neurastheniens Følgesygdomme.

Hvad den differentielle Diagnose angaaer, saa har jeg allerede tidligere indrømmet Sygdommens Mangel paa fast Begrændsning og dermed paa Forhaand givet Afkald paa ethvert absolut Skjelnemærke for de Tilstande indenfor de functionelle Nervesygdommes Ramme, der betegnes med Neurastheniens Navn. Men da jeg tillige har hævdet det hensigtsmæssige i at opretholde denne Betegnelse i vor medicinske Nomenclatur, bliver det nødvendigt at forsøge en relativt gyldig Afgrændsning overfor de nærmest beslægtede Sygdomsbegreber, navnlig Hysterien og Hypochondrien. Det maa da strax erkjendes, at en Deel af de Patienter, der beskrives som Neurasthenikere, uden Tvang kunde indrangeres under de nævnte Kategorier, og naar Bouchut udskiller en Nervosisme hystérique og en Nervosisme hypochondriaque fra en Nervosisme simple, saa ligger deri en ufrivillig Indrømmelse af Vanskeligheden ved at fastholde den her omhandlede Klassificering. Men paa den anden Side træffe vi i Virkeligheden en ikke ringe Mængde Tilfælde, som vi forgjæves bestræbe os for at faa til at falde ind under Hysteriens eller Hypochondriens Begreb, fordi vi savne disse Sygdommes væsenligste Karakteermærker. Hvad for det første Hysterien angaaer, 28 saa har denne Sygdom en udtalt Tilbøielighed til localiserede nervøse Tilfælde; saadanne Symptomer som de begrændsede Anæsthesier, den halvsidige Affection af Sandseorganerne, Ovarialhyperæsthesien og Globus hystericus ere særligt afgjørende for os, naar vi skulle stille Diagnosen af denne Sygdom. Men desuden har dens Symptomer idethele et vist acut, heftigt og activt Præg, og navnlig betegne Kramperne og de hysteriske Anfald en absolut Forskjel fra de neurastheniske Tilstande. Ogsaa i det reent Ydre kommer Forskjellen frem; det exalterede Væsen, den lette emotionelle Bevægelighed og den med Superlativer overlæssede Tale tilhøre Hysterien, medens dette Habitus egenligt ikke er karakteristisk for den Form af Nervøsitet, vi her have beskæftiget os med. Endeligt er der den Egenskab ved Hysterien, hvad enten den optræder med legemlige eller sjælelige Symptomer eller med en Combination af begge, at den kan udvikle sig med eet Slag, og at den ligesaa pludseligt kan forsvinde som Følge af en eller anden, psychisk Indflydelse. Neurasthenien har noget mere jævnt og stabilt i sin Udvikling, og selv om ogsaa dens Symptomer ere tilgængelige for psychisk Paavirkning, saa opleve vi dog ikke her de samme Mirakler, som hos de Hysteriske. – Angaaende Adskillelsen fra Hypochondrien skal jeg kun nævne, at Beard har en egen Opfattelse af Forholdet imellem de to Sygdomme. Han hævder nemlig, at Frygten for Sygdom ("Pathophobien") som en Form for sygelig Frygt kan være et Symptom paa Neurasthenien, hvorimod han ikke synes at anerkjende Hypochondrien som en selvstændig Sygdomsform.

Ligesom Neurasthenien paa den ene Side maa afgrændses saa vidt muligt fra Hysterien og Hypochondrien, saaledes bliver der paa den modsatte Side Spørgsmaal om den differentielle Diagnose fra de egenlige Sindssygdomme. Og her forekommer det mig, at der er begaaet de største Forsyndelser. Man faaer nemlig et bestemt Indtryk af, at de Forfattere, der have opstillet og afgrændset Neurastheniens Begreb, i deres Egenskab af udelukkende Neurologer have manglet den fornødne psychiatriske Indsigt til at udsondre de pathologiske Phænomener, der absolut falde indenfor Sindssygdommenes Omraade, og som ere saa vel kjendte i Psychopathologien, 29 at det er ufornødent og utilstedeligt for deres Skyld at indsætte et nyt Sygdomsbegreb. Ogsaa Beard har aabenbart manglet Forstaaelsen for, at hans cerebrale Neurasthenie for en stor Deel allerede længe har været i Psychiatriens Eie, idet de af ham beskrevne Tilstande deels repræsentere Phaser i Forløbet af visse chroniske, navnlig degenerative Sindssygdomme, deels lade sig erkjende som udtalte, omend lette Melancholier. Tilbage bliver imidlertid en Deel mindre fremtrædende psychiske Forandringer; det er disse, jeg har beskrevet som Neurastheniens psychiske Symptomer, og de vise i Virkeligheden kjendelige Forskjelligheder fra de Tilstande, der praktisk talt ere at betragte som virkelige Sindssygdomme. Navnlig er det vigtigt at lægge Mærke til, at der ved Neurasthenien kun er Tale om en abnorm let Udtømmelse af de psychiske Functioners Kraft, uden at der derimod kan paavises nogen virkelig Intelligensdefect eller nogen egenlig Hukommelsessvækkelse. Heller ikke kommer det til den dybe Livslede, som er Melancholien egen. Den Syge er vel ligegyldig ved alt, mat og uoplagt, men denne Mathedsfølelse og Uoplagthed kan overvindes, og det er netop karakteristisk for et saadant nervøst Menneske, at han, naar det kræves, kan vise baade Liv og Energie, selv om det kun er for en kort Tid, og selv om han bagefter falder sammen som en Klud. Imidlertid gjælder det om ikke at tabe af Syne, at vi her overalt føres lige til Grændsen af de egenlige Psychoser, og at der ligger en Fare i at gjøre for store Indrømmelser til den populære Adskillelse mellem Mennesker, der ere sindssyge, og saadanne, der "blot ere stærkt nervøse."

Sluttelig turde der være Grund til at fremsætte en praktisk Advarsel angaaende Diagnosen af Neurasthenien i Almindelighed. Hvad der nemlig er langt vigtigere end Adskillelsen af de enkelte Former indenfor de functionelle Nervesygdomme, er Afgjørelsen af, hvorvidt det i et givet Tilfælde dreier sig om en reent functionel eller om en organisk Lidelse. Det vilde føre for vidt i det Enkelte at gjennemgaa de Undersøgelser og Overveielser, der i saa Henseende blive at anstille, men jeg ønsker at indprænte den Regel, 30 at man ikke maa slaa sig til Ro med Diagnosen af en functionel Lidelse, før en organisk med Bestemthed kan udelukkes.

Neurastheniens Behandling kræver fremfor alt Tid og Taalmodighed. Men Lægen maa desuden vide at afpasse sine Forordninger efter hvert enkelt Tilfælde; thi der er ikke to af dem, der ere eens. Hertil fordres, at han er i Besiddelse af en vis lykkelig Takt, men fremfor alt, at han har det rette Syn paa den Syges Tilstand. Og i denne Henseende er det at disse Patienter ere udsatte for en Del Miskjendelse. Thi deres Udseende er som oftest skuffende og vidner saa lidet om Sygdom og Lidelse, at man ikke er tilbøielig til at offre dem den Deeltagelse og Medlidenhed, som de fortjene. Følgen deraf er, at de plages med malplacerede Opfordringer om at "tage sig sammen" og "gjøre noget selv", eller at Lægen møder deres Klager med en ironisk Holdning, der af de Syge opfattes som om det var hans Mening at "gjøre Nar". Men derved mister han den Tillid og Fortrolighed, der er Betingelsen for at udrette noget. Sagen er, at disse Patienter forlange, at deres Sygdom skal anerkjendes som saadan. Og det med Rette; thi deres Symptomer er ikke indbildte, men virkelige, og paa dette Omraade gjælder det sikkert, at Enhver er saa syg, som han føler sig. Opgaven er derfor at gjennemføre en alvorlig og conseqvent Behandling, der deels maa være rettet paa at hæve den sunkne Ernæring, deels paa at føre særligt Centralnervesystemets Functioner tilbage til Normen ved Hjælp af et skaanende og afledende Regimen. Intet er her mindre paa sin Plads end de voldsomme og fremstormende Kure, og intet er urimeligere end Publikums Fordring om en hurtig og eklatant Hjælp for Lidelser, der skyldes aarelange Forsyndelser imod den legemlige og sjælelige Hygieine. Heller ikke kan man noksom bekæmpe den indgroede Fordom, at disse nervøse Patienter fremfor Alt trænge til Adspredelser⁵; næsten altid vil det vise sig at disse "Adspredelser" blive en sand Plage for de Syge, fordi de meget mere trænge til en fuldstændig Hjertets og Aandens Ro, der kan skærme dem mod alle stærke Indtryk. Derfor kan det ogsaa 31 blive nødvendigt at forflytte Patienten til en fuldstændigt ny aandelig Atmosphære. Et regelmæssigt Liv hos rolige Folk paa Landet vil i saa Henseende virke velgjørende; rigtignok kan Tiden komme til at falde noget lang, men den Syge vil ofte selv have Følelsen af, hvor sundt det er at kjede sig. I andre Tilfælde kan der kun ventes noget varigt Resultat, naar Behandlingen ledes paa et Hospital eller paa en særegen Kuranstalt. Her har Lægen det nemlig ganske anderledes i sin Magt at gjennemføre en methodisk Behandlingsplan. Her kan han sikkre sig, at hans Ordinationer ikke blot foreskrives, men ogsaa overholdes, at Patienterne, selv om det koster dem Overvindelse at spise, virkeligt faa den forordnede Kost, og at der ikke øieblikkeligt gives efter for smaa Klager og Indispositioner. Forøvrigt kommer Behandlingen mere til at bestaa i Anvendelsen af de saakaldte physikalske Lægemidler (Bade, Gymnastik, Elektricitet, Massage) end af de egenlige Medicamenter. Thi Patienterne have som Regel faaet mere end nok Medicin, og i meget chronisk forløbende Sygdomme undgaa vi saa vidt muligt at medicinere, fordi de paagjældende Midler, forsaavidt de overhovedet ere differente, ogsaa udfolde skadelige Bivirkninger. Og naar dette er Tilfældet, risikere vi let, at Patienterne tilsidst ved Siden af deres oprindelige Sygdom ere blevne, hvad Tydskerne kalde "arzneikranke". Imidlertid kan man i Neurastheniens Behandling ikke heelt undgaa visse, navnlig roborerende og sedative Midler. Heller ikke er der Grund til at nægte sig den Hjælp, man kan have af ganske uskyldige Medicamenter, der ikke have nogensomhelst mechanisk eller chemisk Indvirkning, men som ikkedestomindre hjælpe, saa længe Patienterne tro paa dem. Det er her det psychiske Indtryk, der viser sin Magt, og det Samme gjælder saadanne Smaafif som at lindre Patienternes Hovedpine ved et meget løst ombundet Tørklæde, eller at vænne dem til blot at have deres Sovemiddel staaende ved Sengen, hvad der ofte virker lige saa godt som at tage det ind. Med Hensyn til den forskjellige Maade, hvorpaa de enkelte Symptomer paavirkes, skal jeg indskrænke mig til et enkelt praktisk Vink. Det synes nemlig at være en Erfaring, at stærke og langvarige Legemsbevægelser taales godt og virke gunstigt ved den cerebrale Neurasthenie, medens de derimod i Myelasthenien ere høist 32 besværlige for Patienterne og i Længden endog gjøre Skade, saa at det her kan være paa sin Plads at forordne absolut Hvile. Denne Fritagelse for al Muskelanstrængelse er en af Hovedfactorerne i en Kurmethode som i den seneste Tid har fundet en Deel Anvendelse ved Neurastheniens Behandling. Det er Amerikaneren Weir Mitchell hvem denne Methode skyldes⁶, og han anvender den navnlig ved de allersværeste og mest invetererede Former, i de saakaldte "bed-cases", hvor den nervøse Invaliditet er naaet til det Yderste, og hvor alle andre Behandlingsmaader ere strandede. Methoden bestaaer i, at han søger at hæve Patienternes Ernæringstilstand paa 5dobbelt Maade, nemlig ved Hjælp af 1) Isolation, der skal afskære de Syge fra al Sindsbevægelse, forandre deres Omgivelser, bryde gamle Vaner og muliggjøre en ordnet Control; ved 2) Ro i Sengeleie, en Ro, der skal være saa fuldstændig, at den udelukker enhver Aarsag til Træthed; ved 3) Massage, der skal erstatte activ Motion ved passive Legemsbevægelser; ved 4) elektrisk Excitation af Musklerne, der virker paa lignende Maade som Massagen, og endeligt ved 5) en Overernæring af Patienterne, der drives saa vidt, at man forbauses over den enorme Mængde Føde, de paa denne Maade tvinges til at fordøie. Denne Weir-Mitchell'ske Methode fortjener utvivlsomt Opmærksomhed og har givet Resultater selv i de mest fortvivlede Tilfælde. Men der er ingen Grund til at ophøie den til en for alle Tilfælde gyldig Normalbehandling, da det Virksomme ved Kuren neppe saa meget beroer paa den minutiøse Gjennemførelse af Ordinationernes Detailler, som derpaa, at de Syge befinde sig under Indflydelsen af en energisk Mands Villie.