Brødrene Pontoppidan

Af Erik Sloth

Verdenskrig. Tyskerhad?

1922 udkom Morten Pontoppidans erindringsbog Minder og Oplevelser. I det sidste kapitel fortæller han blandt andet, at en del af abonnenterne på hans tidsskrift Frit Vidnesbyrd fra november 1914 begyndte at afbestille bladet. De var blevet vrede over en artikel i bladet, som han havde oversat fra det tyske Tägliche Rundschau. Den var skrevet af en englænder ved navn Louis Hamilton, docent ved Berlins universitet. Den afviser enhver påstand om, at Tyskland på nogen måde skulle væres ansvarlig for udbruddet af 1. verdenskrig og fremhæver bl. a. den tyske kejsers "ærlighed." "Paa Berlinerslottets Balkon stod Kejseren og kaldte med dyb og bevæget Røst Gud og sit Fok til Vidner paa, at han have opbudt alt for at bevare Freden."¹ Selv skriver Morten Pontoppidan:

Det gjaldt at være paa Vagt, at ikke det hos os fra tidligere Tid ulmende Tyskerhad nu skulde blive pustet i lys Lue.

Det havde gennem flere Aar staaet mig klart, at Fjernelsen af dette Had var vort Folks Tarv, – at et nabovenligt Forhold til vor sydlige Frænde og Nabo maatte paa ny bringes til Veje, dersom vi ikke som Nation skulde i Længden komme til at lide alt for stærkt under sjælelig og aandelig Isolation (…) ²

Det er blandt andet med dette formål for øje, siger han, at han har skrevet sin bog om den tyske opstand mod Napoleon, Anno 13, hvor han på ingen måde lægger skjul på, at han vil lade "tysksympatiske Følelser opstaa hos Danske"³.

Det er ikke overraskende, at Morten Pontoppidan fik kærligheden at føle. I sin store bog om Pontoppidan skriver P. G. Lindhardt, at "han "fastholdt sit synspunkt med en helt usædvanlig hårdnakkethed og på en måde, som fuldstændig blottede hans udenrigspolitiske naivitet: "Jeg for
min Del tror, ganske simpelt, Kejseren paa hans Ord,"⁴ skrev han i Frit Vidnesbyrd.

Idealisme og virkelighedstroskab I. Sønderjylland og det nationale

Næsten femten år tidligere var Morten Pontoppidans broder, Henrik, i Berlin, hvorfra han i december 1890 sendte en artikel hjem til Kjøbenhavns Børs-Tidende med overskriften "Kejserstaden." Her tales der, som hos Morten Pontoppidan, i forbindelse med Henrik Pontoppidans beskrivelse af den stolte verdenshovedstad, om kejseren, som den gang var ung og forholdsvis nytiltrådt. Til sidst i artiklen skriver Pontoppidan med tilbageblik på den fransk-tyske krig og oprettelsen af kejserdømmet:

Hvem ved? Maaske vil det vise sig, at den nye Kejserværdighed har været Tyskland dyrekøbt, at netop med de lovbesungne Sejre hinsides Grænsen lagdes Spiren til den Opløsning, hvis Liglugt man allerede synes at vejre gennem Kejserrøgelsen. ⁵ .

Det er åbenlyst for enhver, at der er forskel på de to brødres synspunkter og måde at udtrykke sig på. Hos Morten Pontoppidan spores fra begyndelsen den sangvinske og optimistiske tone, som vi kender fra "den glade kristendom". Hos Henrik tager man aldrig fejl af den mere menneske- og samfundspessimistiske og samtidig realistiske og virkelighedstro måde at se tingene på. Morten tror til det sidste på Tysklands sejr og på dets grundlæggende gode vilje, mens Henrik allerede en halv menneskealder tidligere aner opløsningen og fornemmer liglugten gennem kejserrøgelsen.

*

Morten Pontoppidan lod det ikke blive ved sin oversættelse af Hamiltons artikel. I 1915, samme år som Frit Vidnesbyrd ophørte med at udkomme, fik han forbindelse med en tysk Luther-professor. Otto Scheel i Tübingen, til hvem han leverede oplysninger til en pjece om "Dänemark und wir." Den påstår blandt meget andet, at "hos de dannede og åndsbevægede lever ønsket om broderskab med Tyskland. - - - og nar Tvskland har sejret, vil
man kunne underordne nationalitetsprincippet under statstanken, og da vil det nordslesvigske spørgsmål komme ind i en ny fase. yde sit dansktalende bidrag til dansk kultur, og Danmark, der med sine slesvigske frænders blodofre har støttet den fælles sag, vil mødes med Tyskland i "eine unzerstörbare Gemeinschaft."⁶

På almindeligt dansk betyder det her citerede, at Sønderjylland efter genforeningen skal indgå i et nyt Stortyskland. Hvad betyder det ellers, at "nationalitetsprincippet skal underordnes statstanken?" Sønderjyderne har under verdenskrigen støttet den fælles, (germanske) sag og skulle altså nu være parate til at "mødes med Tyskland i "eine unzerstörbare Gemeinschaft". Men at sønderjydernes ofre under den 1. verdenskrig, hvorom mindetavlerne i de sønderjvske kirker taler deres tydelige sprog, at de skulle kunne danne grundlag for et frugtbart fællesskab, "når Tyskland har sejret", det kan en tysker måske have en ide om. Men for en sønderjyde, der selv har deltaget i krigen eller som har haft nære pårørende, som har, er det en horribel tanke.

Et udmærket eksempel pa en sådan sønderjyde er redaktør Bjørn Svensson fra Haderslev, der |199| sidste år udgav et lille "kampskrift," som han selv kalder det, Opgør med fjendebilleder, om nutidens historieskrivning og historieforfalskning. Han bemærker et sted om Søren Mørch, at han ind imellem minder lovlig meget om sin oldefar - Morten Pontoppidan (s. 36), Lidt senere bemærker han om Otto Scheel og hans syn på forholdet mellem de danske nordslevigere og den tyske verdensmagt, at Morten Pontoppidan betragtede det som et værdifuldt bidrag til overvejelserne om forholdet mellem dansk og tysk. Men - "som søn af en af de sønderjyder, der tog den tyske krigstjeneste på sig for at bevare retten til at leve og virke i hjemstavnen, kan jeg forsikre, at de sandelig ikke bragte dette offer, for at Danmark kunne optræde som støtte for de tyske verdensplaner" (s. 37). Desuden nævner Bjørn Svensson, at Morten Pontoppidan i 1918 ikke ville være medunderskriver på en henvendelse til Tyskland om en frivillig afståelse af Nordslesvig. Og, fortsætter han, "hvis slige holdninger skulle brede sig, kan det let forme sig sådan, at Søren Mørchs historieskrivning lever op til sin titel om den sidste Danmarkshistorie uanset dens misvisende historiske indhold."

Det skal bemærkes, at Bjørn Svenssons lille skrift foruden at være et kampskrift bygger på en omfattende historisk viden og en enestående evne til at forene lidenskab og saglig historisk dokumentation. Og det forekommer mig, at han med sin bemærkning om slægtskabet mellem Søren Mørch og Morten Pontoppidan ikke blot peger på en rent slægtsmæssig forbindelse, men også på slægtskabet mellem den politiske naivitet og godtroenhed hos Morten Pontoppidan – og angsten for såkaldt nationalisme og snæverhed, som også præger nutidens officielle grundtvigianisme. Ganske vist tog Morten Pontoppidan efterhånden afstand fra sin samtids grundtvigianisme og dens åndelige snæverhed og gjorde sig til fortaler for et folkekirkeligt syn, som man ikke med rimelighed kan andet end have sympati for. Men samtidig havde han et syn på eksempelvis den sønderjyske sag, som er fatalt for hans egen troværdighed, og som ganske sikkert også kom til at øve indflydelse på
senere tiders og personers bagatellisering af denne sag.

*

I begyndelsen af august 1921 holdt Morten Pontoppidan foredrag ved Studenterkredsens sommermøde på den genåbnede Rødding højskole. Han talte igen om tyskerhadet, som for enhver pris må undgås. Det er nødvendigt med "åndelig og hjertelig tilførsel" udefra, navnlig fra Tyskland, som Danmark kulturelt skylder så meget. Han har vel nok været klar over, at ligefrem begejstring for Tyskland var det vanskeligt at vække på denne tid og – ikke mindst – på dette sted, hvor sårene efter den tyske undertrykkelse var særlig friske.

Men nu må det være forbi med hadet, ikke af sympati for Tyskland, men som en følge af – budet om næstekærlighed! Hos Lindhardt refereres en del af talen blandt andet således: "Fortiden skal hvile; den drejede sig ikke om ret og uret, men om tysk og dansk ligeret; dette skal bl. a. højskolen sige i sin historieundervisning." Den skal "gå i spidsen for en broderlig holdning til tysk kultur og folkeliv, ikke af beundring, ofte med kritik, men altid med sympati, og ganske særlig gælder det Rødding." Det kan ikke undre, at Pontoppidan måtte vente forgæves på det svar fra højskolerne, som han vist nok havde håbet på, og at "som helhed vakte hans foredrag alt andet end begejstring i Sønderjylland."⁷

"Fortiden skal hvile," hed det i foredraget. Det er bl.a. det, højskolen skal bruge sin historieundervisning til. Men hvis det er tilfældet, er det så overhovedet historie, højskolen skal fortælle? Og hvis fortiden ikke drejede sig om ret og uret, som Pontoppidan siger, hvad drejede den sig så om? Den drejede sig om tysk og dansk ligeret. Men hvordan kan der være tale om ligeret, når en lille nation står overfor en overmagt som Bismarcks krigsmaskine? Var det ikke netop det prøjsisk ledede Tysklands undertrykkelse af retten, som den blandt andet var udtrykt i paragraf fem, som de sønderjyske førere, ikke mindst Hans Krüger, havde stået på og slået på, mens Nordslesvig var under tysk herredømme? Og henvisningen til næstekærlighedsbudet netop i denne sammenhæng kan jeg ikke se som andet end et naivt udtrvk for Morten Pontoppidans tilknytning til liberalteologien og dens sammenblanding af kristendom og humanitet. Han fortæller i erindringsbogen, at når han blev grundtvigianer med liv og sjæl, så skyldtes det frem for noget andet Hostrups prædikener, især en af dem, som var udgivet i særtryk, om "Guds Rige og det menneskelige". I den aflagde Hostrup ifølge Morten Pontoppidan et kraftigt og aandsmyndigt Vidnesbyrd om, hvorledes Humanisme og sand Religion udmærket kan forliges med hinanden – – –

Thi al glad og lys og skøn Menneskelighed sværmede jeg for: det kunde jeg ikke høre op med: det maatte Gud ikke forlange af mig; og det kunde jeg da heller ikke forstaa, at han vilde forlange. Her fik jeg det bekræftet af den Mand, jeg i saa høj Grad saa op til og havde Tillid til. Hostrup var blevet Alvorsmand og Kirkemand, men han var ikke blevet Mørkemand, ikke livs-fjendsk, ikke indsnævret i Syn og Følelse. Saa behøvede jeg da heller ikke at blive det. Gud ske Lov og Tak! Og dette var altsaa Grundtvigianisme. ⁸

Også i 1921 holdt Pontoppidan altså fast ved det, som han selv kalder "en lykkelig Sammensmeltning af Gudelighed og Menneskelighed."

*

Henrik Pontoppidans forhold til Sønderjylland var et andet og nok så virkelighedsnært. I genforeningsdigtet "Det lyder som et Eventyr" er der ikke som hos Morten Pontoppidan tale om nogen udglatning eller fortielse af, at det virkelig var et spørgsmål om ret og uret:

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge,
seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge.

Men du vil ingen sørgefest! Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Det var virkelig bøddelens hænder, Nordslesvig var sluppet ud al ved genforeningen. Gennem hele Henrik Pontoppidans forfatterskab går som en rød tråd smerten over Danmarks fornedrelse ved tabet af Sønderjylland og angsten for fædrelandets skæbne. "I virke-|196|ligheden," siger Thorkild Skjerbæk i sin bog Kunst og budskab, "er hele hans store forfatterskab en lang deltagelse i det danske folks grænsekamp. Det er det både ved at være et storslået forsøg på at klarlægge vilkårene for folkets liv efter skæbneåret og ved herigennem at blive en livslang kamp med sproget for at gøre dette endnu bedre egnet til at bære og udtrykke dansk sind."⁹

Under nazismens fremmarch var Henrik Pontoppidan klar over, at grænsekampen ikke var forbi med Nordslesvigs genforening; af hans erindringer ses det klart, at han havde en yderst realistisk forståelse af, at nazismen betød en ny trussel mod Danmark, at vi endnu en gang var truet af tysk ekspansion.

På Flensborg Avis havde man da også fulgt forfatterskabet med den største opmærksomhed. Man havde den ene gang efter den anden optrykt hans mindre artikler og noveller i avisens søndagstillæg Nordslesvigsk Søndagsblad, og også efter 1930 blev man ved at trykke artikler af Henrik Pontoppidan under overskriften "Breve fra Landsmænd", og redaktør Ernst Christiansen fik en del protestbreve fra forargede læsere, som våndede sig over de drøje hug, der faldt, blandt andet i den første af fire artikler med overskriften "Randgloser til et og andet i Tiden".

Idealisme og virkelighedstroskab II. Kristendom og kirke

Stenløse Kirkepostil

Morten Pontoppidan har som tidligere påpeget, vedkendt sig at være inspireret af den specielle prædiken af Hostrup, som rent ud bekender sig til en syntese af humanisme og kristendom, til en "lykkelig Sammensmeltning af gudelighed og menneskelighed."

Hans egne prædikener viser sig at leve helt og fuldt op til denne opskrift. I prædikensamlingen Stenløse Kirkepostil, som han udgav i 1909, viser det sig allerede i den første prædiken, til 1. søndag i Advent, 1. tekstrække. Den har overskriften "Vor by og vort sogn". Teksten, der fortæller om Jesus i synagogen i Nazareth, slutter som bekendt med, at Jesu bysbørn driver Ham hen til kanten af det bjerg, som byen ligger på for at styrte Ham ned, – og at "Han gik sin vej midt imellem dem og drog bort". Nu spørger Pontoppidan så, om det mon ikke kunne tænkes, at der netop i Stenløse var en by og et sogn, som havde hjerte- og husrum for frelseren. Han forestiller sig, hvordan det ville blive, hvis folk i sognet, eller blot nogle af dem, blev enige om virkelig at gøre alvor af det og overlade Jesus herredømmet over hjerte og sind, hvis flere og flere lagde sig efter sand kristelig fromhed i sind og tanke, så ville der helt af sig selv komme en ny tid med harmoni og fordragelighed, med ægte venskab og naboskab; uvenner ville række hinanden hånd, "og naar først Jesus havde faaet Hjerterne gjort levende og varme, ja saa vilde med det samme alle gode Kræfter udløses og begynde at sætte gode Ting i Værk. Vi vilde lære den skønne Kunst at gaa frem med forenede Kræfter". Det sidste lyder næsten, som om det var hentet fra en af de første brugsforeningers vedtægter. Men i øvrigt er det jo ikke svært at genkende denne særprægede blanding af vækkelsesjargon, liberalteologiske brokker og almindelige, humant-fornuftige overvejelser, som er karakteristisk for Morten Pontoppidans måde at prædike på.

At der ikke blot er tale om et par løsrevne citater fremhævet i polemisk øjmed, men at det virkelig er en gennemgående tankegang, viser sig, hvis man læser hele prædikenen igennem. Lidt senere i prædikenen nævnes en by ved Rhinen, Steinthal, som ses som et opmuntrende eksempel på, hvordan en by og et sogn har taget imod frelseren og derfor er blevet omskabt "fra en af neppe 600 fattige raa Mennesker beboet Svinesti til en af flere Tusinde lykkelige, aandelig dannede Mennesker beboet Have". Hvor man end ser sig om i denne lyksalige by, der vil man overalt opdage "munter Sundhed og god ydre Orden; Fabrikker og Haandteringer ligesom Mark- og Havedyrkning opliver den hele Dal fra Hus til Hus". Hvad var det, der fremkaldte denne Forandring? Ja, det var dette, at Jesus fandt Indgang. Og kan vi i dag i Stenløse sogn være blot en del om at bede Jesus drage ind hos os, så, og hermed slutter prædikenen, så

kan vi maaske næste Advent være nogle flere, og kan det saaledes efterhaanden vokse sig stærkere, dette Raab: "Jeg Hjertets Dør vil aabne dig, o Jesus, drag dog ind til mig!" Da skal han ganske sikkert drage ind, og Virkningen skal ikke udeblive. I Tidens Løb skal det skønnes, at der er kommen en forandring i Tilstande og Forhold her, hvor vi bor. Vi skal fornemme ligesom et Omslag i Temperaturen og en ny Opvækst af gode Ting. Vi skal faa at se en Ungdom, der ligesom staar op af døde. Og det er Jesus. der har bragt det altsammen med sig. Fordi vi ikke stødte ham ud af vor By, men blev enige om at tage imod ham, saa godt vi kunde, stakkels Syndere, som vi er, derfor har han bragt alt dette med sig - bragt os et Naadeaar fra Herren.

Der er, som antydet før, en del, man kan have sympati for i det, som lidt ubestemt er blevet kaldt Morten Pontoppidans "sognekirkelige syn". Det forudsætter en evne til at dømme og skønne hos den menige mand, som står i modsætning til en statskirkelighed, der til alle tider gør sig bred, men hos mange af folkekirkens nutidige forsvarere er det jo blevet til et hovedløst og åndløst forsvar for demokrati og en proklamering af menighedsrådenes uindskrænkede herredømme. Og det er blevet til en næsten fuldstændig identifikation af folkekirken med den sande kirke. Demokratiet er sandheden, og evangeliets verdslige og humane virkninger er denne sandheds frugter. Kimen til denne demokratisering og til den totale idenfikation af folkekirken med Kristi kirke ligger åbenlyst for dagen i Morten Pontoppidans prædikensamling, også i den adventsprædiken, der her er refereret. Kan vi, ligesom i andelsbevægelsen, blive enige om at trække på samme hammel og tage imod vor Herre i stedet for at drive Ham ud af sognet, så skal virkningen ikke udeblive! Der vil uundgåeligt komme "et omslag i temperaturen og en nv opvækst al gode ting". En ny, sund og forbedret ungdom vil vokse op. Og alt dette kan vi takke vor Herre for. "Fordi vi ikke stødte ham ud af vor By, men blev enige om at tage imod ham, stakkels Syndere, som vi er."

Med det at være syndere, er det, som det kan høres, så som så. For vi er trods alt ikke større svndere, end at vi er i stand til at tage bedre imod vor Herre end de forstokke-|197|de folk i Nazareth. Nej, "Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod." (Matthæus 23, 30). I Morten Pontoppidans prædiken er udtrykket "stakkels syndere" ikke andet end en kristelig talemåde. Evangeliets frugt er, ligesom i Steinthal, "Fabrikker og Haandteringer ligesom Mark- og Havedyrkning," som "opliver den hele Dal fra Hus til Hus". Derfor er heller ikke prædikenens slutning med dens tale om et nådeår fra Herren andet end en from talemåde. Syndens realitet og radikalitet er i enhver henseende forsvundet.

I sin anmeldelse af Stenløse Kirkepostil taler Jakob Knudsen meget præcist om denne mærkværdige dobbelthed hos Morten Pontoppidan:

Der findes i Bogen en Række Prædikener, som aander evig, kristelig Følelse. Der er andre, som falder verdslige og matte ud, og som kun i ringe Grad berører mig religiøst, end sige kristeligt. Og der er nogle, i hvilke findes en Blanding af begge Dele, som ikke er mig tiltalende. Grunden hertil, vil jeg mene, er Pontoppidans rationaliserende Tankegang. Dette modbevises jo nemlig ikke af det Faktum, at der er adskillige Præster, hos hvem den kristelige Tankegang i det Væsentlige er i fuldkommen Orden, men hos hvem den samme Blanding dog findes, ja, hos hvem Følelsen er den rene Verdslighed."¹⁰

For Jakob Knudsen er netop dét den afgørende forskel: det evige liv og verdsligheden. Hos Morten Pontoppidan blandes verdsligt og evigt sammen. I prædikensamlingen sker det på den måde, at verdsligheden er på spil i form af en ganske timelig og udvendig tale om kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed. Timeligt betragtet er disse "søde sager", som Jakob Knudsen kalder dem, selvfølgelig nødvendige for menneskets udvikling, men vrede og strenghed, barskhed, stolthed osv. er det ikke mindre, lige så nødvendige som krydderier i maden. I anmeldelsen henviser Jakob Knudsen til de adskillige steder i prædikenerne, hvor Pontoppidan udpensler, hvor yndigt der ville blive i Stenløse sogn, hvis dets beboere kollektivt tog imod Jesus. Der ville, som det ses i adventsprædikenen, blive fuldt af overbærenhed, hjælpsomhed, venlighed, besøg hos syge og sørgende m.m. "Ja," siger Jakob Knudsen, "skal alt dette tages i almindelig, verdslig Forstand, da vil jeg haabe for det Sogn Stenløse, at der ogsaa alle Dage maa findes en Del Vrede og Hævngerrighed, Misundelse, Stolthed, Paaholdenhed osv., for ellers gaar det til Grunde længe før de andre Sogne i Danmark."¹¹

Det er sentimentaliseringen og verdsliggørelsen af kristendommen og dens grundord, Jakob Knudsen vender sig imod med afsky. Gør man den kristne dyd til noget rent verdsligt og naturmæssigt, bliver den til ækel ensidighed, til "den uappetitligste Sukker- og Suttemad, der ganske vilde ødelægge Menneskeheden, om denne ikke fik andet at leve af." En sådan, verdsliggjort kristendom kan ikke blive til andet end fordærv for menneskene, fordi den gør det tvetydigt, hvad der er det egentlige indhold af kristendommen, ligesom den giver et forvrænget billede af den Gud, evangeliet forkynder. Den gør Gud til en gammel, huldsalig bedstefar, der forkæler og fordærver børnebørnene med kæleri og sukkergodt. Gud er faderen, der opdrager sine børn med kærlighed – og strenghed og lader dem mærke, at loven ikke overtrædes ustraffet. Den forkyndelse, man oftest møder, er den sukkersøde, den verdsliggjorte, som i virkeligheden afskaffer kristendommen. Kun i evig forstand er alle de positive betegnelser sande. Verdsligt forstået kan man med lige så fuld ret hævde, at Gud er ukærlig som at Han er kærlig. Her er det, Jakob Knudsen nævner sit berømte og berygtede eksempel på Guds "inhumanitet," jordskælvet i Messina, som han ville ønske, at samtidens kælne og sentimentale præster og lægprædikanter kunne have været vidner til, så de kunne blive belært om, at "Gud hverken er kærlig eller barmhjertig i almindelig forstand. – Og Gud være priset, at han ikke er det"!¹²

Det fatale hos Morten Pontoppidan er, set med Jakob Knudsens øjne, at han ikke vil tage loven i dens radikale strenghed alvorligt. Det skyldes ikke, at han mangler "idealitet," men at han vil bruge loven som almindelig samfundsmoral, men "som saadan duer den imidlertid slet ikke – strider endogsaa aabenlyst derimod."¹³

Henrik Pontoppidans kritik af kirken og gejstligheden

Kirken og dens Mænd

Trods sin i og for sig sympatiske skepsis overfor statskirkeligheden og sin forståelse af sognemenigheden ikke som den levende menighed, men "den levende Guds menighed" er der ingen tvivl om. at Morten Pontoppidan i egentligste forstand var en "kirkens mand." En af de meget få gange Henrik Pontoppidan omtaler sin storebror er i et brev fra 1931, hvori han takker en bekendt, som har sendt ham et kondolencebrev i anledning al Mortens død:

Tak for Deres deltagende Hilsen i Anledning al min Broders Død. Hans Bortgang er et Tab for Landet, især for Kirken, som han tilhørte med Liv og Sjæl. For mig personlig betød han ikke særdeles meget. Trods Broderskabet levede vi hver i sin Verden, og havde hverken mange Tanker eller Følelser tilfælles, hvorfor vi heller ikke så meget til hinanden. Men nu, da han er død, vil jeg alligevel savne ham. Han var den sidste af mine 6 Brødre, og den af dem, der en Gang stod mig nærmest.

Brevet er typisk for Henrik Pontoppidan. En vedkenden sig slægtskabet og det, brødrene har haft fælles. Men samtidig en nøgtern erkendelse af, at de levede i hver sin verden og senere i livet ikke havde ret meget til fælles. Morten tilhorte kirken med liv og sjæl, og hans dod er et tab for den, siger Henrik Pontoppidan. Hvad er det da for en kirke, han taler om, og hvad mener han selv om den? Det kan man f. eks. læse om i det foredrag om "Kirken og dens Mænd," som han holdt i Aalborg i januar 1914. og hvis manuskript han senere samme ar udgav som en lille, selvstændig bog. Det er, som Søren Kierkegaards "øieblikket," et angreb pa præsterne som stand, som præsteskab, som "gejstlighed," et opgør med den "officielle" gudsdyrkelse.

Han begynder med en beskrivelse af en teologisk embedseksamen med al dens opstvltethed. og af ordinationen, som han selv har oplevet den, og konstaterer, at |199| hverken ordinationen eller præsteindsættelsen med al deres højtidelighed længere giver nogen mening. "Den virker som en uærlig Bestræbelse for trods al Emancipation at opretholde Forestillingen om Præsten som den priviligerede og inspirerede Sandhedsforkynder. – – – men nu er den unge Kandidat altså bleven Præst, og hver Søndag udvikler han fra Prækestolen sine Privatmeninger for Menigheden." Det er meninger, private anskuelser om dette og hint, som nutidens præster bringer til torvs, og på denne baggrund virker højtideligheden ved deres ordination og indsættelse som hul patos. Som det bemærkes hen imod foredragets slutning: "Flertallet af vore Præster er Folk med visse Meninger, visse kirkelige Anskuelser, og når de behandler Religionen som Samfundsanliggende, kan de blive meget veltalende." (s. 25 - 26). Og dog har præsterne, i hvert fald på Pontoppidans tid, bevaret deres privilegium og anseelse, i det mindste blandt jævne mennesker.

Hvis de så endda havde, som han siger, "den klippefaste Tro, der gør Sindet rigt og skaber den store Patos," så var det endda til at forstå. "Men sådan er det jo slet ikke. Man må tværtimod ofte spørge, hvordan det i Grunden forholder sig med Størstedelen af vore Præsters Tro, om de overhovedet har nogen, eller om de ikke - som så mange, der står udenfor Kirkesamfundet -har slået sig tiltals med visse religiøse meninger, visse kirkelige Anskuelser, som de så ved given Lejlighed med egen Magtfuldkommenhed kanoniserer." (s. 12 - 13). Man kan vanskeligt undgå, især ikke, hvis man kender lidt til Pontoppidans øvrige forfatterskab, at mærke en brod mod grundtvigianismen og dens kanoniserede meninger og "kirkelige anskuelser." Og kender man det øvrige forfatterskab, vil man også vide, at det ikke er Pontoppidans mening at granske præsternes hjerter og nyrer, men derimod at spørge, om de med alle deres meninger og anskuelser har et eksistentielt forhold til den kristendom, de forkynder, eller om de blot, som det siges senere i foredraget, skildrer vejen til himlen "von Horensagen." (s. 26).

Men selv om det nu også forholdt sig sådan med de præster, forfatteren kender fra sin barndom, at de var en slags "gejstlige proprietærer," så havde også de til tider deres sjælekampe. "Det var blot ikke Studerekammer-Anfægtelser; det var den gamle, reelle Strid med Kødet og dets Dæmoner." (s. 13). Han nævner som et eksempel en jysk præst, som han selv har givet et billede af i nogle af sine mindre fortællinger. Denne præst skildres som en livsnyder, der elsker bordets glæder og er indehaver af den bedste vinkælder i stiftet. Han har giftet sig til en vis velstand og nægter sig ikke nogen af denne verdens nydelser. Den fiktive fortæller beretter, at han flere gange selv har båret lygten, når præsten sanseløst beruset har måttet bæres hjem til præstegården. Pontoppidan læser videre i fortællerens, den gamle skolelærers, erindringer: "Men har jeg nu meddelt dette, så skal det også siges, at han Dagen efter kunde stå på Prækestolen som en sand (kids Stridsmand, lutret i Bøn og Anger, og tale så varmt og hjertegribende, at Menigheden gik opløftet bort. Den præstelige Nimbus, han til daglig omgav sig med, sank ganske af ham, og han stod der i sin nøgne Menneskelighed, en arm og usselig Synder for Gud og vor Frelser. Tårerne strømmede ned ad hans Kinder, og hans Stemme bævede som et angrende Barns, når det står for sin Fader."

En sådan præst, siger Pontoppidan vil man vanskeligt få at se på en prædikestol i vore dage. Nu hører man i kirkerne fortrinsvis fromme betragtninger eller prædikener, hvis indhold er overvejende moraliserende. "Man kan gå fra Kirke til Kirke Landet over og sidde der Søndag efter Søndag som opmærksom Tilhører uden at få et Ord at høre, der fortæller om en selvstændig indre Oplevelse af Betydning eller blot en virkelig dyb, personlig Grebethed." (s. 16). Om den strøm af opbyggelig litteratur, der hvert år strømmer ud fra de danske præstegårde, gælder, at den har det samme fattige præg. Det sker yderst sjældent, at man støder på "en Personlighed, der bærer Mærker efter en Korsfæstelse af ånden eller Kødet, eller på Udtryk for virkelig Glæde, den ægte og dybe Glæde, der alene vindes gennem Kamp og Lidelse."

I forlængelse heraf fortæller forfatteren om Grundtvigs natlige anfægtelser i Yindbyholt kro. som han ofte er kommet til at tænke pa. fordi han flere gange er kommet forbi stedet på den årstid, da Grundnig overnattede der. Det undrer ham. at ikke en gang Grundtvigs egen menighed har følt tilskyndelse til at rejse en mindesten ved dette hans via dolomsa. Han kalder ligefrem begivenheden "en af de betvdningv fuldeste Tildragelser i vor mere Historie." For "af disse Optrin i Rønnede og Yindbyholt Krostuer får \i at vide, under hvor barde Fødselsveer det religiøse Liv hos Grundtvig vågnede til fuld Be\idsthed." (s. 20). Han citerer fra et tilfældigt opslag i Grundtvigs Yerdenskrønike fra 1812, hvor han taler om den nogle år tidligere udkomne Evangelisk - Christelige salmebog. Man har "uddrevet Djævelens Navn af Bogen, uden at kunne drive ham af Verden; man har slettet Helvede, uden at kunne tilintetgøre det...." Men for Grundnig selv er Himmerig og Helvede, død og opstandelse, ikke længere talemåder. "Fortabelsens Gru er ikke mere et Begreb, som der kan tvistes om - han har selv følt den - og Djævelen er ikke længere bare en Talefigur men er bleven den skinbarlige Satan, som han har kæmpet med og tilsidst overvundet ved Knæfaldet omkring Alteret i sin Fars Kirke." (s. 22). Det er denne situation, den anfægtede Grundtvig, som er skildret på Carl Thomsens billede, hvor han sidder på knæfaldet i L'dbv kirke i sit rejsetøj med den knyttede venstre hånd trykket ind mod panden. Henrik Pontoppidan har instinktivt fornemmet, at dette er den ægte Grundtvig, ikke arstallenes. ikke vennemødernes Grundtvig, men den, der som Luther i klostret har kæmpet med den skinbarlige Satan selv. Dette billede af den anfægtede Grundtug får Pontoppidan til at mindes den gamle sjællandske biskop, som en gang sagde: "Gid min højre Hånd må visne, om jeg sletter en Tøddel af Luthers Lille Katekismus." Og han tilføjer: "Det er Troens passionerede Sprog. Sådan taler dens sande Væsen." (s. 24).

Nu skal man dog ikke tro. at det har været forfatterens mening, at stille sig op som den. der vil forherlige den gamle lutherske rettroenhed. Han er tværtimod sikker pa. at det, han kalder "den augsburgske dogmekirke," er pa vej mod sin endelige opløsning. Men pa den |200| anden side har han ikke den mindste tiltro til "den rationalistiske Narresut, man nu igen vil trøste os med. Dette fornyede Tilløb til en Kirkerensning, dette altfor fredelige Forlig med Fornuften kan overhovedet ikke vække store Forventninger hos nogen, der kender Hjertets inderste Trang. For så billigt Køb, i så stor Magelighed udleverer Tilværelsen heller ikke sine Hemmeligheder." (s. 25).

Her vender Pontoppidan tilbage til det, der var foredragets egentlige ærinde, at "den, der søger til Kirkerne for at hente religiøs Oplysning, for at vinde Kundskab om Tilværelsens skjulte Visdom - hvad Religionen dog væsentlig er - han bliver i Almindelighed ladt sørgeligt i Stikken... hvor en Præst forsøger sig med et mere personligt Vidnesbyrd, sidder man gerne med en dobbelt flov Fornemmelse, fordi det altfor tydeligt mærkes, hvor fattige og intetsigende de Erfaringer er, han taler af, - at han aldrig en eneste Gang har stået overladt til sig selv i de øde Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gådefulde Hinsides, aldrig har kendt et af disse dybt ensomme øjeblikke, der skaber et Menneskes Tro og Tvivl" (s. 26-27).

Henrik Pontopppidans anliggende med foredraget er tydeligt nok ikke rent antiklerikalt - eller at overveje, hvordan man kan overvinde den dunkle periode i Danmarks Historie, hvor kirken og præsterne har haft et afgørende ord at sige. Hans anliggende er derimod at spørge, hvor og hvordan man fortsat kan "vinde Kundskab om Tilværelsens skjulte Visdom, hvad Religionen dog væsentlig er." Man kan diskutere, hvordan dette udtryk, "religiøs oplysning," skal forstås. Det kan naturligvis opfattes, som om Henrik Pontoppidan ser kirkens anliggende som det at sørge for almindelig, human livsvis-dom eller "livsoplysning." Men af det, han tidligere har sagt i foredraget, er det dog klart nok at det ikke er noget sådant, han efterlyser hos kirken og dens mænd. Det, han savner, er eksistentiel alvor og grebethed, at man kan mærke, at den, der taler til en, er et menneske, for hvem evangeliet gælder liv eller død, en, som har "stået overladt til sig selv i de øde Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gådefulde Hinsides." (s. 27). Hvis man tørster efter "religiøs oplysning," som Henrik Pontoppidan kalder det, så må man søge andre steder hen end til kirken. Denne oplysning forestiller han sig, ved foredragets slutning, skal komme fra "Forskeres og Tænkeres stille Stuer." Det kan man så diskutere, men det ændrer ikke ved, at Pontoppidan med sit foredrag retter en præcis kritik mod den kirke, som med al sin liberalitet er blevet til statskirkelighed, og mod de præster, der betragter prædikestolen som et sted, hvorfra almindelig human livsoplysning skal tilflyde deres undrende sognebørn.

Disse præster, der fører sig frem med en besynderlig blanding af ærværdig embedsmandspatos og liberale synspunkter, skildrer han med karakteristisk ironi i et ofte citeret sted på bogens næstsidste side. De står, med alle deres liberale og humane ideer, på deres op-højesde sted, "i Menighedens øjne omskinnet af Kirkens tusindårige Autoritet og med et lige uantastet Privilegium som Forkyndere af de evige Sandheder. De står der under den billedskårne Lyd-himmel i deres lange, sorte Kjortel og med den hvide Pibekrave, der skinner i Halvmørket som en Helgenglorie, der er faldet dem ned om Halsen, fordi Hovedet har været for lille." (s. 29). Tusindårig autoritet, evige sandheder. Man kan møde en lignende kritik mange andre steder. Men er Pontoppidan da en almindelig antiklerikal kulturradikal? Nej, det er han, som allerede sagt, ikke. Det er tydeligt nok, at der som en rød tråd gennem hans skønlitterære værker går en mere eller mindre ulykkelig kærlighed til den kirke og den præstestand, han selv er et barn af. Netop med hans nøgterne og ædruelige forhold til virkeligheden måtte denne kærlighed i overvejende grad blive ulykkelig. For hos sin samtids kirke og gejstlighed sporede han ingen lidenskab, ingen ægte anfægtelse, ingen bange spørgen efter det, der er sandhed for mig, ingen fortvivlet rækken ud efter evangeliet som det sidste halmstrå.

Isbjørnen

Enhver præst, der skiller sig ud fra eller gør oprør mod denne linde grød af gejstlig talekunst og sentimentalt effektjageri, vil ifølge Hen-
rik Pontopppidan løbe panden mod en mur af middelmådighed, kirkeligt karrierestræb og letfærdig omgang med sandheden. En sådan, ganske \ist karikeret præstetype har han skildret i fortællingen Isbjørnen fra 1887. hvor han skildrer den teologisk lidet bevandrede, men ægte menneskelige Thorkild Muller, som efter med nød og næppe at have toget embedseksamen lader sig forvise til Grønland, far hjemve og vender tilbage som præst i to små, danske landsogne. Efterhånden løber han sig sa mange stavere i livet, at. ikke menigheden, men kollegerne beslutter, at han skal fjernes.

Thorkild Muller er en oprører, en kirkelig anarkist, der ligefrem har syslet med planer om at "rejse en almindelig Kamp i Folket for at bryde Velærværdighedens Tvranni. Han kunde undertiden formelig fnyse af Stridslyst. I hans Svner vrimlede det med smaabitte arrige Præsteskikkelser, der skreg op imod ham med truende Fagter: og idet han i sin Fantasi saae den hele. sorte, pibekravede Bande troppe op, Geled bag Geled, med de fløjls-mavede Bisper paa Fløjene, kunde der tændes det samme vilde Glimt i hans øje, den samme Glød paa hans Kind som i gamle Dage under de hidsige Renjagter paa de store Højsletter under Indlandsisen." (s. 50). Endnu et sted i novellen møder vi flokken, som vi kender fra foredraget, dem. der ser ud, som om pibekraven er "faldet dem ned om halsen som en helgenglorie." Det er i slutningen, da biskoppen er blevet tilkaldt for at eksekvere dommen over den umulige præst. Der skal holdes gudstjeneste i kirken, og flokken har allerede indfundet sig. "Med de snehvide Pibekraver anbragte de sig paa de to Rækker Rørstole i Koret og kastede herfra strenge Blikke udover den vildledte Menighed." Gudstjenesten må begynde uden sognepræsten, som ikke er kommet. Biskoppen selv leder altertjenesten. "Men det rørte Menigheden, saa mange fik Taarer i øjnene. Idet hans smukke, velskolede Stemme lød hen over deres Hoveder, grebes de af en egen Højtidelighed, en Følelse af Tryghed og Fred, som de ikke længe havde kendt. Det var, som om milde Engle igen tog bolig herinde under de genlvdende Hvælvinger, fra hvilke |201| Thorkild Muller havde skræmmet dem bort med sin frygtelige Bas."

Thorkild Muller kommer ikke. I løbet af Natten er han rejst sin vej og har efterladt sig nogle ord kradset på sin dør med Kridt: I har de Tyranner, som I fortjener.

Det er ikke Henrik Pontoppidans anliggende at forkynde evangelium. Thorkild Muller er en fortegnet person, en karikatur, som Pontoppidan bruger i sin afklædning af den hykleriske, karrierestræbende gejstlighed, den pibekravede flok med dens madstræb, dens sans for embeder og for magtspillet i det kirkelige hieraki. Således er også nogle af novellens andre personer karikerede. Det gælder den fornemme bisp med den velskolede stemme og de beroligende ord. Og det gælder Thorkild Mullers kapellan, pastor Ruggaard, bondesønnen, der oprindelig hed slet og ret Niels Peder Madsen, men senere har forandret sit navn, først til Ruggaard -Madsen, så til Madsen-Ruggaard og siden til Ruggard alene. I denne skikkelse har Pontopppidan nedlagt al sin afsky og foragt for det danske præsteskab, forstået som "gejstlighed:" Det hedder om kapellan Ruggaard: "En ganske tilsvarende Forvandling (som med navnet) var samtidig foregaaet med hans Person. Den rødmossede og firska-arne Bondedreng var efterhaanden bleven blegladen og fed; det store, runde Hoved var sunket ned mellem Skuldrene, og de farveløse øjne stirrede frem med et nærsynet, stikkende Blik. Som han sad der indhyllet i den graa Slobrok med sit hvidgule, ganske kortklippede Haar, sine store, runde Briller, sin flade Næse og fuldkommen blodløse Hud, lignede han en Maddikke, en af disse blege, lyssky Ormeskabninger, der indfinder sig overalt, hvor Raaddenskaben begynder, og som -set i Mikroskop - synes at stirre En i Møde med et Par store, dumme og graadige Hornøjne." (s. 45).

Ambitiøs er kapellan Ruggaard selvfølgelig også. Mens man i kirken venter på Thorkild Muller, vandrer han rastløst frem og tilbage oppe bag alteret, strålende af forventning og Triumf. "Han saae sin Fremtid for sig i et dybt og straalen-de Perspektiv, der endte i selve Slotskirken i København, hvor han - Landsbydrengen, den foragtede og latterliggjorte Bondestudent -stod for Alteret i Bispeornat, med guldbrokades Messehagel og Kommandørkorset om Halsen. Og hans Sjæl var fuld af Taknemmelighed, hans øjne af fromme Taarer." (s. 52).

Man kan ikke undgå at mærke Pontoppidans fryd ved at udmale og hudflette den danske gejstlighed på denne måde. Han får virkelig luft for sin harme og afsky. Vel er det karikaturer, men det er vellignende karikaturer. Enhver kan jo i sit stille sind genkalde sig de gejstlige personer, han kender, og vurdere, hvor overdrevent tegnede Pontoppidans personer er -og om de har mistet deres aktualitet i dagens danske folkekirke.

Naturligvis rammer disse karikaturer ikke direkte Henrik Pontoppidans bror, Morten. Men det ændrer ikke ved, at han, også set med broderens øjne, hører til den statskirke, som denne retter sit angreb imod. Han hører til i den "officielle kristendom," hans embede er et af de "tusind levebrød," som Søren Kierkegaard taler om i tidsskriftet Øieblikket.

Digteren og præsten

At det sidst sagte ikke er grebet ud af luften, mener jeg f. eks. kan ses af den første artikel fra Øieblikket nr. 7 fra august 1855 med den noget omstændelige overskrift Hvorfor elsker "Mennesket" fremfor Alle "Digteren?" og Hvorfor er, gudeligt, just "Digteren" den Allerfarligste? (S. V. 19,215 - 216). Svaret gives i artiklens to første linjer: "Svar: just derfor er Digteren, gudeligt, den Allerfarligste, fordi Mennesket frem for Alle elsker Digteren." Men åndeligt betragtet er det naturlige menneske sygt, det er en selvbedrager, og ingen er bedre egnet til at få mennesket til at forblive i selvbedraget, ja at befinde sig hjertens vel i det -end netop digteren.

Om digteren gælder, siger Kierkegaard, at han "forholder sig kun til Indbildningskraften; han fremstiller det Gode, det Skjønne, det Ædle, det Sande, det Ophøiede, det Uegennyttige, det Høimodige o.s.v, i Stemning, paa Indbildningens Afstand fra Virkelighed." Det er præcis, hvad Morten Pontoppidan gør i sin adventsprædiken. Han udmaler, hvor yndigt det ville være, hvis idealet blev virkeliggjort. Han befinder sig i, hvad Kierkegaard kalder "Stemning," paa "Indbildningens Afstand fra Virkelighed." Morten Pontoppidan er i virkeligheden snarere digter end præst. Men hvad om der i stedet taltes sandt gudeligt om virkeliggørelsen af budet? "Hvis det derimod brag-tes mig saa nær, at det ligesom vilde tvinge mig til at gjøre det til Virkelighed, fordi den, der fremstillede det, var ingen Digter, men en Cha-rakteer, et Sandhedsvidne, der selv gjorde det til Virkelighed: frvgte-ligt, det var jo ikke til at udholde!" Men nu er det altså, i hvert fald i adventsprædikenen, digteren, der udmaler idealet og dets virkeliggørelse - og ikke præsten, sandhedsvidnet, der selv gjorde det til virkelighed, eller i det mindste indrømmer, at han ikke gjorde det.

Morten Pontoppidan er, som Jakob Knudsen også nævner det i sin anmeldelse, en formens mester. Det er en nydelse at læse hans prædikener. De glider let ned. de anfægter ikke, bringer ingen ud pa "existenstsens spidse." De er ikke holdt af et menneske, der som Grundtvig i Vindbyholt kro har ka*mpet med den skinbarlige Satan. Morten Pontoppidan gør med bravour det kunststykke, som digteren ifølge Kierkegaard gør: "Det. som, hvis det skal gjøres til Virkelighed, vil blive den forfærdeligste Lidelse, det faaer Digteren behændigt forvandlet til den fineste Nydelse." — Digteren hykler med Mennesket - og Præsten er Digter, som vi nu have seet: saa bliver altsaa den officielle Gudsdvrkelse: at hykle; og det er for at naae dette store Gode, at Staten naturligvis ikke betænker sig paa at give Penge til."

Skal man undgå hykleriet, siger Kierkegaard, så er det mindste, der må ske, at præsten gør tilståelsen, "at dette dog egentligen ikke er Ghristendom - ellers har vi Hykleriet." Derfor er det alligevel ikke helt rigtigt, siger Kierkegaard, hvad der står i overskriften, at det er digteren, der, gudeligt, er den allerfarligste. For den virkelige digter giver sig jo ikke ud for at være mere. end han er - digter. Hvad der er uendeligt farligere, siger Kierkegaard. og her bruger han spærrede typer, det er, at En, der kun er Digter, ved at være som det hedder Puest, giver sig i Udseende af at være noget langt Alvorligere og Sandere end Digteren, og dog kun er digter. Dette er Hykleri i anden Potens. Derfor behøvedes der et Politi-Talent, som, just ved at nævne |202| Ordet, ved at sige sig kun at være en digter, kunde komme bagved alt dette Formummede."

Det kommer mig for, at Kierkegaard i den lille øiebliks-artikel præcist har ramt det, som er den afgørende forskel på de to brødre Pontoppidan. Morten Pontoppidan viser sig i sine prædikener at være - digter. Han giver det udseende af at være noget langt Alvorligere og Samlere end digteren, og dog er han kun digter. Han udmaler det gode, det skønne, det ædle o.s.v., det, som i et sandhedsvidnes mund ville være frygteligt, ikke til at udholde.
Henrik Pontoppidan derimod giver sig ikke ud for andet end digter. Og netop som sådan bliver han, med sit foredrag og sine litterære præsteportrætter, et stadigt og vedvarende horn i siden på den statskirkelighed, som, omend i lidt andre gevandter, plager folkekirken i vor egen tid. Og han er en ubarmhjertig afslører af gejstlig opblæsthed og karrieremageri. Han er ikke forkynder, men han peger, med sine eksempler på prædikanter, der befinder sig, ikke på stemningens afstand, men i "grænselandet mellem denne tilværelse og det gådefulde hinsides," på forkyndelsens sted. Han er, hvad Kierkegaard selv ønskede at være i sin samtid, "et Politi-Talent, som, just ved at nævne Ordet, ved at sige sig kun at være en Digter, kunde komme bag ved alt dette Formummede."