Georg Ebers: "Et Ord"

[Af Erik Skram]

Kjøbenhavn, den 18. Juli 1883.

Literatur. Georg Ebers: "Et Ord", Roman, 484 Sider, oversat af Otto Borchsenius. Har den tyske Fortællers tidligere store Bøger her i Landet fundet en Mængde Læsere, ogsaa efter at han har forladt sit oprindelige ægyptisk-persiske Omraade, saa maa denne tykke Bog sanke ham Velyndere i ikke mindre Antal. Den er af liljeren Uskyldighed. Vi er i det sextende Aarhundrede i en stor Skov i Schwartzwald, to Børn samle Kvas, Drengen er ni Aar, kraftig bygget, og "under hans blonde, smukke, krøllede Haar saa et Par store, blaa Øjne trodsig ind i Verden"; Pigen er nogle "Somre" yngre og danner i enhver Henseende en Modsætning til ham: "en fin lille Skabning med spinkle Lemmer, blege Kinder og kulsort Haar." Han hedder Ulrich og er Søn af den ædle, kæmpestærke Smed Adam, der paa Grund af huslige Sorger (hans Kone er løbet fra ham) har nedsat sig paa Galgebakken udenfor Byen mellem de foragtede og er bleven Nabo til den ædle og lærde Jøde, Doktor Costa, der er Fader til den lille Pige Ruth, som er født af en kristen Kvinde og – naturligvis – ikke opdraget som Jødepige, thi Dr. Costa er selv ikke meget langt fra at være kristen. Han har fortalt sin lille Datter, at det, han søger i sine mange store Bøger, er "et Ord", og dette løber nu rundt i Børnenes Hoved der ude i Skoven og vedbliver fremdeles under Ulrichs senere mærkelige Skæbne at sidde uslideligt fast derinde: det, det i denne Verden kommer an paa, er at finde det rette Ord. Han kan dog egentlig ikke siges at søge efter dette "Ord"; men efterhaanden som Livet bringer ham under forskjellige Vilkaar, og det gjør det i stor Mangfoldighed, tager han med ikke ringe Udviklingsevne "Ordet" fra det nærmest liggende og beholder saa det fundne, indtil det gaar ham galt paa denne Led, og noget andet viser sig. Helt galt gaar det ham for øvrigt aldrig; han har tværtimod et overordentligt Held med sig, og det er i det hele noget, der udmærker denne omfangsrige Bog, at der ikke dvæles ved Livets Skyggesider. Det benægtes ikke, at de er til, men man kommer med velgjørende Lethed over dem. Der hersker et intensivt Solskin i "Et Ord", der breder sin smilende Klarhed ogsaa over Ting som Jødeforfølgelse, Flugt, Kamp og Død, Inkvisition, Kjærlighedsulykke, spanske Kongers Troløshed, undløbne Koners vidtløftige Levned med slemme Landsknægte, Byers Plyndring og Sønners Forskydelse – alt gaar helt glat og uskyldigt til, og der er ikke en Sætning i Bogen, som kan ramme selv den følelsesfuldeste Lærerinde med noget, der har mindste Lighed med Smærte. Det er den behageligste Læsning, det er muligt at skaffe unge Kvinder. Alle de optrædende er ædle Mennesker. Selv de, der gjør ondt, gjør det i Kraft af deres Hjærtes rige Følelse for det gode, og alle gaar det til Slutning godt. Nogle maa jo ganske vist dø, men det er saa ubetinget til Gavn for dem selv (og Fortællingen), at det er umuligt i den Anledning at føle Sorg. Bogen bør ogsaa læses for dens Livligheds Skyld. Vi begynde med spændende Begivenheder i Schwartzwald, der virkelig et Øjeblik true med at bringe Skildringer af Nød og Elendighed over os, men det varer kun kort og løses paa den mildeste Maade med den gamle Jødes smukke Død, og derefter drager Drengen Ulrich med den ædle nederlandske Maler Moor til Madrid. Ordet er her "Lykke" (Drengen tror rigtignok at have mistet alle sine kjære, men det gjør ikke noget), og Philip den anden og Don Juan, udmærkede Malere, dejlige, ædle, muntre eller alvorlige Kvinder, der taler om Kunst, saa at man kan lære noget deraf, er den Omgang, Drengen faar. Saa kommer der paa ny en lille Sky paa Bogens Himmel. Endog Inkvisitionens Rædsler optræder i nogle forbiløbende Sætninger, og vor Ven Ulrichs Sjæl bliver "mørk og bitter". Men ti Linjer efter vender den gamle Livskraft tilbage i ham, og i en Fængselsnat skinner det klareste Lys i hans Sjæl: Ordet bliver "Kunst". Han er nu atten Aar, kommer fri, faar Penge nok, og bestandig den mest udsøgte Omgang med brave og fint dannede Mennesker. For at blive en rigtig stor Kunstner gaar han saa til Venedig. Her udmærker han sig ganske vist under Tizzians Øjne, men han har desværre givet et uoverlagt Løfte til en ung ædel Pige i Madrid, hans Mesters Datter; det plager ham, og han fører hvad man i andre Bøger vilde kalde et udskejende Liv. Det hedder det dog ikke her. Ebers kalder det fint "Malstrømmen" og lader det blive ved en Antydning om en Kurtisane, som Hr. Ulrich oven i Kjøbet maa løbe fra i det gunstigste Øjeblik, fordi han, medens han var ude for at se efter Gondolen, som skulde hente dem, blev noget længe borte. Han havde maattet slaa en meget fornem Mand ihjel, som var hans Medbejler, og den smukke Claudia udbryder da: "Bort, bort ulyksalige!" Saa gaar han til Florents og søger Adspredelse ved Spillebordet. Han vinder bestandig, men øser Pengene bort. "Guldet var intet for ham". Efter den fastsatte Frist sætter han paany Kaasen mod Madrid, men lider her et afgjørende Nederlag, idet han nu ikke længer dur som Maler, og den unge Pige, hans Brud, vil i den Anledning ikke giftes med ham. Der gaar her et jordisk Aandepust gjennem Bogen. Ulrich faar et hæftigt Begjær til Pigen, men det er nu for sent, og han udbryder: "Det er ude med min Lykke som med min Kunst!" Et Kvarter efter er han Don Juans haandgangne Mand, og i næste Kapitel – to Aar efter – deltager han i Slaget ved Lepanto, der paa ti Sider fortælles i Præsensformens livlige Stil. Ulrich er bleven en vældig Krigsmand. "End ikke den dristigste vover at yppe Kiv med ham, Døden hænger ved hans Sværd osv., og dog er hans Hjærte ikke haardt. Med aaben Haand uddeler han Vinding og Bytte. Alle nødlidende ere visse paa hans Hjælp". "Ordet" er en "Berømmelse". Han smager i rigt Maal Berømmelsens Sødme, siges der, og paa næste Side er han i de oprørske Nederlande. Her bliver han Anfører, indtager Byer, og Ordet bliver "Magt", han finder sin Moder igjen som "Sibylle" i Lejren. Det frie Liv snart som en Løjtnants Elskerinde snart som en Kaptejns synes at have haft en gavnlig Indflydelse paa denne Dames aandelige og legemlige Tilstand, hun deltager i Mændenes Raad, beundres for sin Skjønhed (hun kan ikke være langt fra de femti) og agtes for sin ædle Karakter. Saa bliver hun ret belejlig taget af Dage, ligesom Ulrich skal til at finde sin Fader igjen og hos ham Ruth, den ædle, unge Kvinde, hvem han legede med som Dreng, og som trods hans formodede Død bestandig har elsket ham siden. Dette Møde volder dog nogle Vanskeligheder, thi den gamle Smed Adam er bleven Nederlænder og hader Spanierne, som Ulrich tjener, han forbander Sønnen, men da saa heldigvis nogle Sider senere Ulrich bliver dødelig saaret under Stormen paa Antwerpen, hvor Adam bor, kommer Forsoningen i Stand. Ulrich bliver rask paany, giver sig igjen til at male, bliver en stor Kunstner, gifter sig med Ruth, og Ordet er nu "Kjærlighed".

Som man af dette korte Referat vil have set, gaar der en smuk Aand gjennem Fortællingen, men den rette Nydelse deraf kommer naturligvis først ved Læsningen. Der er uforlignelige Steder i denne Bog, virkelig klassiske Ting, som man skulde forsværge mere at kunne støde paa i den "Literatur", der gives en i Hænde. Blot saadan en lille Begyndelse til Skildringen af Kampen om Antwerpen gjør godt: "Kanonerne tordnede, Feltslangerne bragede, Musketterne og Hagelbøsserne knaldede højt, og med den bedøvende Larm af Skydningen blandede sig Stormklokkernes uhyggelige Klemten og de til Kampen ilende Soldaters og Borgeres vilde Skrig. Alle greb til Vaaben, Butikkerne lukkedes, Hjærterne standsede deres Slag af Angst eller bankede hæftigere i Raseri og Forbitrelse" osv. – Men Slaget ved Lepanto er dog maaske det bedste.