Morten Pontoppidan
Morten Oxenbøll Pontoppidan, Præst, Forfatter, er født i Ribe 3. Jan. 1851. Han blev 1876 pers. Kap. ved St. Olai Kirke i Helsingør, men tog 1878 sin Afsked for at overtage Frerslev Folkehøjskole, som han 1880 flyttede til Hjørlunde. Men han, der hidtil havde været Grundtvigs tro Discipel, blev nu paavirket af hele den aandelige Retning, som i Halvfjersindstyverne paastod at være Bærer af Friheden og Fremskridtet. I Forening med F. Falkenstjerne stiftede P. et Blad "Tidens Strøm", der nu skulde hjælpe til at løse den Opgave "at forene Kristendommens Verdensherredømme med aandelig Frihed". Da P. nu ligefrem forkastede Paastanden om Trosbekendelsen som et Ord af Herrens Mund, vendte Grundtvigianerne sig imod ham med saa meget større Forbitrelse, som de havde næret store Forhaabninger om ham, hans Højskole maatte gaa ind af Mangel paa Elever, og han tog til København, hvor han forgæves søgte at grunde en ny Skole. Han ansaas om end med Urette for en udpræget Rationalist og kunde vanskeligt faa Adgang til nogen Prædikestol. Hvad der end mere isolerede ham, var hans hensynsløse politiske Optræden, der endog 1887 skaffede ham tre Maaneders Fængselsstraf. Han bar dog 583 al denne Modgang med ukuet Mod. Allerede tidligere havde han udgivet adskillige opbyggelige Skrifter, der med god Grund havde vakt Opmærksomhed. Nu begyndte han 1893 et Tidsskrift "Frit Vidnesbyrd" (en Del af de deri indeholdte Artikler er siden udgivne under Titlen: "Aldrig fortvivle"). Biskop Fog, der havde et aabent Øje for alt, som var friskt og oprindeligt, fandt da, at en saadan Forfatter ikke maatte gaa tabt for Kirken, og 1894 blev han Sognepræst for Hagested og Gislinge, 1898 for Greve og Kildebrønde og 1902 for Stenløse og Viksø. Han indtager en særegen Stilling i den danske Kirke; snart synes han mere konservativ end de konservativeste, snart yderlig radikal. Men hans stærke Personlighed synes dog at kunne forene det tilsyneladende modsigende. Faa fører en hvassere Pen end han, naar han er paa Krigsstien, og det er han ofte; men faa raader ogsaa over dybere og renere Toner end dem, der møder os i hans opbyggelige Skrifter.
L. K.
