Bredsdorff om Schaff

En grundig eftersporing i Polyteknisk Læreanstalts arkiv har vist, at der ikke – i de år, Henrik Pontoppidan studerede ved Læreanstalten var indskrevet nogen student, som bar navnet Schaff eller Schaffalitzsky hverken som efternavn eller mellemnavn. Blandt de personer, som forlod Polyteknisk Læreanstalt uden eksamen, blev der i perioden 1870-78 indskrevet syv med efternavnet Hansen; ingen af disse personer findes imidlertid indskrevet i sygeprotokollerne fra Kgl. Frederiks Hospital for tiden 1874-80, som jeg har haft lejlighed til at undersøge på Rigshospitalet. En person ved navn Wm. Chr. Warming Schatter, som bestod optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt i 1872, er muligvis identisk med den E.C.V. Schäffer, der i 1864 blev dimitteret fra Latin- og Realskolen på Værnedamsvej, og som i 1866 tog Filosofikum på Københavns Universitet (jvf. Universitetets årbøger fra 1864-71, s. 291 og Studenterfortegnelsen i Meddelelserne fra de lærde skoler). Navnet "Schaff" kunne meget vel tænkes at være brugt om en person ved navn Schäffer. Men heller ikke navnet Schäffer forekommer i sygeprotokollerne fra Kgl. Frederiks Hospital.