Poetens kogende gryde
Henrik Pontoppidan – En kanonforfatter af Thorkild Borup-Jensen, Dansklærerforeningens Forlag, 2012
Henrik Pontoppidan gør nu forfattere som Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, St. St. Blicher, H.C. Andersen og Herman Bang selskab i rækken af Dansklærerforeningens korte, lækkert indbundne bøger om de store danske kanonforfattere. Thorkild Borup Jensen citerer på s. 25 Henrik Pontoppidan:
Dér, hvor lidenskaben koger, må poeten sætte sin gryde over
Borup-Jensen lægger hermed Pontoppidan i sin gryde, og koger op med en imponerende biografisk viden om Pontoppidan krydret med farverige maleri-illustrationer til Pontoppidans værker. På Dansklærerforeningens hjemmeside præsenteres Borup-Jensens kanonserie som en række bøger, der
"[...] er tilrettelagt, så de i folkeskolens ældste klasser kan læses i uddrag og indgå i samspil med andet materiale i den obligatoriske kanonlæsning. I gymnasiet kan bøgerne anvendes som baggrundsstof og orientering til eleven, fx i forbindelse med projektarbejde.
Henrik Pontoppidan indfrier dette løfte. Bogen består nemlig i udpræget grad af netop baggrundsstof. Man kan fornemme at Borup-Jensen har researchet ned i adskillige kringelkroge af forfatterskabet. Bogen gennemgår handlingen i mange af Pontoppidans romaner og noveller og giver dermed på et meget konkret plan et overblik over forfatterskabet. Ofte knyttes handlingerne biografisk til Pontoppidans liv, men kun i udvalgte passager indeholder Borup-Jensens bog litterære nærlæsninger. Bogen er derfor særlig interessant hvis man har interesse for at lære om Pontoppidans liv og værk, men måske mindre interessant hvis man har en interesse i de litterære virkemidler. Vi ville (som dansklærere i gymnasiet) elske at slå op under afsnit som "Pontoppidans brug af billedsprog", "Pontoppidans fortællere", "Pontoppidans præsteskikkelser", "Pontoppidans kvindekarakterer" eller "Komposition og stil hos Pontoppidan", men afsnit af denne type findes desværre ikke i Henrik Pontoppidan. Hvis bogen skulle kunne fungere som håndbog eller grundbog i forbindelse med kanonlæsning i gymnasiets danskundervisning, mangler den konsekvent litterær metodik og kompositorisk systematik.
Henrik Pontoppidan består af fire kapitler, hvis indbyrdes forbindelse desværre ikke står mejslet i granit. Først indledes med et kapitel om Pontoppidans evige bearbejdning af egne værker. Kapitlet er interessant for så vidt, at processen er et kendetegn for Pontoppidan, men irrelevant i forhold til det daglige analysearbejde i folkeskolen og gymnasiet. I bogens andet kapitel gennemgår Borup-Jensen en række tematikker i Pontoppidans værker. Dette kapitel indeholder i undervisningsøjemed bogens mest brugbare stof. Borup-Jensen er en erfaren litterær læser (hvilket hans bibliografi i øvrigt vidner om), og kapitlet indeholder sammenligninger af og nærlæsninger i udvalgte værker. Tredje kapitel genfortæller handlingen i de tre store romaner, og i sidste kapitel skriver Borup-Jensen bl.a. om Pontoppidans eget syn på forfatterskabet og om senere forfattere, der er inspirerede af Pontoppidan. Her ville det måske have været mere oplagt at placere Pontoppidan i hans litterære samtid. Hvor henter Pontoppidan sin inspiration, og hvem er hans samtidige europæiske forfatterfæller?
Borup-Jensen er en garvet fortæller, og man føler sig godt underholdt. De mange originalt valgte billeder ansporer interessen – ikke mindst, når de illustrerer tematiske pointer i forhold til Pontoppidans forfatterskab.
Bogen lægger mest af alt op til slumrende hyggelæsning med te og tæppet over underbenene.
