Henrik Pontoppidan
Den anden af de tre jævnaldrende Præstesønner i Firsernes Æt, Henrik Pontoppidan, født ligesom Gjellerup og Bang i 1857, har, som det høres paa Navnet, dybere Rod i Præstegaardskulturen end de andre. Den latinske Navneform, en Oversættelse af Broby paa Fyn, skriver sig fra den Biskop Erik Pontoppidan d. Æ., der ved Midten af det syttende Aarhundred skrev den første danske Grammatik paa Latin; han tilhørte Peder Syvs Kres af dansk-lærde Præster, "den første sjællandske Skole". Til det næste Kulturlag, Pietismen, hvoraf der alt er Spor i den ældre Ortodoksi (Blodteologien), hørte den yngre Biskop Erik Pontoppidan med sin Salmebog og Forklaring til Luthers Katekismus og sin Roman Menoza, hvori han ligesom Nutidsdigteren giver et Billede af og en Dom over sin Samtid. Fra den derefter følgende Oplysnings- og Reform-Tid er den djærve Børge Pontoppidan, der som Præst paa Møn tog Bøndernes Parti mod Herremanden. Han, der paa Mødrenesiden var en Sidenius, var Digterens Farfar, hans Fader Dines Pontoppidan var maadeholden Grundtvigianer og nævnes mellem Brødre som "en streng og alvorlig Mand, men hjertensgod som faa". Af de mange Sønner – Børge Pontoppidan havde 15 Børn, men Dines 16 – har nogle, især Morten, fortsat Præsteslægtens Traditioner; to, Knud og Erik, blev Læger; Henrik gik sine egne Veje. I 1873 kom han fra Randers til København, hvor han tog første Del af Ingeniøreksamen, men trak sig tilbage fra den afsluttende Prøve. Derefter var han en kort Tid Lærer, "mere af Navn end af Gavn", ved sin Broder Mortens Højskole i Hjørlunde paa Østsiden af Roskilde Fjord og var i ti Aar (1881-92) gift med en Bondes Datter fra Østby paa den anden Side af Fjorden. Der boede han efter at have ladet Højskolemanden saa vel som Ingeniøren fare nogle Aar i et af Landsbyens mindste Huse. Dette Sted er Skuepladsen for hans sjællandske Billeder, og denne Tid gav Livet til hans Poesi. Hans første Bog hedder "Stækkede Vinger", hans bedste Landsbybilleder "Fra Hytterne", og i de to store Romaner med deres tragiske eller tragikomiske Helte forulykker først Højskolemanden i "Det forjættede Land", saa Ingeniøren i "Lykke-Pers Historie". Fra Drengeaarene, da han med sin mørke Lød til Slægtens vandblaa Øjne havde følt sig som en fremmed i Præstegaarden, fulgte Uroen i Blodet ham op i Ungdommen, da han som attenaarig gik paa Eventyr med Kæp og Ransel i Schweiz og ved Læreanstalten rustede sig til en geologisk Grønlandsfærd, men maatte træde tilbage for en mere faglærd Kammerat. Heller ikke i Manddommen blev han bosat. Vandreren er en Figur, der kommer lige saa ofte for i hans Landsbybilleder som Jægeren i Blichers Noveller. Fra Hytten i Østby flyttede han med sin Familie til en statelig Villa i Havreholm bag Hornbæk Strand, var derefter før og efter sit andet Bryllup, med en københavnsk Embedsmands Datter, i Udlandet og har siden haft Bo paa forskellige Steder i Nordsjælland, i Slutningen af Hundredaaret og i de senere Aar i Hovedstaden med Rejser i Udlandet 394 og Vandringer i Indlandet. Ligesom han som Ætling af den over hele Landet udbredte Præsteslægt føler sig som aldansk, har han i sin Digtning villet give et helt Danmarksbillede.
Den første Bog Stækkede Vinger (1881) indeholder tre smaa og en større Fortælling. Den sidste "Kirkeskuden" fra 1879, "en Toogtyveaarigs første Penneprøve", forklarer ikke blot Bogens Titel, men det hele følgende Forfatterskabs Hemmelighed. I Præstegaarden paa en sjællandsk Kyst, hvor den sværmerske Præst kuer sin livsfriske Kone og tages ved Næsen af "Sognet", opdrages en Fattighusdreng. Under Prækenen drømmer han saa tit om den lille Skibsmodel, der er hængt op i Kirken, at han en Dag faar Lyst til at give denne Kirkeskude Vand under Kølen. Den gaar til Bunds som en Træsko. Drengen selv bliver som mistænkt for et Kirkeran, der samme Dag er øvet af hans Moder, Taterkvinden Lange-Ane, en blichersk Figur, sendt til Søs. 395 Budskabet om hans Forlis tager Livet af den skrantne Præst; selv kommer han velbjerget hjem til Begravelsen. Denne Historie om en Drengs Hevn paa Katekismusbogen, en Variant til "Flugten til Amerika", er fortalt paa ny med en barsk Humor i Eventyret "Ørneflugt" fra 1897, hvor den stækkede Ørn, Claus fra sin Himmelfart falder død ned paa Præstegaardens Mødding, "for det hjælper alligevel ikke at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden". Og Fortællingens to Hovedpersoner bliver siden Heltene i Pontoppidans to Hovedværker. Sigøjnerdrengen i Præstegaarden er et Udkast til Lykke-Per; den uverdslige Præst er hvad den unge Digter den Gang forstod af Emanuel Hansteds Skæbne, før han selv havde oplevet den. De øvrige Figurer minder mere om Schandorph end om Blicher, Stilen har Mærker af den første J.P. Jacobsen i "Mogens". Af de tre Smaafortællinger i "Stækkede Vinger" er de to Skitser til Situationer i Lykke-Per; den tredje er Pontoppidans første Landsbybillede. Ud fra denne sjældne Klarhed i Ophavet til Henrik Pontoppidans Digtning falder det naturligt at ordne det hele Forfatterskab paa to Linjer. Den første begynder med de Fortællinger fra Folkelivet, som han selv har kaldt Landsbybilleder, og naar Højden med Trebinds-Romanen Det forjættede Land. Den anden omfatter de Fortællinger over Emner udenfor Bondelivet, som han kalder "Smaa Romaner", og topper sig ligeledes til i en stor Roman, Lykke-Pers Historie. Den første Række hører efter Tid og Tanke til Firsernes Periode, Realismen efter Naturalismen, den anden hører til Halvfemsernes, Individualismens Tid.
Ligesom Titelen Stækkede Vinger fra 1881 er det poetiske Bomærke for al Pontoppidans Digtning, udtrykker Titelen Natur fra 1890 baade Stoffet og Stemningen i den ene af dens to Hovedgrupper. Under dette Navn sammenfattede han to Fortællinger: "En Bonde" og "Vildt". Ogsaa disse Titler er som altid hos denne Forfatter Programmer. Ligesom Standen er vokset sammen med Manden i Per Bondes Navn, er han selv groet fast med Gaarden; at han maa skille sig ved den for at sætte Børnene i Vej er ikke hans "Tragedie", det er Opløsningen af hans Eksistens, Visningen af hans Vækst. Der er ingen Symboler, ingen Kamp om Ideen "Jorden" som i Zolas La Terre, der er kun en gammel Bonde, som skuler til sin Eftermand og støder Kæppen haardt i Vejen: Han udperker Jorden! – altsaa Jouren, en sjællandsk Realitet. Og som hans Modstander er der kun en skæv lille Mand i Slobrok og skiddent hvidt Halsbind, der ogsaa i sin Tale har anlagt Beskyttelseslighed med Sognepræsten, altsaa en Iagttagelse af en Prokurator, der gør ethvert Symbol paa Kapitalen som "Polypen" hos Frank Norris o. lgn. overflødigt. Det er denne objektive Stil, der udmærker Pontoppidan fra Halvfjerdsernes Naturalisme. Det er ren Realisme. Man husker Zolas ovenfor (S. 365) aftrykte Ord om den næste Generation, der skal kunne "male og skrive logisk, med Sandhedens høje og rene Simpelhed." Men poetisk Naturalisme i Halvfjerdsernes Forstand er den anden Fortælling, "Vildt", som allerede har Symbolet i sin Titel (efter Drachmanns "Vildt og Tæmmet", 1881). Den purunge Københavner, der er paa Ferie ved en sjællandsk Fjord, kalder "Svinet" (Baaden) for "Musvaagen", og i den fregnede og bredmundede Krybskytte, som Forfatteren 396 straks har kendt paa Travet, paa Galosjerne, ser han en af Skovens frie Sønner, i den mutte, unge Fiskerkone en Muldens Madonna med tunge Bryster i Stil med Gjellerups "Rødtjørn". Men han vender hjem med "Had og Afsky til de mørke og onde Magter, der lurer derude i Naturens lokkende Skød og vækker alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst". Det er Naturalisme, Rusen og Tømmermændene, opfattet af en, der er ædru, eller som ønsker at blive det.
Til den første Retning i Pontoppidans Fortællinger fra Landet, den objektive Realisme, hører hans Landsbybilleder. Det første af dem, "Et Endeligt" (fra Stækkede Vinger) fortæller om en ældgammel Sliders Død og dens Følger: at Mormor kommer paa Sognet og den lille Datterdatter ud i Verden. Hermed er Stoffet givet for de følgende Fortællinger: den hjælpeløse Fattigdom, og tillige Stemningen deri, Tvivlen, "om ogsaa alting i Verden (og i Sognet) var skabt saa saare godt", og Medfølelsen, der hverken røbes eller dølges, men modtager og gengiver Billedet af den nøgne Sandhed. Stilen har endnu et Par Grønheder. Noget litterær Naturalisme er der ogsaa i den første Samling "Landsbybilleder" (fra 1883), tilegnet Kunstnerparret Ancher. Her finder man den forsætlige Sammenstilling af Modsætninger, Antitesen, som i den klassiske Kunst kun er en Figur i Stilen, men i den naturalistiske ikke blot en Lov for Kompositionen, men Udtryk for en Tendens. I "En Fiskerrede" sammenstilles, uden et Glimt af "Peder Paars", en Stranding i den barbariske Tid med en ikke mindre barbarisk Stranding i den moderne og humane Tid. I "En Kærlighedshistorie" modsættes næsten grusomt Bondens Syn paa Ægteskabets Lykke som en naturlig Følge af at "der er hvad der skal til" og saa "denne her Forfjamskelse, som de kalder Kærlighed". "En Bondeidyl" viser som næsten alle Bøgerne af denne Retning Modsætningen indenfor Bondelivet selv, mellem Gaardmandsbyen og Hyttefolket med Sympati for "Trællene"; i Titelen (siden blot: Idyl) spottes alle tidligere Fremstillinger af Folkelivet, ogsaa Skolelærerlitteraturen, der ellers har Forfatterens Respekt. Det Syn paa Almuens "Usæder", som Ejlert Sundt havde fremsat i Norge, og hvorimod Bjørnson skrev sine glade Bondenoveller, deles af den unge danske Realist. Om Zola minder Fortællingen "Arv", hvis Motiv siden er brugt til Fortællingen (og Skuespillet) "Lille Rødhætte"; den ogsaa her optrædende Prokurator er endnu mere dæmonisk end hans Kollega i La Terre (fra 1887).
Ren Realisme finder man i den følgende Samling Fra Hytterne 1887, tilegnet "Venner i Østby (Horns-Herred)". Titelen og Epilogens "Vandrer" minder om Drachmanns "Hytternes Sang" fra 1884. I denne Epilog og et Par af Fortællingerne bruges endnu Antitesen mellem Før og Nu og Herre- og Trællekasten. Men Livsbilledet er nu stærkere end Tendensen. Den pæne Ellen Pers, der i "Hans og Trine" er Modfiguren til den yngelsomme Mariane i Smutten, er ikke socialt opfattet som Gaardkvinde, men kunstnerisk tegnet som af Blicher: hun klipper med Øjnene som en Høne. Og der er en vild Ømhed i det Træk, at Ane Mette i Fortællingen af dette Navn flytter sin lille Piges Knokler – med en Tot rødligt Haar paa Kraniet – for at give Rum for den rige Gaardmands Barn og graver dem ned i et Hjørne til Klokkelyden 397 fra den "hæderlige" Begravelse. I denne Samling findes Perlerne af Pontoppidans Landsbybilleder: "Et Grundskud", hvis Humor gaar dybere end Schandorphs, og især "Knokkelmanden", hvis Stemning er den taareløse Medfølelse hinsides baade Humor og Patos. Som andre Novelletter har ogsaa disse Landbyhistorier en Pointe, men en, der gaar til Marven uden at kildre Læserens æstetiske Fornemmelser. I den første er det den børnerige Husmands stilfærdige Jobsklage ved Grisens Død: "Saa maatte han dog, naar ondt skulde ske, heller have taget et af Børnene"; i den anden de Ord, hvormed den kræftsyge Ane "lægger ner", en Formaning til Manden, at Eulalias røde Hoser, der ligger oven paa Lagnerne i Dragkisten, ikke maa vaskes i Sodalud – "at du husker det". Den tredje Samling Landsbybilleder, Skyer er ved sin Undertitel "Skildringer fra Provisoriernes Dage" forskrevet til Tendensen, den aktuelle politiske Tilstand fra Midten af Firserne, da der i Demokratiet taltes om at bruge Magt imod Regeringens Statskup – baade Morten og Henrik Pontoppidan var i disse Aar under Tiltale, den første for Injurier, den anden (1889) for Blasfemi. Om en vis foreløbig Lov af 27. Oktober 1885 minder en Ændring i Havets homeriske Tilnavn: "det gendarmblaa Hav" i det idylliske Danmarksbillede, hvormed Prologen "Illum Galgebakke" begynder. I dette skikkelige Landskab tør den fremmede Vandringsmand – der ikke er den samme som den tidligere Samlings Vandrer – ikke tro paa Muligheden af en Folkerejsning, han ved af Erfaring fra 1848 og 1871, at Krapylet er Frihedens Vugge-Vagt. Forfatteren er af samme Mening, i Prologen selv med den historiske Antitese af Næve- og Kæve-Kampen mod Herremanden og i de spotske Skitser "To Gange mødt", hvor en, der var med i 1871 og paa ny vil melde sig til Fanen, kommer til Faneindvielse i Stedet, og "Den første Gendarm", hvor den Lyseblaa ganske rigtigt rives af Sadlen, som Folkeviljen i Illum kræver, men af Skrædderens Køter, der napper Hesten i Kodeskægget, saa den stejler. I andre Skitser belyses lige saa skarpt den ublodige Broderkrigs Følger: Venskabsbrud (To Venner), Samvittighedstvang (I Kongens Kjole), Overløberens Historie (Et Offer) og den troendes Tragedie (Tro til Døden). Den sidste og bedste fortæller om den gamle tykhøre Peder Brusgaard, der mod den – formentlig højresindede – Læges Bud lader sig slæbe døende til Valgstedet for "at vippe Greven", snydes for Sejren, ved at Højskolelærer Sven Larssen (mærk Navneformen!) stiller sig som Særkandidat ved Siden af den lokale Møller, og med et naadeligt Blik beder sin Hustru om Tilgivelse for at have sat Livet ind. Endnu tydeligere tog Pontoppidan Parti imod Godsejernes Politik i Digtet "Rotter", der tryktes i "Morgenbladet" paa Grundlovsdagen 1885: "Længe alt de tumled som Herrer i vor Vraa – skummed frækt vor Fløde og skamgnov vort Straa – længe har de hærget og hulet i vort Hus – skændet vore Mure og spyttet i vort Krus. – Fløjen har de styrtet, og alting ligger brak – nu maa vi alle hjælpes at faa Has paa det Rak". Man mindes Farfarens Strid med den mønske Jorddrot. Alle de tre Samlinger Bondehistorier er i en senere Udgave sammenfattet under Navnet "Skyggerids af Landsbyen", som om Formaalet med dem ene var at give Billeder af de landlige Sæder ved Bryllup, Begravelser 398 o. lgn., hvad de ogsaa gør i Lighed med Winthers Træsnit og Blichers Noveller. Men at Digteren selv under Udøvelsen af denne Hjemstavnskunst har haft andetsteds hjemme, slutter man, med hans Bomærke i Minde, af det Billede af en stor Fugls Flugt højt over det brede Land, hvormed den første Samling begynder. Bjørnsons Vise "Ørnen løfter med stærke Slag" var i Ungdommen Pontoppidans Livsang.
For denne "Ørneflugt" giver den anden Række af Pontoppidans Landsbyhistorier et Udtryk. Den begynder med hans første Roman Sandinge Menighed, 1883. Landsbybilledet er her, tydeligst i den anden, stærkt omarbejdede Udgave fra 1903, flyttet over paa Østsiden af Fjorden og det døde Lillelunde afløst af det velnærede Sandinge, der har grundtvigsk Præst og Friskole. Imod denne Vækkelse strider det gamle barkede Bondesind i den storladne Lone fra Hammerbakken. Men hendes (i første Udgave) hysteriske Datter lokkes af Bevægelsen til Hovedstaden, hvor hun forkæles i en grundtvigiansk Enkefrues Salon og samtidig kyses af hendes Søns, en ung, fedladen og liberal Akademikers Tilnærmelse. Han har i den nystiftede Studenterklub været Talsmand for Forstaaelsen mellem Bondepartiet og Studenterne – ved et Sold 14. Febr. 1882 talte Berg til den frisindede Student, og Student Vilh. Lassen for den danske Bonde. Da hun vender forpjusket tilbage fra denne Udflugt, ser hun for første Gang sin Mor i Øjet; hun forstaar hende. I anden Udgave er det naturalistiske Motiv – Landsbybarnets Dragning mod Hovedstaden og Selvhævdelsen derefter (Zolas Au Bonheur des dames; Schandorphs Smaafolk) – ændret i schandorphsk Retning: Boel bliver i Byen som en Slagters Hustru og Medarbejderske i en Pølsefabrik i Vingaardsstræde og mener, at hun ikke er Vorherre noget skyldig for sin Fremgang, men kan takke "det gamle Liv" derhjemme for sine Armkræfter. Det modsatte, ikke mindre naturalistiske Motiv, Kulturmenneskets Længsel efter Naturen, er først anslaaet i Isbjørnen 1887, der af Forfatteren selv er regnet til de Smaa Romaner. Efter en samtidig Model, men ventelig med sin egen opgivne Grønlandsfærd i Tankerne og Frugter af Forberedelsen dertil i Notebogen fortæller Pontoppidan her om den sjællandske Præst, der har sit Tilnavn, Isbjørnen ikke blot af sit arktiske Ydre: Hundeskindshue og Pigstav, Bomuldsbryn, blaa Næse og Kaal- og Tobaksstriber i det skidden-hvide Skæg, men af sit tidligere grønlandske Kald, hvor han, der har Vildmandsarv i Blodet, har ladet sig indfange af Naturen og sin dyrevarme Rebekka. Da han bringer den samme Natur med til Sognet, rager han uklar med Myndighederne, til sidst ogsaa med Menigheden, 399 der først tror, at han er rigtig gal, da han giver Afkald paa Tienden; han rejser saa op til Grønland igen for at dø. Den lille Fortælling er en sikkert karikeret Karton til den store Roman: Det forjættede Land.
Denne Bog udkom i tre Bind med særskilte Titler: Muld (1891), Det forjættede Land (1892), Dommens Dag (1895). Pontoppidan havde i sin Ungdom en Plan om "et stort, bredt og lyst Billed fra Landet i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv", med Brydninger mellem Grundtvigianere og Indre-Missionære som Hovedmotiv, men navnlig med livlige, malende Billeder af de store Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet" (Brev til Fr. Hegel fra 1883). Et Brudstykke deraf meddeltes Aaret før "Muld" i "Husvennen" under Titelen "Ungdom" og med samme kvindelige Hovedperson som den nye Roman. Men i den er Lyset ikke den schandorphske Humor. Man ser alene ved Titlerne, hvorledes Landsbybilledernes brede Land her løfter sig, de tre Bind er som de tre Muldbjerge, hvorunder Handlingen foregaar. Den store Roman er et Landsbybillede som Fra Hytterne, et Tidsbillede som Skyer, et Livsbillede som Isbjørnen og dertil et Tankebillede som Vildt og Sandinge Menighed. Landsbybilledet deri omspænder Skuepladsen for alle de foregaaende Bøger: øst for Fjorden ligger ogsaa her Sandinge By med Folkehøjskolen, paa den vestlige Side er Lillelundes Gaarde og Hytter flyttet fra hinanden i den velhavende Gaardmandsby Vejlby med den herregaardsstore Præstegaard og Annekset Skibberup med de under Bakkerne spredte Fiskerhuse og Halvgaarde og Kirken en halv Mil borte paa et Næs i Fjorden. I dette store Landsbybillede er Landskab og Stuer, Højtider og Dagligliv, Sæder og Klæder gengivne med en Troskab, som kan maale sig med Blichers (III, 318). Det fulde Mesterskab viser sig ikke blot i hvad der medtages, men endnu mere i det, som lades ude. Ændringerne i Teksten fra den ene Udgave til den anden er som altid hos denne Forfatter lærerige: Bondekonen Elses Indtræden i Præstegaarden afbildes i Særbindet "Det forjættede Land" saaledes: "Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin grønne Hvergarns Kaabe, tog Hovedklædet af og glattede med tre vædede Fingre sit staalgraa Forhaar, der endnu sad lige tykt foran den store Gyldenstykkes Hue med de brede røde Silkebaand hængende ned paa den ene Side." I Fællesudgaven staar blot: "og glattede med to vædede Fingre sit staalgraa Forhaar foran Huen." I Figurtegningen er Landsbyens indflyttede Beboere ikke mindre levende end de indfødte; til de sidste hører Parcellistfolkene, der føler sig som Præstens Svigerforældre med den karakteristiske Forskel, at den sky Anders Jørgen forvirres, men Kvinden, den myndige Else bevarer sin Holdning under Ophøjelsen. I denne Gruppe, paa Lones Plads i Sandinge Menighed, men med hendes driftlige Uvilje omsat til bevidst Politik, rager Væveren op som "en Hadets Apostel" med "sine blodrøde Hænder" og (for Digteren lader aldrig Symbolet løbe af med Virkeligheden) stramme Voksdugsmansjetter. Mellem de indflyttede Folk mærker man sig især det klassiske Spilleparti hos Sogneraadsformanden, "Proprietær" Jensen (sort Skødefrakke og broderede Morgensko), nemlig Degnen Mortensen, der er en from Kæltring ved et Lomberbord og til hvert Spurgt synes at tilføje et Suk: I Jesu 400 Navn! den bjergsomme Købmand Villing, som efter endt Natteværk viser sit runde Hoved over Dynen ved Siden af dets Dublet, den lige saa forstandige Kones, "med halvaabne Munde ligesom to Sparebøsser", og den svampede Kæmpe Dyrlæge Aggerbølle med de udvældende ("drachmannske") Øjne, hvis angergivne Hjemkomst til den udtærede Hustru har et tragisk Perspektiv: han er af dem, der har maattet gøre Kildevandet stærkere; der er Troldskab i Luften, siger han, noget, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel. Lige saa sikkert set er Præstegaardens første Herskab, den højkirkelige Provst – sydlandsk Hoved, hvidt, tætklippet Haar og mørke Bryn – og hans Datter med det egernrøde Haar, der sammen med den fine fritænkerske Doktors Familie er et Stykke København indstrandet paa en umild Kyst. – Tidsbilledet i Romanen, som Forfatteren selv har fremhævet ved at give hvert af Særbindene, men ikke Fællesudgaven, dette Ord til Undertitel, er ligesom i "Skyer" sikret ved faste Mærker, hvoraf det fremgaar, at første Del foregaar i 1877–78, anden i 1885 og tredje i 1887; at de politiske Møder i de første Dele afløses af det kirkelige i sidste (lig Mødet paa Askov i 1881) siges her at stemme med Udviklingen efter Demokratiets foreløbige Nederlag. Ved Siden af mere private Forbilleder (Provst Tønnesen) er der til Støtte for Illusionen ogsaa brugt offenlige Modeller: Monrad, Ernst Trier, Bjørnson optræder flygtigt, Dines Pontoppidan nævnes. Men Tidsbilledet, har Forfatteren udtalt om begge sine Romanværker, har ikke været mig det vigtigste; "Øjebliksbilledet er paa samme Maade som i de gamle Panoramaer væsenlig benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv. Hvad jeg først og fremmest har villet, er naturligvis at give Billedet af en Række levende Mennesker og deres Skæbner". Til dette Livsbillede har Digteren helt igennem kunnet øse af sin egen Erfaring. Fortællingen om Emanuel Hansted af den københavnske Storborgerslægt, der bliver Præst paa Landet og Lærer for Folket, gifter sig med en Bondepige og lever en Bondes Liv, opdager sin Vildfarelse, opløser sit Hjem og føler sig fredløs til Fortvivlelsen og syg til Døden, er bygget som en Parallel til Henrik Pontoppidans Ungdomsoplevelse. Hvor stærkt et Livsbillede der er i dette Værk, ser man ved at sammenstille det med en Idé-Digtning, Henrik Ibsens "Brand", med hvis Handling det har Lighed, vistnok uden at Forfatteren ved det. Medens Figurerne hos Ibsen er ideale Typer, er de hos Pontoppidan reale Individer. Det gælder Bifigurerne, hos Ibsen Doktoren, Provsten, Skolemesteren, i hvis Sted Pontoppidan giver en Doktor, en Provst o. s. v., ikke Repræsentanter, men stedlige Eksemplarer, Unica. Det gælder ogsaa Hovedpersonerne. Brands og Agnes' Skæbne er Konsekvensen af et Sammenstød mellem to Ideer, Mandens Vilje eller, haabløst abstrakt, Mandeviljen og Kvindens Kærlighed; Emanuels og Hansines Skæbne er Følgen af to Menneskers Ægteskab, hvorunder de bliver klare paa sig selv og klar af hinanden. Mest levende er, som det var at vente, Kvinden, skønt hvad hun har at sige næppe fylder to af Romanens nær seks Hundrede Sider. Stedspræget i hende er givet ved det sindige Mundheld "Det kan (eller: gør) jeg vel nok", som hun har tilfælles med den kønne Fiskerkone 401 i "Vildt". Men af denne sjællandske Muthed har Digteren gjort et Mindesmærke over Almuekvindens Kyskhed. Hendes Tavshed taler. Hvor meget den har at betyde i Værkets hele Aand, ser man af at det Optrin, der ligesom i Brand er det afgørende, Barnets Død, i første Udgave er fortalt paa en Maade, som enhver Fader vil vedkende sig, men siden med en Strenghed, en Sky overfor Ordene, hvoraf kun en Moder, kun denne Moder kendes. Mindre levende ligesom i "Niels Lyhne" er Helten – da det er i denne Figur Digteren holder sig sig selv fra Livet. Det er i ham, i hans Sind og Skæbne, at det Tanke-Billede udfoldes, der er udtrykt i Særbindenes Overtitler: Drømmen og Dommen. Hans ideale Type er Fantasten. Som Idé-Digtning træder Det forjættede Land ind i den Række af den danske Litteraturs Hovedværker, hvis Emne er Fantasteriets Forfalskning af Virkeligheden: Holbergs Erasmus Montanus, Ewalds Levned og Meninger (med de dermed beslægtede Fortællinger), Poul Møllers En dansk Students Eventyr (med de dertil hørende Afhandlinger og Strøtanker om Affektationen), Egede Schacks Fantasterne. Imod den nye Form for Fantasteri, ikke saa meget Grundtvigs, som Naturalismens (Ibsens og Tolstojs) Romantik, taler efter Heltens Nederlag Pater Rüdesheimers æselgraa Hoved: om "hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen og Kunnen o. s. v. Og dog har, ret betragtet al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af. – Naar han en Gang dør, burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen, som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt – som forfuskede alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn o. s. v.". Dog faar heller ikke her Sancho Pansa det sidste Ord. Naar man husker den ligeartede Udgang paa Pontoppidans anden store Fantastroman Lykke-Per, kender man hans egen Røst, naar Emanuel taler for sig selv paa Vandringerne i Hammerbakkerne, hvor kun Maagerne er hans Selskab: "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden – en fremmed i min egen Slægt – en mistænkt Gæst mellem fremmede." Han er som Goethes Faust der Flüchtling, der Unbehauste. Ogsaa i denne store Roman flyver der som i Indledningen til Landsbybillederne en stor Fugl hen over de brede Marker.
I 1890, samme Aar som "Natur", der ved sin Titel og sit Indhold sammenfatter den ene Del af Pontoppidans Digtning, udkom Krøniker, der indvarsler den anden. Titelen er valgt som et Fællesnavn for eller en Mellemting mellem Eventyr og Anekdoter. Nærmest til den sidste Slags hører nogle Skæmtesagn "Den stærke Skrædder" o. fl., især om Vorherres og St. Peders Vandringer i et vist Land paa begge Sider af en sjællandsk Fjord, hvorimellem dog ogsaa den beske "Menneskenes Børn", Jacobsens "Pesten i Bergamo" i et Landsbybilledes Format, hvis Idé, at Lidelser er Guds Kærtegn, er baade Lykke-Pers og Emanuel Hansteds Erfaring. De andre minder i deres Titler om Eventyret, en Kunstform, der samtidig optoges i Lies "Trold", men er Pontoppidans Stil fremmed; i Indholdet er de "smaa Romaner". Hertil hører "Svend Morgendug", der fortæller om den unge Mand, som rejser sin Lykke 402 forbi uden at kende den, i Stemning som Turgenjevs "Foraarsskyer", men med Minder fra Landsbyhistorierne – den unge Pige har det samme sjællandske Mundheld som Hansine i Det forjættede Land og Fiskerkonen i Vildt – og vistnok med Motiv fra den attenaarige Vandrers første Eventyr i Schweiz, hvor han forelskede sig dødeligt i en dejlig Alpedatter og overlevede det. Deraf havde Pontoppidan den Gang gjort et Skuespil "Hjemve", hvori Helten 403 er bleven rigtig gift med sin Huldre, men drages hjemad ved Lyden af Posthornet fra den nordgaaende Dagvogn – altsaa hans første Forsøg paa at fortælle Lykke-Pers Historie. I den senere Udgave af "Krøniker" i andet Bind af "Fortællinger" 1899 er optaget to saadanne nye Forsøg. Det ene er det ovenfornævnte Eventyr, Pontoppidans ypperste, om den stækkede Ørns vilde Flugt til Alperegionen og bedrøvelige Hjemkomst til Præstegaarden. Det andet er en lille Fortælling, der i sin Titel minder om Eventyrets Ørneflugt "Naar Vildgæssene trækker forbi" – "saa klaprer de tamme med Vingerne", hedder det i Skuespillet "De vilde Fugle" (1902). Den brave Adolf forvirres paa sin daglige Gang til Kontoret med sit beskedne Smørrebrød, den friske Morgenberlinger og et Par ovntørrede Sokker i Dokumentmappen ved Budskabet om at hans Ven Felix (altsaa en Lykke-Per) er løbet bort med en Jødepige (Jacobe), indtil et nyt Træk af hans Leopoldines Ømhed giver ham Ligevægten tilbage. De Ord, der i Flyvelysten undslipper ham om "Lidenskabens og de stærke Følelsers Ret" giver Stikordet til Pontoppidans Digtning i Halvfemserne; Krønikernes Ironi, som spiller mellem Eventyrets Morgendug og Hverdagshistoriens vaade Sokker, er dens Stil og Stemning.
Udgivelsen af de Smaa Romaner havde Pontoppidan efter Aftale med sin praktiske Forlægger begyndt i Firserne. Til denne Tid hører foruden "Isbjørnen", der er omtalt ovenfor: "Ung Elskov" 1885, "Mimoser" 1886 og "Spøgelser" 1888. Den sidste, en lidet blichersk jysk Herregaardshistorie, udtrykker vistnok Forfatterens Stemning paa Overgangen fra Landsbybilledet til den moderne Roman: de Spøgelser "fra Hytterne", der følger "Stodderpræstens" Datter til Herregaarden, bortmaner hendes Elsker, den tungsindige unge Greve, som helbredes ved hendes Karskhed – hun er ingen engelsk Guvernante – med de forstandige Ord, at disse fattige Mennesker, mellem hvem ogsaa han helst færdes, "har lige fuldt deres Glæde og deres – Overdaadighed, kan man vist godt sige, som udenforstaaende blot ikke saa let faar Øje paa". Men i de to foregaaende Fortællinger begynder allerede Spillet mellem Eventyret og Hverdagshistorien. I Ung Elskov er Svenden en Student med Briller paa den lange Næse og Bliktromle paa Ryggen og Pigen en Landsby-Ofelia som hos Gottfried Keller: Morgenduggen bliver inden Aften til blodige Taarer. Mimoser derimod, som udkom paa Sædelighedsfejdens eller "den store Krudtsammensværgelses" Tid er "et Familjeliv" (Fortællingens Undertitel). Fra Hjemmets Have, hvor Kancelliraaden, en forhenværende Apoteker og nuværende Enkemand, sysler med Mærkværdigheder af Naturen, og hvor det er en Begivenhed, som dog holdes skjult for de jomfruelige Døtre, naar Skrubtussen Alexandra, et Pragteksemplar af en Bufa vulgaris, er i Omstændigheder, flyttes Mimoserne ud i Ægteskabets Storme, men for at plantes ind deri igen med ynkeligt forblæste Blade. Moralen er, noget groft taget, at de sande Venushuler er de Dukkehjem, hvori Mænd bortskørtes. Bogen er, som det sømmer sig for Lejligheden, Pontoppidans kaadeste, med grove Karikaturer, bl. a. af en norsk Sangerinde, en imponerende Blondine med et Par Arme som en Bagersvend og med en fire-lofts Hage hængende ned over Halsen som en Pose til Opbevaring af hendes Stemmemidler. Halvfemsernes 404 smaa Romaner begynder ligeledes med et Morgendugs-Eventyr, Minder (1893). Ogsaa her kræver Lidenskabens og de store Følelsers Molok sit Offer. Dog er "Guldlammet", der plumper i Gudenaaen, i Fortællingens Komposition ikke meget mere end den Sten, der sætter Idyllens Ringe, Minderne fra Barndomsbyen (Randers) i Bevægelse. Men i de to følgende, "Nattevagt" og "Den gamle Adam", der udkom i samme Aar, den første i Sommeren efter Kongeparrets Guldbryllup, den anden til Julen 1894, tager Individualismen, saaledes som Ordet den Gang almindelig forstodes, Trodsen paa den frie Kunst og den frie Kærlighed, atter sin Ret eller faar sin Bekomst – man skønnede ved deres Fremkomst ikke ret, hvilket der var hvilket. I Nattevagt, den betydeligste af de smaa Romaner, er Spillet som et Tegn paa Halvfemsernes Tid forlagt fra det politiske og moralske til det æstetiske og religiøse. Imod den nye Romantik paa de to sidste Omraader fraader den røde Maler Jørgen Hallager, hvis Kunstnerfølge til sidst smelter ind til en radikal Bivuak, Klumpen eller Nattevagten, der samles om Baalet og Bollen, for som han siger "at holde Galden flydende". Vistnok er det Henrik Pontoppidans egen røde Hane, der galer i hans Hals. "Hvad rager det Jer, at Millioner af Jeres Medmennsker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden kværkes? I er raske Svende, der rider paa Jeres Pegasus op paa de blaa Bjerge og drikker Dus med Guder og Gudinder. Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde!" I smaa Artikler i Ernst Brandes' "Børstidende" havde Pontoppidan taget lige saa kraftigt fat paa Heidenstams Forkyndelse af Skønhed og Glæde ("Renässans" fra 1889) som paa Tolstojs Natur-Evangelium. Men af den røde Malers Syn paa Kunsten som en Hævn mod Samfundet gives der den personlige Forklaring, at han er en født Proletar, ligesom det om hans tidligere Lærling og nuværende Modstander fremhæves, at han er født paa Lyssiden og derfor har maattet skabe den Spænding, hvoraf Kunsten fremgaar, fra inden af: "Kunstens Urfølelse er Kærlighed, Længsel, Skønhedsglæde, Erindringens Vemod, Fantasiens Lyst, kort Tilværelsens søde eller smertefulde Lyrik". Skuepladsen for Fortællingen er Rom, hvor Helten opholder sig efter sit Bryllup med en Rangspersons Datter – ligesom Forfatteren selv Aaret før den blev skreven. Den gamle Adam foregaar paa Fyn, hvor efter Folketroen Pan spiller lifligst paa Fløjte. Dette Spil er Fortællingens Omkvæd, den fremstiller den frie Kærligheds Tragikomedie indenfor et Badehotels Kulisser med den Moral, der udtales af en bleg Jøde, at det gælder at værne Sjælens stille Planteliv og den tankefrembringende Virksomhed baade mod Hjemmets og Familielivets kunstige Varme og mod den nye Renæssance med dens Frase om Lidenskabens Ret og de store Følelsers Tid, der er kommen tilbage. De sidste Ord er et Citat af Bjørnsons "Leonarda". Motivet fra den lille Ferie-Novelle er med større Kraft taget op i Højsang 1896 og "Det ideale Hjem" 1900. I den første er Skuepladsen en Kyst af Vesterhavet, hvor den store Lidenskabs Tragedie parodieres i Forholdet mellem den for Digteren "Liebmann" sværmende Proprietærfrue og hendes (for sidste Gang i den danske Litteratur) "byronske" Helt, Klitassistenten. Fortællingens Gang og Stemning 405 kan maales ved at Fortælleren til at begynde med harmes over den fromme Proprietær, der korser sig over Ateisten "som en tam Krage, tryg i sin lune Skindpels, der skræpper overbærende om den vilde hjemløse Fugl, der flakker ensom omkring over Heden" (Klitassistenten gaar fuld hjem), men i en Efterskrift drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, "hos hvem de store Passioner ikke er et uhyggeligt Delirium, men udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og rolig sejlende Flugt". I Titelen paa det over "Højsang" skrevne Skuespil "De vilde Fugle" (1902) falder altsaa den etiske Betoning paa Tillægsordet; der optræder Novellens Fortæller med det samme Pedant-Navn som i "Minder" og "Den gamle Adam", der (i de senere Udgaver) siges at være "af Magister Globs Papirer". I "Højsang" har han Lighed med Forfatteren selv, ikke blot i sit Livssyn, der sætter Sindets maskuline Ro og Ligevægt over Lidenskaben og de store Følelser, hvis Tid ogsaa han paastaar er kommen tilbage, men ogsaa i sin Stil. Den ligger i alle disse Bøger som en Hinde over Forfatterens egen, der i sig selv ikke er uden gammeldags Pyntelighed eller Properhed. I en anden Magisters Ham er han eller Digteren selv faret i Bogen "Det ideale Hjem", uden at det sikkert ses, om han har holdt det for en Forfremmelse at ombytte Bogormens Skind med en Regnorms. Maaske skal Naturforskerens Teori om det ideale Hjem, der hviler paa Matriarkatets Idé, at Faderen efter at have opfyldt sin Bestemmelse gaar sin Vej, men Børnene følger Moderen, ikke tages mere alvorligt end den Syregrød – "en Kokasse", kalder den flæskefede Krokone den – der er et ligesaa vigtigt Punkt i Programmet for hans Naturhelse. Men i Driften til ensomt Liv, i Forklaringen af det finske Ord "Lyt til Granens Susen ved din Moders Hytte", hvor Eftertrykket flyttes fra det sidste Led (Hjemmet) til det første (den husvilde), har Helten vistnok Digterens Medfølelse. Dermed forberedes Slutningen af Lykke-Pers Historie, hvor Manden forlader Hjemmet for som i Højsang at blive Eneboer ved Vesterhavet, ligesom den forudgaaende Skilsmisse, Opløsningen af Ægteskabet som en af Samfundet godkendt Uvederhæftighed, er Brodden 406 i den samtidige Kriminalnovelle "Lille Rødhætte" (1900, omarbejdet til et Skuespil ved Hjalmar Bergstrøm).
Fortællingerne om Lykke-Per udkom i Aarene 1898 til 1904 i otte Bind af Størrelse som de smaa Romaner med særskilte Titler, halvt i Eventyrets Stil som "Lykke-Per finder Skatten", og udgaves derefter sammenarbejdede til en Trebindsroman ligesom "Det forjættede Land" i 1907. – En jysk Præstesøn, Per, der har Slægtsnavnet Sidenius til fælles med Digterens Farmor, bryder ud af den fædrene Bane og bliver af Had til den uverdslige Fattigdomsaand Ingeniør med det Formaal at vinde Rigdom. Ægget af en jødisk Populærfilosofs Kamp mod Fantasteriet og den aandelige Dovenskab, drømmende om at føre dette æstetiske Frigørelsesværk ud i det praktiske Liv, udkaster han nogle halvt fantastiske Planer om en teknisk Udnytning af Jyllands Naturkraft, Vesterhavet og Vandvejene, der kunde gøre det til den forhadte Hovedstads Medbejler, og søger til deres Virkeliggørelse Støtte hos den jødiske Finans; han forlover sig med en rig Jødes Datter, Jakobe. Men under et Studieophold i en ensom Alpeby rører Fædrenes Blod sig i ham som en religiøs Sky for den blot verdslige Gerning og Handling og en Drift til det indre Liv i ens eget Selv. Efter Hjemkomsten lader han halvt af Magelighed, halvt af Trods det store Værk glide over i andres Hænder, fjerner sig fra sin Forlovede og følger Skibet med Moderens Lig til Jylland. Her drages han med halv Hu mod en grundtvigsk Præst, hvis Person og Forkyndelse, trods det ildevarslende Navn Blomberg, minder ham om et stort Eng-Landskab, og gifter sig med hans Datter, Inger. Men under Samlivet i deres Hjem i en lille jysk Stationsby skønner han atter sin egen Natur-Grund. Bedre end sin Svigerfader forstaar han nu en anden, kierkegaardsk sindet Præst og oplever, hvad han har villet lære ham, at kun i Lidelsen er der Næring for Sjælen. Helt ensom ender han sine Dage, som Vejassistent i Thy. Sit lille Efterladenskab har han testamenteret til "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem i København". Af hans Papirer fremgaar det, at han har følt sig lykkelig ved at leve i en Tid, hvori der blev kaldt paa Personligheden: ellers var han bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle sine Dage.
Romanen om Lykke-Per er et Side- eller Modstykke til "Det forjættede Land". I Stedet for Landsbybilledet i denne Bog, der endnu foregaar paa sjællandsk Grund, træder her Billedet af det hele Danmark eller dog dets Hoveddele: Hovedstaden og Hovedlandet. Paa samme Maade er Tidsbilledet udvidet fra den politiske Krisetid mellem Estrups Tiltræden og de første Provisorier til den hele Udvikling, som Forfatteren har oplevet fra sin Barndom – Lykke-Per er født 1857 – indtil Tiden for Bogens Udsendelse. Heltens Udvikling fra udadvendt Virksomhed til indre Selvfordybelse er en Refleks af Tidens Udvikling fra politisk til religiøs og af Litteraturens fra Høj-Realismen i Firserne til Halvfemsernes saakaldte "sjælelige Gennembrud". Ogsaa Livsbilledet er vokset i indre og ydre Omfang. Det gælder her ikke alene et enkelt Menneskes Skæbne, men et helt Folks. Ogsaa det er tegnet overvejende gennem sine Hovedtyper, nemlig dem, der for denne Historieskriver af en Romandigter den Gang stod som saadanne. Det er Jyden 407 og Jøden. Bogen er det stærkeste Vidnesbyrd om det jødiske Mindretals Overvægt i den danske Kultur i Slutningen af det forrige Aarhundred. Ogsaa i kunstnerisk Udførelse staar den jødiske Familie i Lykke-Per over den jyske. I endnu højere Grad end i "Det forjættede Land" er Pontoppidan i denne Bog en Mester i Gruppebilledet. Hans Portrætgruppe af det Philip Salomonske Hjem overgaar allerede i det maleriske langt Eckersbergs Billede af den Nathansonske Familie: Faderen fed og frugtbar som en Flodgud; Moderen, Enken efter en tysk Kulturjøde, med de dejlige Hænder og Hovedet som en romersk Kejserindebyste; Døtrene: Jakobe, hendes Datter, mager og stolt som en Judith, som Hun-Ørnen i "Ørneflugt" – bleg, krumnæset, i den graa Rejsedragt med den brusende Krave af sorte Kniplinger – og Nanna, hans Datter, haremsyppig, med sin logrende, til sidst, da hun er gift, vrikkende Gang; paa Fløjene Husets Føle- og Bevægelsesredskaber: Sønnen Ivan, den evigt hjælpsomme Tjener af de Blonde, den utrætteligt travende Geni-Lus, og hans Modsætning, den ubeskriveligt anløbne og flossede Kemelfjende Onkel Delft med en Mine mellem "Direktøren" og den goldschmidtske Kommissionær; mellem Gæsterne den meget uanselige og meget kloge Aron Israel og i deres Midte Selskabets Sol – Dr. Nathan selv, med en hvid Flors-Mænade ophængt ved hver Arm, naturløs, uden Mærke af Mulden, vokset op af Byens Stenbro "som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund", og dog trods al sin Litteratur og sit Savn af skabende Evne Naturtonen, Pansfløjten i Tidens Orkester. Mellem de ikke-jødiske Københavnere falder der et smukkere Lys paa Børstehovedet af den patriotiske Ingeniøroberst, der ved Pers Skibbrud klager over, at atter her "har en oprindelig Muldjordnatur maattet bukke under for de Jøder og andre Halvtyskere, der har snyltet paa den udmattede Nation efter Krigen" end paa Pers fødte Modsætning, den radikale Modeforfatter, der har den vulgære Lykkes Simili-Glorie om sit "gyldne Hoved". Med Billedet af det jødiske Hjem kan Præstefamiliens ikke maale sig, Forfatteren har af forstaaelige Grunde holdt sin Pen i Ave. Per Sidenius' Hjem er ingen grundtvigsk Præstegaard. Hans Ungdoms Løsen: Paa Knæ for Mammon! er Svaret paa Vilh. Becks: Paa Knæ for Bibelen! (S. 352). Hans Hjem er Familien i Danmark, dette evige Præste- og Degneland, "hvor Præstens Søn Adam i Tidernes Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og opfyldte Landet med to Millioner Sideniuser". Saaledes genlyder her Kamma Rahbeks skæmtsomme Topografi af de to smaa grønne Øer imod Syd, "hvor Kornet ligger paa Skaar, og det vrimler af Sideniuser". For ogsaa som menneskeligt Materiale synes Muldjordsmenneskene, som Jakobe siger, Børnene af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og det frygtsomme Sind, at staa tilbage; selv den raakids-yndige Inger med sit sølvlyse Haar og sin Duft af vilde Roser forskaanes i Brudekjolen ikke for det lette Maveonde, der røber Huldet i hende, "Mangelen paa Jern i Blodet og Fosfor i Hjernen". Men Lykke-Pers Historie fortæller ikke blot, hvorledes en indfødt Stamme, Muldjordsnaturen, som det altsaa ogsaa her hedder, skønt med en anden Tone end Grundtvigs og Em. Hansteds, ligger under for en stavnsfri Race. 408 Det er Fortællingen om et Menneske, som finder sin egen Natur og sejrer. Som i Det forjættede Land er Tids-Billedet Illusions-Forgrund for et Livsbillede, og dette er igen Hylster om et Tankebillede, Individualismens Idé: at blive sig selv for at hævde sit Selv. Som Idé-Digtning staar Lykke-Per i et noget andet Forhold til Paludan-Müllers Adam Homo end Det forjættede Land til Brand. Kunstnerisk er det dets Lige, i Tankegangen kun tilsyneladende en Modsætning, men i Virkeligheden en Fortsættelse af dets Ide: Alt skal dig drive i dig selv tilbage. Per begynder som Adam Homo, men ender, uden Hensyn til Konfessionen, som Alma. Paa sin Vej til dette Selv bryder Helten først med Sidenius-Arven og derefter med Salomons-Guldet, for denne Slægts gennem Aarhundreder indbankede Handelsmoral, der vil Midlerne for at ville Maalet, føler han sin Kulturs aristokratiske Ringeagt; dens evighedsløse Ghetto-Velvære fylder hans frie Aand med Lede. Hvad han finder til sidst, Skatten, Lykken – saaledes som disse Ord er forstaaet i det Eventyr om den lamslagne Dreng, hvormed hele Værket ender, men ikke i det om Svinedrengen, der fortælles i en af dets første Bøger, og hvori Forfatteren selv maaske da saa dets Idé – det er altsaa ikke Kultur-Arven fra Slægten, men vel dens oprindelige Natur, Anlægspræget i den. Der er ingen anden Konservatisme i Lykke-Per end Livets egen Kraft til at bevare. Per kan i sin Ensomhed med Deltagelse læse gamle religiøse Traktater, hvoraf nogle er skrevne af Medlemmer af hans egen Slægt: baade de to Bisper og Henrik Pontoppidans Fader og hans Broder har staaet paa Selvets Sær-Stader inden for deres Tids kirkelige Retninger. Hvad der drog hans Helt til de moderne Jøder: livsvarme, farveglade Mennesker, "Naturens Børn, ubesmittede af et Himmerige og et Helvede", var Savnet af Glæde i hans Hjem og dets Arv; hvad der kaldte ham tilbage var ikke Mulden, men Havet. I nogle Rejsebilleder fra Danmark (1890) har Henrik Pontoppidan skildret sit Fædreland som et Barn af Havet: bølgeformet Land, brusende Skove og Folket selv med de havblaa Øjne og (Bogen udgaves paa Tysk af Turistforeningen) "die seltsame Kühle ihres Gemüts, eine eigentümliche Mischung von zäher Kraft und weicher Nachgiebigkeit". Det er Lykke-Pers Type. Og da Værket var endt, skrev dets Forfatter under sit Billede Verset af Liebmanns Drapa ved Kongeaaen i "Højsang":
Luft op, du stærke Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav,
og væk endnu engang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!
Til dette Kuld hører Lykke-Per ikke. At ogsaa han med sin Higen efter Selvet er en Fantast som Emanuel Hansted, et stakkels virkelighedstørstende Menneske, ser hans Digter maaske endnu ikke. Dog virker den store Romans "Højsang" over Individualismen ligesom de smaa som en saa meget større Dommedag derover. Pontoppidans to Hovedværker er ikke som Grundtvigs og Bjørnsons Bøger fra de Levendes, men som Paludan-Müllers og Ibsens fra de Dødes Rige.
409 Med dette Navn, De Dødes Rige, har Pontoppidan kaldt den tredie af sine store Romaner. Mellem den og dens Forgænger ligger nogle mindre Arbejder, der ligesom Landsbybillederne før Det forjættede Land og de smaa Romaner før Lykke-Per, skønt mindre tydeligt, forbereder det Værk, der skal komme. Endnu fra Lykke-Pers Tid og i dens Aand er det mesterlige lille "Dobbeltportræt" Borgmester Hoeck og hans Hustru fra 1905, i sin første trykte Form i Politikens Julenummer 1903 kaldet "Livets Kilde". Hun er en varm jordisk Natur, som dør af Tørst efter Glæde og Længsel efter Kærlighed, han er en Sidenius (paa mødrene Side), den selvplagerske og selvretfærdige Natur er ogsaa her ligesom i Præstegaardene i "Lykke-Per" og "Kirkeskuden" Sidenius-Arven, "Spøgelseshaanden" kaldes den atter her som i "Lykke-Per" og "Spøgelser". Men "Det store Spøgelse" i den lille Fortælling af dette Navn fra 1907 er udenfor Gejstligheden. Det er en fælles Arv i Menneskenaturen, i al Fald den nordiske. Fortællingen er en digterisk Studie over Angsten, udført som et Landsbybilled – den er skrevet i Snertinge ved Kalundborg, hvor Digteren boede i Førstningen af det nye Aarhundred – men med en videre Horisont. "Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer. – Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi ved det, vugger vi i Dødens Skyggearme". Denne Angst er Grundfølelsen i Pontoppidans Digtning i det nye Aarhundred mellem hans 50. og 60. Aar. Det endelig fuldbyrdede politiske Systemskifte tilfredsstillede ham næppe. I Skuespillet "Asgaardsrejen" fra 1906 kommer en ældre Litterat, der har gjort Halvfjerdsernes og Firsernes Felttog med, paa Besøg hos sin Svoger og Ungdomsven Rektoren, der nu med nøjsomt Frisind søger at virkeliggøre det opnaaelige, og maner Kamptidens Skygger op som et Aandetog over den lille By: "Det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være 410 Frihedshelt her til Lands. Det formelig lumrer en om Ørerne med Frisind nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag?" Her var det Henrik Pontoppidan selv, der talte; paa andre Steder i Skuespillet er det kun Jørgen Hallager i "Nattevagt". Men Pontoppidans Ironi kommer ikke til sin Ret i den dramatiske Form, Tvesynet flimrer i Rampelyset, kun i Fortællingerne er han Ibsens Lige. Saaledes i Hans Kvast og Melusine (1907). Den Komponist, der her efter en lang Goldhed og en kort Krise, hvorunder han gør et Selvmordsforsøg med en meget lille Revolver, oplever et sjæleligt Gennembrud og en kunstnerisk Genfødelse, er sandt nok en Gøgler som hans Navn. Men han er ogsaa et Menneske. "Der kommer i ethvert ærligt Menneskes Liv", siger han, "det Tidspunkt, da han saa at sige maa slaa Vinduet op til Uendeligheden for ikke at kvæles i Endelighedens Kælderluft. Jeg maatte have Luft og stødte saa i min Vildelse Hovedet tværs igennem Ruden". Og som et Menneske opfattes han af sin Fætter, der er i meget nært Slægtskab med hans Forfatter og ligesom han "altid taler ud af sin Lidenskab for at forstaa, ikke for at angribe", ja af Forfatteren selv, der paa et Spørgsmaal om Bogens Titel svarede: "Homo sapiens, det er udlagt Hans Kvast". Og en anden af den nye Tids Gøglere er det, der i den lille Fortælling "Den kongelige Gæst" (1908, fra "Juleroser" for 1907; Opera af Hakon Børresen og Svend Leopold 1921) i en Satyrs Skikkelse besøger det ensomme Ægtepar – han kalder sig Prins Karneval og siger, at Hans Kvast er hans Fader – og efterlader i deres Sind Bølger af Angst og Vemod, Ømhed og Trods, medens Skyerne sejler frem over Himlen som et Billede paa det Eviges Hvileløshed. Men op af disse Bøger hæver sig det kommende Værk, hvori denne kongelige Gæst brydes med hint store Spøgelse og bukker under.
Romanen De Dødes Rige udkom først som "en Fortælling-Kres" i fem Bind med særskilte Titler i Aarene 1912-1916, derefter i 1917 som en Tobinds-Roman med den nævnte Fællestitel, delt i otte Kapitler eller Bøger. Som det høres paa denne Titel ligger der ogsaa her en Sagn- eller Eventyrstemning bag. Man husker, at den helbredede Hans Kvast paa sin Nordlandsrejse – Pontoppidan havde nylig selv været paa en saadan – af en Storm paa Havet havde faaet Ideen til et stort Orkesterværk, "Syndflodssagn", hvormed han vilde kappes med Michel Angelos Dommedagsbillede i det sixtinske Kapel. Selv har Forfatteren oplyst, at hans Opgave har været at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester og benytte sine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet. Men om sin Fremstilling tilføjer han samtidig, at han af Lede ved den stemnings-udmalende Stil mere og mere og mest i dette Værk har søgt at nærme sig det uopnaaelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Og med Stemningen er Livets Atmosfære gaaet tabt: ingen af Figurerne er saaledes levende som de andre Romaners Mennesker. Musiken er bleven Mosaik, og det er Læserens Sag at gøre de farvede Sten, der i deres Sammensætning udgør Romanens Mønster, til Taster i et Klaviatur, der udløser 411 dens Stemning. I dette Mønster ser man som i Lykke-Per et helt Danmarks-Billede: til Hovedstaden og Jylland er kommet Fyn. De to Herregaarde, der forestiller de to Landsdele: Favsingholm, der helt ud i Navnet dufter af Gudenaaen, og det fynske Storeholt, tyder paa en Forskydning i Figurbilledet, bort fra de tidligere Romaners Modspil af Sjællændere og Københavnere eller af Jyder og Jøder. Her er kun Herregaardsslægt og Husmandsæt, en udgaaende Stamme og en sejrende Vækst. Til den sidste hører Efterkommerne efter den "Mand, som hed Søren": Søren Smed i Thy, nemlig blandt Hovedpersonerne den radikale Politiker Tyge Enslev, de to stridige Brødre: Præsten Johannes Gaardbo og hans Broder Lægen og i sidste Bind det unge Blod Kjeld Borgen, Overleveren efter de Dødes Rige; fremdeles den afsatte jyske Præst, Vandreprædikanten Mads Vestrup. Fra det fynske Familiegods udgaar en fornem Embedsslægt, hvortil hører Bogens Heltinde Jytte Abildgaard; at dets nuværende, ynkeligt afblankede Ejer maa afstaa det til sin Svigerfader, Kaffekongen, hvis Lugt af Profession river ham i Næsen som Negersved, for at tilkøbe sig en sorgfri Idiot-Idyl, føles af Slægten (og Forfatteren) som et uforskammet Kapitel af Danmarks nyere Historie. Fra Favsingholm kommer Bogens Helt, den sygelige Torben Dihmer, der har vægret sig ved at blive liberal Statsminister for gennem sin Diæt og sin moderne Astrologi at bringe sig i Harmoni med Verdensaltet. Mellem Københavnerne er her, som i "Gryden" i Lykke-Per og "Klumpen" i Nattevagt, en Kres af Kunstnere, hvorimellem en Varietesangerinde, der er ægte og bliver hellig, og en Maler, der er forloren, en Efterfølger af Hans Kvast og Prins Karneval, og gør Lykke; fremdeles de "system"-dyrkende Naturhelseprædikanter, en ganske ny Menighed, som ved sin Trællefrygt for Døden er Digteren mere imod end nogen af de gamle; endelig 1 – en – Jøde, den samme, som var den rabbin-kloge Aron Israel i Lykke-Per, men frygteligt forandret: et nervøst Ansigt med opalblege, vildt melankolske Øjne. I Figurtegningen ser man, som her, overalt Øjnene. Enslev har blyfarvet Ansigt, hvidt Skæg og "det vildeste Mulm i Blikket", Jytte er for Maleren, der til Rædsel for Digteren bliver hendes Mand, Model til en Diana og har løvbrune Øjne, for ham selv, der elsker hende, er de honningbrune – den lille varme Præstemor i "Det ideale Hjem" havde "kaffebrune", Hans Kvast "sodbrune" Øjne. Ogsaa Interiøret og Kostymet gives helst med en enkelt Streg: Sygestuen, ved at Vaagekonen kommer ind med en Haand for Lyset, der faar en Natsværmer til at baske mod Loftet; Jytte sidder i Skumringen, lidt kuldskær, med et blødt, søgræsgrønt Silkesjal over Skuldrene. Saaledes som disse Figurer er Brikker i et Livsbillede, gives Tidsbilledet ved et Sammenspil af Grupper. Her hersker Modsætningen mellem Herre- og Husmandsslægten, Yderposterne i Stillingen efter Systemskiftet; Arbejderne forekommer endnu ikke som historisk Gruppe i Pontoppidans Danmark. Men heraf kommer ogsaa Enslevs Ensomhed i en Tid, da de demokratiske Ideer ikke mere bæres frem af aristokratiske Naturer; kun hans Parti er paa Scenen, men et folkeligt Demokrati arbejder i Underverdenen paa dets Undergang. Han er Høvdingen i de Dødes Rige. Digteren saa første Gang denne Skikkelse, da han paa Vejen til en Fest for Systemskiftet saa Hørup 412 halte udenfor et Sygehjem i Rosenvænget; da han tegnede den af, havde han just hilst Georg Brandes' 70 Aars-Dag med et tankefuldt Digt:
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.
Hvad Under, han gøs for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk.
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.
Med denne store Skuffelse følger ikke blot Heltens politiske Lede, men den religiøse Uro, især hos den jyske Vandrepræst, der faldt for Kødets Fristelser og i Lidelsen – som sine Forgængere i de to andre Romaner – fandt Livets Mening. Og herfra især Jytte Abildgaards Angst, der er Bogens Grundstemning – en Sky for Livet, der har sin dybeste Grund i at hun føler Trang til Kærlighed, men ikke er i Stand til at elske. Paa denne Livsfølelse og ikke paa de samtidige Verdensbegivenheder er Romanen digtet, skønt den dumpe Forventning om hvad der skal komme mærkes i Sygestemningen i de første Bind, farvet af Digterens egen langsomt forvundne Sygdom i 1911, og endnu mere under Heltens Rejse i Udlandet i de følgende Dele, ligesom Branden af Favsingholm i den sidste Bog vel er et Genskær af Verdenskrigens Flamme. Med nogle stille Varsler om det nye Liv, der skal komme efter dette Ragnarok, ender Bogen om og fra de Dødes Rige. Det sikreste er det Haandtryk, hvormed de to fjendske Brødre, Lægen og Præsten, forliger sig med hinanden; det fineste de "Skalmejetoner" (Kjelds), hvormed Roman-Symfonien ender.
En saadan Tone og en saadan Tanke er den sidste af Pontoppidans smaa Romaner Et Kærlighedseventyr (1918). Den banale Titel har en dybere Bund. Eventyret er ikke det, at den verdslige Doktor har vundet Præsten hans Hustru fra, men at han, "Skovtrolden med Pudeløjnene", og hun i Forening har oplevet noget, som med Pontoppidans Udtryk i hans Sang ved Budskabet om Genforeningen lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage. "I Blinde havde han fundet hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden". Man mindes den oprindelige Titel paa "Borgmester Hoeck og hans Hustru", hvor Spillet ogsaa staar mellem en glædeløs Mand og en sommerfrodig Kvinde, men med det modsatte Udfald. Hvad der sker i Fortællingen, at det Allerhelligste flyttes fra Præstens Himmel til Mandens Jord, er da maaske netop det, Pontoppidan har villet med al sin Digtning, saa at ogsaa han som Gjellerup er gaaet i en Bue uden om og tilbage til Barndomshjemmet.
Imod dette Kærligheds-Evangelium strider tilsyneladende Tankegangen i Pontoppidans seneste Bog Mands Himmerig, der først fremkom en halv Snes Aar efter den forrige, i hans 70. Aar 1927. Ogsaa den har en Kærligheds-Handling 413 i Lighed med de smaa Romaner, men modsat den foregaaende med tragisk Udgang. Mands Vilje er efter Ordsproget Mands Himmerig, men efter Erfaringen et Helvede for den Kvinde, der elsker. Paa den Erfaring er den Kærlighedshistorie bygget, som er Rytmen eller – da Fremstillingen trods den musikalske Undfangelse i Digtersindet er endnu mere skematisk end tidligere – Linjen i det Tidsbillede, der giver den nye Bog Lighed med de store Romanværker; man tænker sig den som første Led i en planlagt "Fortælling-Kres". Tiden er som i "De Dødes Rige" Aarene før Verdenskrigen, Heltens Død falder samtidig med Efterretningen om Slaget ved Marne. Men medens Radikalismen fra Halvfjerdserne der dømmes til de Dødes Rige, er det her selve det radikale Sind, Mands-Viljen, der bukker under i Kamp mod den aflægs Radikalisme, som har tabt sin Sjæl for at vinde en Succes. Pontoppidan er den eneste danske Digter fra Ibsens Tid, der har haft og endnu har hans "Brand" i Blodet. Mellem de reelle Sætstykker af Samtidens Historie, som efter Forfatterens Sædvane er stillet i Forgrunden af det malede Panorama, finder man derfor ikke blot et stort radikalt Hovedstadsblads Forpøbling efter Stifterens Død under et Kompagniskab af praktiske Journalister, men tillige en idealistisk, "schillersk" Scenes Nederlag for et Serveringsteater. Som Motiv til Helten Magister Niels Thorsens politiske Historie genkender man Harald Nielsens Proces imod det københavnske Frisind, men i mere intim Nærhed af Forfatteren selv hans Ven Erik Henrichsens tragiske Skæbne, og inderst inde ham selv, der altid har ment som Niels Ebbesens Vise, at "de stærkeste Raad de ere nu bedst, hvo dennem kan vel paafinde", og som i Situationen ved Magisterens Død næppe har følt sig fremmed for hans sidste Tanke: at ønske Danmark Belgiens Skæbne. I hans Syn paa den Fremtid, som det i Stedet kan vente sig, synes Angsten at være steget til Gru. Men Tvesynet har Digteren næppe opgivet. Modstykket til "Mands Himmerig" forelaa før dets Fremkomst i "Et Kærlighedseventyr". Men det er ogsaa muligt, at der efter Relieffet af den segnende Kriger kommer et andet af en sejrende Helt af en anden Marv – sikkert ikke af den lyriske, fredelskende Foredragsholders Type, der i "Mands Himmerig" er Krigerens Ven og Modstander.
Som et saadant Relief tegner sig til sidst hele Pontoppidans Forfatterskab, af en varigere Art end det Luftsyn af hvide Tempelsøjler, Gjellerups Poesi efterlader. Af hans Digtnings Buesving uden om Udgangspunktet, den jyske Præstegaard, er der blevet en Rundfrise af Folket, Samfundet og Tiden med plastisk – hverken lyrisk eller malerisk – Fremhævelse af de typiske Træk. Det er hans Realisme, den reneste i hans Samtid. Hertil svarer i Sindelaget en reel Medfølelse med det Liv, han afbilder, en ægte Nationalfølelse. Han har som Digter arbejdet ligesom A.D. Jørgensen i Revisionen af vor Historie og kender som han Folkeaandens Dødsangst og dens Attraa efter Liv og Udvikling. Det er hans Angst og hans Mod. Han har det sidste, kun fordi han kender den første. Det er hans Tvesyn, der virker skræmmende paa mange, men paa andre dragende ligesom hans Aasyn, der med Alderen har faaet Lighed med Michelangelos Profeter og røber det Mulm, der ligger under hans Digtnings aa-blanke Flade.
