Henrik Pontoppidan

(1857-1943); præstesøn, født i Fredericia, opvokset i Randers. Realeksamen 1873. Læste i protest mod slægtens gejstlige traditioner til ingeniør og tog 1. del i 1877. Afbrød studiet for at blive digter. Forsøgte sig som højskolelærer men kom hurtigt i modsætning til det grundtvigske milieu (et ægteskab med en landmandsdatter opløstes 1891). Debutbogen Stækkede Vinger (1881) er symptomatisk for den illusionsløse pessimisme, hvormed Pontoppidan fortsatte halvfjerdsernes virkelighedsdigtning. En række fortællinger (Landsbybilleder, 1883, Fra Hytterne, 1887) er politisk radikale ved deres sociale indignation over landproletariatets elendige kår, men allerede provisorienovellerne i Skyer (1890) viser ham på vej over i den objektive holdning, skeptisk over for alle parter, der er karakteristisk for hans såkaldte "tvesyn". – Pontoppidans enorme forfatterskab søger i stigende grad en upersonlig behandling af to motivkomplekser, der har rod i hans personlige erkendelse: 1. Modsætningen mellem natur og kultur (konflikten land–by, naturens nådeløse dæmoni kontra kulturmenneskets natursværmeri) 2. Den ideale stræbens fallit i umuligheden af at løsrive sig fra den arv- og milieubestemte skæbne (fortællingen "Ørneflugt" 1894 er programmatisk). Begge motivkomplekser væves sammen, idet de antydes i de små romaner (f eks Sandinge Menighed (1883), Isbjørnen (1887) og Nattevagt (1894); og gennemanalyseres i de store, således i de tre hovedværker romanerne Det forjættede Land (1891-95), Lykke-Per (1898-1904) og De dødes Rige (1912-16) der alle har samme grundskema: hovedpersonen går fra illusion til desillusion og havner til sidst i mere eller mindre fortvivlet resignation. Baggrunden er overalt hos Pontoppidan en kritisk tidsskildring, og stilen bevæger sig fra naturalistisk impressionisme til en bevidst farveløs klassisk fortællestil. Sine erindringer skrev han i fire bind: Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familieliv (1940), forkortet udgave (1943) under fællestitlen Undervejs til mig selv. 19l7 fik han (sammen rned Karl Gjellerup) den litterære Nobelpris.

Litteratur om forfatterskabet: Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan (1917). Poul Carit Andersen: Henrik Pontoppidan (1934). Henrik Pontoppidan til Minde (1944). Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende (1954). Knut Ahnlund: "Henrik Pontoppidan" (1956). Ejnar Thomsen: "Skribenter og Salmister" ( 1957) og "Digteren og Kaldet" (1957). Sven Møller Kristensen: Digtning og Livssyn ( 1959). Richardt Gandrup: For og imod (1960).