Artikel i

Hagerups illustrerede Konversationsleksikon, 3. udg.

Pontoppidan, HENRIK (f. 1857), d. Forfatter. F. i Fredericia, men opvokset i Randers (Barndomserindringer digterisk anvendt i "Minder" og "Lykkeper"); Præstesøn og tilhørende en gl. anset Præsteslægt. Vilde være Ingeniør, tog Adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt og 1877 1. Del af Ingeniøreksamen, men forlod et Par Aar efter Studierne. Var et Aar Højskolelærer hos sin Broder Morten i Hjørlunde og blev 1881 gift med en Gaardmandsdatter derfra Egnen (Ægteskabet senere opløst). Debuterede 1881 og har siden udelukkende levet som Forfatter. 1917 fik P. sammen med Karl Gjellerup den litterære Nobelpris.

— Allerede Hovedstykket i Debutbogen, Novellesamlingen "Stækkede Vinger", "Kirkeskuden", indeholder Grundmotivet i hans Digtning: Oprøret mod Præstegaarden – og viser hans realistiske Syn paa Bonden, der virkede nyt paa Baggrund af Skolelærerlitteraturens Idealisering; en naturalistisk Kunst, der fremstiller Armod og Elendighed uden nogen mildnende Besmykkelse. I de følgende Aar naaede P. stadig dybere i sine Bondeskildringer: Romanen "Sandinge Menighed" (rettet mod den grundtvigske Højskolekultur) (1883), Novellesamlingerne "Landsbybilleder" (1883) og "Fra Hytterne" (1887); i den sidste findes smaa Mesterværker som "Knokkelmanden" og "Et Grundskud". Det er et ægte Udtryk for 80ernes Realisme; Fremskridtet fra det forrige Aarti ses ved at. sammenligne P. med Schandorph.

— Den tredie Novellesamling "Skyer" (1890), en af P.s bedste Bøger, har et videre Emne: Billeder fra By og Land i Provisorie-aarene; den bæres af baade Medfølelse og Harme, men først og fremmest af en sund og kraftig Ironi. Beslægtede med denne første Gruppe i P.s Digtning er ogsaa "Isbjørnen" (1887), Fortællingen om den barokke grønlandske Præst, samt de to smaa Romaner "Natur" (1890).

— Alt dette kan betragtes som Forstudier til den første af P.s store Romancykler: "Det forjættede Land" ("Muld" 1891, "Det forjættede Land" 1892, "Dommens Dag" 1895), som er hans kunstnerisk mest fuldendte Værk. Bogen er yderst et satirisk Tidsbillede fra Provisorietiden med dens kulturelle, kirkelige og politiske Brydninger, dernæst en ene-staaende levende Skildring af en nordsjællandsk Egn med fortrinlige Typer af store og smaa Bønder og af Honoratiores udenfor Bondestanden, endelig – gennem Hovedpersonen Emanuel Hansted – en indtrængende Sjælestudie af en religiøs Fantast og hans "Over Evne"-Tragedie.

— Allerede i Firserne havde P. begyndt Udgivelsen af en Række "smaa Romaner", der oftest foregaar udenfor Bondekredse. De fleste er ret romanagtige i deres Handling, men et Fællestræk er en tydelig Ironi, der især giver Stilen dens Særpræg ("Ung Elskov" 1885, "Spøgelser" 1888, "Minder" 1893, "Højsang" 1896); enkelte har en bestemt Tendens, saaledes "Mimoser" (1886), et vittigt Indlæg i Firsernes store Sædelighedsfejde, og især "Nattevagt" (1894), en skarp Protest fra Naturalismens Side mod den voksende Symbolisme og Nyromantik i Halvfemserne og tillige det kraftigste Udtryk for det oprørske og uborgerlige i P.s Natur. En Særstilling indtager den mærkelige Samling kloge og vittige Eventyr "Krøniker" (1890).

— Og omkring Aarhundredeskiftet kom P.s næste Hovedværk, den store Roman "Lykkeper" (udg. i 8 Bd. 1898-1904, den endelige Udgave i 3 Bd. 1907). Ideen er allerede foregrebet i Eventyret "Den unge Ørn": Erkendelsen af, at "det hjælper ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden". Den handler om Præstesønnen Per Sidenius, der trods sit Oprør mod Barndomshjemmet og Slægten ikke formaar at frigøre sig og virkeliggøre sine store Ingeniørplaner og sit Overmenneskeideal, fordi hans dybtliggende Sidenius-Natur overalt i det afgørende Øjeblik lammer hans Handlekraft, og da hans indre Tvivl samtidig hindrer ham i at finde Freden hos sine egne, maa han som hjemløs og rodløs nøjes med at. finde sin Lykke i Bevidstheden om at have tilhørt "en Tid, der har kaldt paa Personligheden". Overfor Sidenius-Verdenen stilles navnlig det helt verdslige, jødiske Pengearistokrati, repræsenteret af Pers Forlovede Jakobe og hendes Hjem; Skildringen heraf hører til Værkets berømteste Partier.

Med "Lykkeper" kulminerede P. Hans senere Arbejder, hvoraf enkelte er skrevet samtidig med den store Roman, er dels et Par ret ubetydelige Skuespil ("De vilde Fugle" 1901, "Asgaardsrejen" 1906), dels en ny Række smaa Romaner ("Lille Rødhætte" 1900, "Det ideale Hjem" 1900, "Borgmester Hoeck og hans Hustru"[sic!] 1905 (vel den betydeligste af dem), "Det store Spøgelse" 1907, "Hans Kvast og Melusine" 1907, "Den kongelige Gæst" 1908, "Et Kærlighedsæventyr" 1918), samt endelig hans tredie store Værk "De Dødes Rige" (1912-15), omfattende Romanerne "Torben og Jytte" (1912), "Store-holt" (1913), "Toldere og Syndere" (1914), "Enslevs Død. (1915) og "Favsingholm" (1915). P. har her søgt at give et helt Danmarksbillede, et Danmark efter Systemskiftet. men Grundsynet er meget mørkt: Skuffelsen og Bitterheden over Udviklingen bort fra 80ernes Idealer maler Billedet graat i graat; Digteren vender sig bekymret bort fra Virkeligheden for at søge Trøst i Utopien. Enkeltheder, især i de politiske Partier, er fortrinlige, men i det store og hele staar Fortællingskredsen – ikke mindst paa Grund af Handlingens Spredthed – ikke paa samme kunstneriske Højde som "Det forjættede Land" og "Lykkeper". P. er overbevisningstro, næsten doktrinær Realist, ubarmhjertig Modstander af alt Fantasteri og al Obscurantismes, men han vender ogsaa sin skarpe Kritik baade mod Naturalismen og mod Individualismen, skønt han er beslægtet med begge. I sin Skepsis og sin hvasse Ironi minder han om Ibsen, hvem han overgaar ved sin større Klarhed, men ved Siden af Kritikken er der i ham en stor Medfølelse og Trang til at forstaa anderledes tænkende, som er af betydelig Værdi. Hans Felt er det aktuelle Tidsbillede – med en undertiden lidt nærgaaende Anvendelse af levende Model, og ingen dansk Digter – Holberg maaske ene undtaget – har forstaaet at give et saa fuldstændigt Billede af sin Samtid, dens aandelige Rørelser og dens Mennesketyper som han. [Litt.: Vilh. Andersen: "H. P." 1917].

H.T.-J.