Angst og Mod

Henrik Pontoppidans og Jakob Knudsens nye Bøger

[Henrik Pontoppidan: Toldere og Syndere og Jakob Knudsen: Mod]

Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen, hvis Bøger i Fjor anmeldtes sammen her i Bladet, er ogsaa i Aar stødt sammen paa Julemarkedet – Jakob Knudsen med andet og sidste Bind af sin Luther-Digtning Mod, den af Efteraarets Bøger, der først slap ud af Krigs-Karantænen, og som nu som sædvanligt foreligger i sit beskikkede tredie Oplag, Henrik Pontoppidan med tredie Del af sin endnu ubenævnte episke Cyklus eller "Fortælling-Kres" Toldere og Syndere, der er udkommet i Dag. Og i Aar ser man tydeligt Ligheden mellem de to jævnaldrende men tilsyneladende saa forskellige Forfattere.

Det Skel, som enhver nogenlunde moden dansk Læser snart i tyve Aar har maattet oprejse som et aandeligt Nødværge imellem de væsentlige Forfattere, hvis Bøger man læser, og de uvæsentlige, som man lader fare, har Tidsbegivenhederne, den overmægtige Virkelighed givet et uhyre Eftertryk. Der er Bøger, talentfulde, højst interessante Bøger, som man blot ikke kan læse under disse Forhold. Mens Theatrene endnu i dette Efteraar kan fejre Successer paa Pjat, og Julen som sædvanlig kræver sit Knas, skal det nok vise sig, at i Litteraturen slaar kun de Bøger igennem, der har Bud til de dybeste Kræfter i Menneskenaturen. Men baade Knudsen og Pontoppidan kan være rolige, deres Bøger hører til dem, der "kan passere", de gaar uskadt gennem Afspærringen. De er begge to væsentlige Forfattere.

De har Nyhedens Interesse. Det hænder stundom gammeldags Forfattere: at blive ny. De har bygget i Dybet, som Odyssevs siger. Tanker og Tendenser, som de har arbejdet med, uænsede eller uforstaaede af Publikum, faar Virkelighedens Lys over sig. Deres Minegange munder ud i Morgensolen.

De Titler, som Jakob Knudsen har givet sin Luther-Bog: Angst og Mod, var ikke "aktuelle", da han for to Aar siden udgav det første Bind og i dette Foraar fuldendte det sidste. Men de er blevet det siden. De betegner de dybeste Kræfter i Menneskenaturen i dette historiske Øjeblik. Angsten er os vis – hvor skal vi hente Modet? Saadan føler og tænker nu alle, som overhovedet kan føle og tænke, kristne Folk og menneskelige Mænd. Deri ligner nu Jakob Knudsen Henrik Pontoppidan. Det er det væsentlige.

Hvad Jakob Knudsen svarer paa dette Spørgsmaal, skal senere blive undersøgt. Pontoppidan er ikke – eller endnu ikke? – kommet til Svaret. Det visse i hans Samtids-Roman og Hovedværk er, som i de to tidligere (Det forjættede Land og Lykke-Per) ikke Svaret, men Spørgsmaalet: Angsten.

Hurtige Læsere vil maaske endda kun faa et utydeligt Indtryk af, hvor indtrængende han spørger.

Med Hensyn til Værkets Komposition kan den nye Fortælling-Kreds ikke helt sammenstilles med de tre Bind om det forjættede Land eller de otte Historier om Lykke-Per. I disse Bøger, hvori der, især i den sidste, optræder en Mangfoldighed af Personer, er dog alt samlet om Hovedpersonernes, Emanuel Hansteds og Per Sidenius', Skæbne og Udvikling; de faar Lov til at tage sig ud for Læserens Øjne. I det nye Værk staar næsten alle Figurerne paa samme Plan, den i første Bind udkaarede Helt, Torben Dihmer, er endnu i dette Bind i Udlandet og i "den vikarierende Heltindes, Jyttes", Optræden vil et og andet – hendes Forelskelse i Maleren – synes i alt Fald dem, der har glemt de tidligere Bind, brat og umotiveret, fordi der ikke levnes hende Rum til fuld sjælelig Udfoldelse.

Der er en ældre dansk Roman, Topsøes Nutidsbilleder¹, der er komponeret paa samme Maade som Pontoppidans Fortællingkreds. Den kunde have og faar maaske ogsaa en Gang til Vejledning for Læserne den samme eller en lignende Titel.

Ligesom Topsøe i Nutidsbilleder oplyser Livet og Tænkemaaden i Halvfjerdsernes København ved en Række typiske Repræsentanter – den fornemme Verdensmand, Politikeren, Digteren, Billedhuggeren – der hver for sig er Midtpunktet i en Kreds, og derefter søger at give denne Samfundsskildring, en Videreførelse af hans ungdommelige "Familiekarakteristik"², en Slags Sammenhæng eller Handling ved at lade disse Kredse træde i Berøring med hinanden – netop saaledes bærer Pontoppidan sig ad overfor det Tiaar, det sidst forløbne, som han nu (efter 80'erne i Det forjættede Land og 90'erne i Lykke-Per) vil digte og dømme i sine Nutidsbilleder. Som alle velordnede Værker kan ogsaa hans Komposition føres tilbage til en simpel grafisk Figur: en Klynge sammennittede Cirkler. Disse Cirkler er Livet.

Her er som hos Topsøe den politiske Cirkel med den radikale aldrende Partihøvding Tyge Enslev som Midtpunkt. Her er ogsaa en kunstnerisk Cirkel eller to saadanne: Salonmmaleren Karsten From og det noget anløbne Selskab hos Komponisten Jørgen Berg. Og en Kreds af fine Folk, Torbens og Jyttes Kreds. Endvidere en raa borgerlig Pengemand og hans Familie og paa tværs af alle disse Cirkler, som et enligt, kometagtigt fremfarende Punkt, en afsat Præst, Mads Vestrup.

Og ligesom man i sin Tid hos Topsøe, Forfatteren af de Politiske Portrætstudier³, ledte efter Modellerne til denne Politiker, denne Digter o.s.v. og blev narret, fordi Forfatteren havde typiseret og netop ikke individualiseret sine Figurer, saaledes vil ventelig mange Læsere af Pontoppidans nye Bog, ihukommende Portrætstudierne af f.Ex. Bispen i Det forjættede Land (Monrad) og Dr. Nathan i Lykke-Per, ærgre sig over den Maade, hvorpaa Modellen som en drilagtig Nisse snart stikker frem, snart gemmer sig bag den digtede Figur, saa at f. Ex. Enslev i sin Person opsluger to højt berømte Modeller, hans sindige Banemand Tyrstrup faar en forkert Profession og hans bekymrede Redaktør et helt nyt Ansigt.

Den nye Bogs Værd som Parallelaftryk eller Fladebillede af det sidste Tiaars Liv vil komme til at bero paa den Økonomi, hvormed Forfatteren har formaaet at almindeliggøre sine Iagttagelser, har medtaget alt væsentligt og intet uden dette og i det enkelte Tilfælde fremstillet alment Træk. Man mærker sig i dette Bind Forbindelsen af den for Uterlighed afsatte Præst Vestrups af Bladet "Femte Juni" arrangerede religiøse Foredrag i "Elysium" og den der optrædende Sangerinde Frk. Susse Frederiksens gudelige Opvækkelse.

Sit digteriske Værd faar Bogen dog først, naar disse Figurer og Hændelser, der fra Yderverdenen er trængt ind i Forfatterens Bevidsthed, har kunnet leve sig ind i hans Sjæl. Herpaa giver den samme Mads Vestrup et mærkeligt Exempel. Iagttaget og indført i første Bind i en Skikkelse, der synes Forfatteren selv saa fremmed som vel muligt, er han i dette Bind, hvad der ikke vil overraske dem, der husker det mellemliggende, voxet saa nær til hans Hjerte, at han udtaler hans eller i alt Fald Bogens Stemning. Det er, som jeg sagde, Angsten.

Deri adskiller Pontoppidans Bog sig fra Topsøes, at der er noget, noget mægtigt, bagved. Bag ved Nutidsbilleder er der kun et Smil, klogt, varmt, ja kærligt, men bag Pontoppidans et Par store, urolige Øjne.

Heltinden, Jytte, har disse Øjne. Det er derfor, hun saa brat skifter Mening om den efter hendes (og Forfatterens) første Indtryk barnagtige og komediantiske Maler Karsten From, fordi hun alene i hans Stemme kan høre "som et Ekko af sin egen hjemløse Sørgmodighed". Han gør sig til en Fjante af Frygt for at blive vanvittig.

Ogsaa hendes Moder er angst, fordi hun er hjælpeløs. I den store Tale, hun holder til Enslev med en Fasthed, som den var skreven (hvad den unægtelig ogsaa er), for at bevæge ham til at blive paa sin Post som Fører, varsler hun, at det bærer frem imod en frygtelig Katastrofe. Den sørgelige Historie, at hendes gamle Slægtsgaard er kommen i Hænderne paa den grove Parvenu, er hende som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Hun mener, der er mange "Hjemløse" i Danmark for Tiden.

Ogsaa i en helt anden Kreds, paa Kunstnerhybelen, trænger Angsten ind: naar Mand og Hustru flyver sammen som et Par parringmætte Rovdyr, mens den whiskyomdunstede Satyr Frants Møller mækrer som en Ged, og der bankes paa Døren, sagte og beskedent af den udstødte Kammerat Cajus, som de ikke tør lukke ind, og som tilsidst af Fortvivlelse gaar hen og hænger sig. Denne Figur er en af de stærkest virkende i Bogen, skønt han aldeles ikke viser sig, men to Gange høres paa Trapperne. Det siges (naturligvis) ikke, at han er "Døden", man mærker det bare. Kunstnerlivet i vore Dage er ikke ukendt med denne Frygt for atter at høre Cajus banke.

Til sidst taler saa Pastor Vestrup om Angsten:

Lad komme Sult og Nød,
giv Taarer mig for Brød –

Saaledes sagde allerede Per Sidenius, der tværs igennem alle dogmatiske Forskansninger følte med sine fromme, barske Fædre, naar de bad: Herre, bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke⁴.

Netop af Angsten henter de Modet til at leve. For det vidste Mads Vestrup, at "saa længe et Menneske kunde fortvivle, var han bevaret for den største af alle Synder, Selvretfærdigheden, og der er endnu Haab om hans Oprejsning"⁵.

Her er maaske Svaret. Her mødes i alt Fald Henrik Pontoppidan og hans kraveløse Prædikant med Jakob Knudsen og hans Kirkefader.

II.

I Henrik Pontoppidans Toldere og Syndere holder den udstødte jydske Præst Mads Vestrup et gudeligt Møde i København. I Stedet for, som Forsamlingen havde ventet, at angribe Kirken, taler han om den enkelte og hans Salighedssag og mest om Ulydigheden imod Gud og Mennesker.

Se en Gang rigtig paa et nyfødt Barn! siger han. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en spæd Kødklump med en blind og hidsig Egenvillie. Tænk paa, om dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøjer sit hvide Hoved i Døden med de Ord: Ske Din Villie, Herre! – ja hvem kan i Grunden være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede. …

I Jakob Knudsens Mod, Fortsættelsen af den for to Aar siden udkomne Fortælling Angst, er det Luther, som er den udstødte Præst. Ogsaa han er meget mindre optaget af de ydre Forandringer i Kirken – som han dog unægtelig har havt en Finger i med en Gang – end af den Sjælens indre Forvandling, der hedder Syndernes Forladelse. Ogsaa i Knudsens Bog forekommer Lignelsen om det uregerlige Barn og i samme Mening (S. 178).

Ligheden er næppe tilfældig. Ved sin Maade at tale paa – til Dels ogsaa ved sit Ydre – minder Mads Vestrup om Jakob Knudsen. Hans religiøse Følelse deles vistnok ikke af Forfatteren. Men dette er den Kristendom, som svarer til den Humanisme, der kendes fra Pontoppidans tidligere Bøger.

Det er menneskeligt – jeg mener: ensbetydende med det at være et Menneske – at have Sjæl og deri Muligheden for et Himmerig eller Helvede (eller begge Dele) paa Jorden. Religion er: det at kaste disse Muligheder ud i Evigheden, at projicere sin Sjæl i et hinsidigt Himmerig og Helvede.

Herom handler Jakob Knudsens Bog. Den viser med Luther som Exempel, hvorledes Mennesket gør sig evigt.

Andet "historisk" er der ikke i den. Forfatteren har, som han selv oplyser i en Slutningsnote, læst en Del Luther-Litteratur igennem, til Brug for sin Bog, og har historisk Hjemmel for de fleste af dens Tildragelser. Men man kan læse begge Bindene igennem – det første, der handler om Luthers Barndom og Ungdom, og det nuværende om hans Manddom og sidste Levetid – uden at flytte sig i Tid og Sted ud af den Verden, man er fortrolig med fra Knudsens Nutidsskildringer: Gæring og Afklaring, Den gamle Præst og Sind. I den nye Bog indføres en ren Nutidstype i den selvopfundne Figur, Tilio, "en ung Fyr, som klør baade for og bag af Frihedstrang og som er mig (d.e. Luther og Jakob Knudsen) et Exempel eller en Slags Mønster paa Folk, som de er flest i disse Tider" (og i vore Dage). Af de historiske Skikkelser er Melanchton ypperligt greben ud af Nutidens kirkelige Røre – "den lille Magister Philip, saa fortagen⁶ og bespændt og fortravlet, som om det var ham, der ejede Guds Rige og skulde tage Vare paa, at det ikke led nogen Skade paa Rigsdagen i Augsburg". Og Luther selv, der ikke blot af sin Ensomhed, med baade Folket og Fyrsterne imod sig, fornemmer sin "Gammelhed", men som ærgrer sig over denne "Doktor Luther", der i alt Fald i Folks Øjne ikke mere er den samme Broder Martin, men som "kunde prædike om Martin" – minder han ikke om en vis Professor og Forkynder, der vel paa samme Maade maa kunne gribe sig i at længes efter sin u-kanoniserede Ungdom?

Af kulturhistoriske Interiører i J.P. Jacobsens Stil er der da heller intet hos Jakob Knudsen. Det giver et helt lille Stød i Læseren, naar han paa en af Bogens sidste Sider læser, at Luther Aftenen før sin Død holdt sin Bøn som sædvanlig henne ved Vinduet, eller rettere under Vinduet, for de sad gerne højt den Gang. Man havde helt glemt, at man ikke var hjemme i Præstegaarden.

Skønnest i den nye Bog som i flere tidligere, hvor man mærker Ludvig Feilbergs Indflydelse, er den Maade, hvorpaa Forfatteren bruger Naturindtrykkene ikke til maleriske Billeder, men til Spejlstykker for Menneskesjælen. Men skønt man vel mærker, at Forfatteren har været i Thüringen, fører dog hverken de foraarsbrune Stier eller de forfrosne Paaskelillier eller "den gyldne Eng" (Brorsons og Jakob Knudsens Barne-Paradis) end ikke Floden (sjælelig transponeret som i Goethes Digt) eller Bjærget ud fra det Jylland, hvor Digternes Sjæl har hjemme. Af Bjærgmandslivet i første Del bevarer man kun et flygtigt Billede, men Heltens Bundethed til Barndomsjorden, hans "Naturwüchsigkeit" er genialt givet ved den lille blaa Slakkesten⁷, som Drengen har taget fra sin Faders Grube, som er den eneste Pryd i Broder Martins Celle, og som den gamle Doktor Luther kort før sin Død lægger tilbage igen paa det Sted, hvor han tog den.

"Saa saa han sig om: Ja, her har han gaaet, den gamle. Der er ikke andet i mig end ham – og saa hvad der er fra Himlen. Og nu staar jeg her og er gammel. Der er slet ingen Forskel, det kunde lige saa godt være ham. Herre Gud! Herre Gud! – Ja, lad os saa gaa igen!"

Ja – saadan omtrent sagde han virkelig. Da Luther i 1530 fik Bud om sin Faders Død, skrev han til Melanchton: "Ud af ham gav min Skaber mig, hvad jeg er og har."

Over dette Ord har Jakob Knudsen formet sin Bogs Idé: Pieteten, der bliver til Religion. Luthers Religiøsitet er omsat ("projiceret") Sønnefølelse.

Af Faderen har han lært Angsten at kende. Angsten for Ansvaret ved at leve, saa grundigt, at da han skal underkue Bondeoprøret, forekommer det ham kun udadtil en mere betydningsfuld Opgave, end da han skulde vogte Gederne derhjemme – og Modet, for det var jo Faderen, der havde lært ham at sky alle Mellemmænd, saa at han havde faaet Vorherre selv til Mester, Jehova over sit Hoved.

Det er forbavsende, saa denne saakaldte Grundtvigianer i sin Religiøsitet ligner (og stadig mere og mere) Grundtvigs store Modstander og evige Modsigelse, nemlig Søren Kierkegaard. Det er ikke bare det, at Grundtvig (efter sit Begreb) er en "historisk" Aand, men Knudsen en aktuel eller, som Kierkegaard siger, en existentiel Forfatter – det er Grunden til, at han ikke kan skrive en historisk Roman, men maa gøre Luther til en samtidig. De to Afsnit af hans Lutherdigtning, Angsten og Modet, svarer til de to Kierkegaardske Stadier, det førkristelige, som han har analyseret i Begrebet Angst, og det (ikke paradoxt kristelige, men) alment religiøse, som han har udviklet i sine opbyggelige Taler. For her i disse Taler er det Mod, den Tryghed i Gud, den Forsoning mellem det menneskelige og det religiøse, som Knudsen ikke kan undvære, og som røber det røde grundtvigske Blod i ham. Naar man læser i hans Bog om den gamle Luther, der føler – nej, mindes, hvad han følte, da han som Barn saa Svalerne flyve ind og ud af Huset, og det var ligesom Stuen eller Hjemmet gik i eet med hele den store Sommerdag der udenfor, saa er det netop den Hvile, Evighedens svale Sommerluftning igennem Livet, som Kierkegaard og alle urreligiøse Sjæle stunder efter.

Ogsaa Kierkegaards Religiøsitet er fra først af Pietet, Sønnefølelse. Naar gamle Hans' og Grethes og Guds klare Ord stemmer sammen, siger Jakob Knudsens Luther, da faar jeg ingen Anfægtelser og kender ingen Vaklen. Som bekendt havde Søren Kierkegaard det paa samme Maade med sin Fader, den gamle Hosekræmmer, hvem han tilegnede alle sine opbyggelige Taler. Fra denne Sønnefølelse har de begge den positive Kraft i deres Natur, Dydigheden, der, naar den er absolut, altid er religiøs, hos Martyren som hos Soldaten, og den polemiske Vældighed: Hadet til den ulydige Tid og den forbandede Frihed. "For det var Orden, han elskede, den Gamle".

For Folk, som intet forstaar af dette, er det en daarlig Bog, Jakob Knudsen har skrevet, især denne sidste Del, med dens uligelige Udførelse, der springer store Stykker af Heltens Liv og Udvikling over med Henvisning til "Historien" og belyser andre som brede Episoder.

For andre – ogsaa for dem, til hvem den gamle Hosekræmmer eller Bjergmand taler fortroligere end "Guds klare Ord" – er Sammenhængen bevaret. Kernen i Bogen, "Slakkestenen", den naturgroede Religiøsitet, er uskadt.

For dem har de to gammeldags Bøger, Henrik Pontoppidans Toldere og Syndere og Jakob Knudsens Angst og Mod, faaet en ny Virkekraft ved at henvende sig til den største stærke Kraft i den Tid, der har løsladt alle Menneskenaturens Kræfter: Lydigheden.