"direkte Jeg-Lyd"
Denne nye Bog af Henrik Pontoppidan foregaar fjærnt fra de Egne, hvor man ellers er vant til at træffe Mulds Forfatter. Det er ikke længere hint underlig skumle Danmark, med de hemmelighedsfulde Dale, de navnløse og øde Strande, de mystiske Muldbjærge langs Horisontens Rand – hin sære, menneskefjendske Natur, der er Rammen om saa mange af Pontoppidans Værker, fra Sandinge Menighed til Det forjættede Land. Det er en lys og frodig Egn, et rigt og venligt Østjylland, af hvis Skød Minder er vokset frem.
Pontoppidan anvender i denne Bog (for første Gang i sin Produktion) Jeg-Formen1. Der er om denne Form sagt meget ondt og nedsættende – som om den ikke var Menneskets første og oprindeligste Maade at udtrykke sig paa. Det er rimeligere at tale i eget Navn end at tillægge Andre sine Følelser og Tanker, og al Lyrik er direkte Jeg-Lyd. Ordet jeg paa en Bogs første Side etablerer straks en nær og inderlig Forbindelse mellem den Skrivende og Læseren.
Først og fremmest paa Grund af sin Jeg-Form er Minder en Bog, der betager. Den Lyriker, som ligger gemt bag Pontoppidans episke Væsen, og som jævnlig har givet sig Luft i stemningsrige Naturbilleder, er i Minder ene om Ordet. Og det, der berettes, er den simple og rørende Saga om en Mands Hjemkomst til den lille By, hvor han i svundne Ynglingsaar har elsket for første Gang . . .
Heine varierede ved Aarhundredets Begyndelse i en hel Bog af Vers dette blidt tungsindige Tema. Han skildrede den lille Stad, hvor Gaderne synes den Hjemvendte saa snævre og Brolægningen saa uudholdelig – men hvor han alligevel i det kolde Maaneskin kysser den Trappes Fliser,
die oft ihr kleiner Fuss berührt
und ihres Kleides Schleppe . . .
Som Digteren af Die Heimkehr2 vender Pontoppidan tilbage til sine første Minders Bog, og som den tyske Poet vandrer han i Sommernatten rundt i de gamle Gader, hvor han rørt genkender de fremspringende Trapper og de gamle Bislag. Ogsaa han er en Nattevandrer og Nattedrømmer – ogsaa for ham aabner sig en forgangen Kærligheds Drømmeverden, og med Savn skuer han tilbage mod hine Ynglingaars tabte Paradis. Og medens han ene i Natten stirrer op til de Vinduer, bag hvilke hans Drengedrømmes gyldenlokkede Madonna for mange Aar tilbage sov sin Jomfrusøvn, fødes der i hans Digtersjæl Tanker som disse:
Maaske elsker man i Virkeligheden kun denne ene Gang i sit Liv. Senere kan vel vor Attraa paa forskellig Maade blive vakt. Men kun én Gang – den første Gang – kommer Kærligheden over os som det Syn, der aabner Underverdenens Afgrund for vore Fødder og bygger Salighedens syv Himle over vort Hoved. Hvem véd? Maaske stemmes da for Livstid alle Hjærtets dybe Strænge, og de, som senere berører dem og faar dem til at klinge, fremkalder kun Toner, hin første har skabt.
Disse Ords dybe og inderlige Klang er det, som drager sig gennem Pontoppidans nye Bog. Mindebetaget og fortidsdrukken skildrer den en ung Kærligheds Genopstandelse i et modent og mandigt Sind.
Og denne Genopstandelse former sig som en digterisk Genskabelse af hin én Gang saa tilbedte Kvindes korte og ulykkelige Liv. Minder er, i en Ramme af rig og sommerlig Natur, en mild og skøn Jomfrues tragiske Roman.
Pontoppidan maner hende frem, hvid og blød, blond og blid, den dejligste af Byens dejlige Døtre. Og med kærlig Forstaaelse skildrer han hendes rene og gode Sjæl og udreder det lidet filtrede Spind af Hændelser, som en stærkere Personlighed let havde gennembrudt, men som for hende blev et Næt, hvori hun forviklede sig og faldt og fangedes ind af Døden.
Det er en ganske simpel Historie, en enfoldig Købstads-Elegi, Pontoppidan her fortæller. Men han forlener den med al sin Realismes stærke Magt i Skildringen af den gamle Handelsstad og de gamle Købmænd fra hans Barndoms Tid. Og han væver over den en Dis af Engdamp og Maaneskin, en Taage af Stemning, hvorunder man fornemmer et Hjærtes sagte Graad – som Lyden af et glidende Vands Rislen i en Sommernats trolddomsagtige Tavshed.
Johannes Jørgensen
