Pontoppidans digte
Der er god mening i den opfattelse at Henrik Pontoppidans egne digte ikke burde udgives samlet, men have lov at stå så adspredt og diskret som han strøede dem om sig: i aviser og tidsskrifter og – ikke mindst – i dedikationer. I mange år har der da også været en slags forbud mod at samle dem. Et forbud der henviste til en såkaldt "testamentarisk" bestemmelse som dog nu har vist sig ikke at kunne føres tilbage til Pontoppidans egen hånd. Tværtimod sagde han faktisk som urgammel til Carl Dumreicher at en sådan udgave blot måtte vente "til efter min død"'1.
Det har præsten Børge Andersen benyttet sig af, skønt Pontoppidans arvinger ikke ubekymret har givet lov. Fornuftigvis omfatter den lille, kønne bog dog kun de digte Pontoppidan selv i sin levetid befordrede i trykken.
Mere problematisk er det at den også omfatter de digte som indgår i Pontoppidans fiktion og derfor ikke uden videre kan tillægges et pontoppidansk "digter-jeg". Skønt Børge Andersen skriver at disse digte må "læses sammen med deres kontekst", har han netop umuliggjort dét ved at pille dem ud. Da konteksten for halvdelen af disse digtes vedkommende er parodiens, er det ikke så godt.
Kun to af Pontoppidans 30-40 digte har opnået berømmelse, det ene en folkelig, det andet en litteraturhistorisk: Genforeningsdigtet fra 1918 og Georg Brandes-digtet fra 1912. Om sådanne "lejlighedsdigte" siger Børge Andersen at de naturligvis er "udtryk for hans helt personlige mening i den konkrete situation", og derfor stræber Børge Andersen også efter at gengive dem i deres ældst mulige form.
Men de to digte var ikke blevet så berømte hvis de ikke netop havde forløst holdninger, følelser eller "meninger" der gik ud over Pontoppidans privat-personlige. De to digte er da også hans bedste. Hvilket ikke vil sige så meget, for Pontoppidan var virkelig ikke lyriker. Han havde fuldstændig ret når han i Dumreichers referat sagde:
Jeg er og bliver en Prosaforfatter. Det vilde kun forvirre Begreberne, hvis jeg pludselig optraadte med en hel Digtsamling.
Og så var det han med en charmerende mangel på logik tilføjede:
Det maa vente til efter min Død.
Genforeningsdigtet, "Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage", er et godt eksempel på at et såkaldt "originalmanuskript" ikke hos Pontoppidan uden videre er bedre end førstetrykket. Hvad skal vi dog med begyndelseslinjen: "Det klinger som et Eventyr" når Pontoppidan netop i korrekturen fandt det rigtige folkelige udtryk.1
Der er et par andre lignende absolut forbedrende rettelser i sidste øjeblik som man nu skal til Børge Andersens spinkle, men efter omstændighederne næsten alle korrekte, kommentarer for at finde.
Dommen over Brandes ved dennes 70-årsdag i 1912 blev også taget til hjerte – af begge fløje: "Han raabte "Bliv lys!" – og der voksede Mørke." Digtet afspejlede Pontoppidans eget ambivalente forhold til Georg Brandes' projekt, som også Jørgen Knudsen klart skildrer det i sin Brandes-biografi. Men jo en ambivalens som på det tidspunkt deltes af både Brandes selv og samtiden, ekstremisterne til begge sider undtaget.
Igen gengiver Børge Andersen det svagere manuskript i stedet for den færdige tekst fra Politiken der begynder: "Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester," mens Børge Andersen optrykker manuskriptets "Vi stod der ...". Men førstetrykket form er Pontoppidans egen rettelse i korrekturen. Og den skal naturligvis respekteres. Uanset hvilke overvejelser manuskriptets form kan give anledning til, skal den (kun) angives i noteapparatet.
Den sorte ært
Hovedparten af de øvrige "menings"-digte har først og fremmest biografisk interesse. Hvilket dog ikke forhindrer at den "mening" (det uheldige ord har Andersen lånt af Billeskov Jansen) de udtrykker, kan være smuk eller rigtig, som f.eks. digtet til hans sølvbrud fra 1917 eller de rå agitationsdigte fra provisorietiden i midten af 1880'erne, hvoraf "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" i urent trav af Børge Andersen anføres som nyfundet; det stod genoptrykt i Poul Carit Andersens lille Pontoppidan-bog fra 1951, Digteren og mennesket.
Det vigtigste af disse digte hedder "Syndebukken". Pontoppidan skrev det ifølge sine oplysninger i Hamskifte (1936, s. 146f) som 22-årig i 1879 da han efter faderens død havde afbrudt sine polytekniske studier og besluttet at blive heltidsforfatter. Et digt der godt kan betragtes som en slags råskitse til Lykke-Per som "den sorte ært i bælgen".
Igen trykker Børge Andersen et "originalmanuskript", men det er fra 1936, fra digtets gengivelse i Hamskifte, og han placerer det i sin bogs kronologiske rækkefølge under 1879. Under 1931 gengiver han til gengæld en længere version af digtet som Pontoppidan det år offentliggjorde i Flensborg Avis, og som Børge Andersen selv mener "formodentlig er den ældste version af digtet". Den disposition giver simpelthen ingen mening.
Henrik Pontoppidans Digte. Samlet og kommenteret af Børge Andersen. C. A. Reitzels Forlag, 1999,. 88 s. kr. 148.