Knut Ahnlund

(1923-2012) er den første doktor på Pontoppidans forfatterskab. Hans disputats Fem huvudlinjer i författerskapet (1956) blev aldrig oversat til dansk skønt Ahnlund i årene 1966-69 var professor ved Aarhus Universitet i nordisk litteratur. Herfra følte han sig fordrevet af det såkaldte studenteroprør i årene efter 1968, og han fortsatte sin faglige karriere som konsulent i spansksproget litteratur ved Nobelinstituttet under det Svenska Akademien hvoraf han i 1983 selv blev medlem. Et medlemskab på livstid som han frasagde sig i 2005, efter at akademiet året før havde tildelt den østrigske forfatter Elfriede Jelinek Nobelprisen. Men allerede i 1996 holdt Ahnlund op med at deltage i akademiets møder efter en offentlig debat om dets arbejde.

– Ahnlund udgav siden bl.a. essaysamlingen Diktarliv i Norden (1981) hvori to bidrag berører Pontoppidan: "Ett delat Nobelpris" og "Utanför normen" om Herman Bang.

Disputatsen var længe det ubestridte hovedværk om Pontoppidan og hans forfatterskab. Tematisk ordnet gør den det vanskeligt at slå behandlingen af enkeltværker eller enkelte perioder op. Nogen god "håndbog" i Pontoppidan er disputatsen ikke, og vel derfor er den aldrig blevet oversat. Men der er legio af skarpsindige iagttagelser og åndshistoriske sammenfatninger fordelt på de fem temaer: Religion och kristendom, Arv och öde, Natur och civilisation, Man och kvinna og opsamlingskapitlet om de Konstnärliga utvicklingslinjer. Af nød måtte Ahnlund hovedsageligt henholde sig til Pontoppidans trykte værk. Familien afskar denne svensker (det var jo kort efter krigen) fra enhver adgang til de rige brevsamlinger. Kun brevene til den svenske ven og kollega Axel Lundegård, opbevaret i Lund, kunne Ahnlund få adgang til. Men Ahnlund er den eneste forsker der tog kontakt til Pontoppidans datter af første ægteskab, Johanne, og derved kunne han prøve at kaste lys over den dunkle overgang mellem forfatterens to ægteskaber.