Johs. Brøndum-Nielsen

Johs. Brøndum-Nielsen (1881-1977) var i årene 1926-52 professor i nordisk filologi sprog ved Københavns Universitet. Det faglige hovedværk er hans ottebinds Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling (1928-74), der går op til året 1500. Som dialektforsker grundlagde han den undervisning i dialektologi der siden har udviklet sig til vore dages sociolingvistik. Ved Ordbog over det danske Sprog var han redaktør og bidragyder, ikke mindst i Pontoppidan. Han var tillige en ivrig og hengiven bogsamler. Det vidner ikke mindst Pontoppidan-delen af hans skønlitterære samling som Det Kongelige Bibliotek i 1979 erhvervede. Denne samling rummer 1603 numre hvoraf de 89 (nr. 1248-1337) omfatter skrifter af Henrik Pontoppidan. Samlingen blev ordnet i 1990 og først i 2000 gjort tilgængelig i forskeraflukket i Diamantens Læsesal Vest. For at komme til at se den, skal man have udstedt et særligt adgangskort. Men det kan man også nemt få når blot man angiver sit ærinde.

Bogsamlingen er ordnet alfabetisk efter forfatter og titel og derefter nummereret; sådan har de næppe stået i Brøndum-Nielsens bibliotek. Forsåvidt som der i (eller ved) bogen lå notater eller udklip, opbevares disse nu i hver sin tilsvarende kuvert. Kuverterne står samlet i fire kasser ved begyndelsen af samlingens opstilling. Bøgerne selv er kemisk fri for notater. Det er en bibliofil samling, og så skriver man ikke i bøgerne, end ikke med blyant. Undtagelsen er lejlighedsvise noteringer foran i bogen om hvornår den er købt og for hvor meget.

Pontoppidan-samlingen er opsumeret her.

Med Henrik Pontoppidan stod Brøndum-Nielsen i årene 1933-40 i brevkontakt. Det første brev fra Brøndum-Nielsen drejer sig først om nogle kildesteder i forfatterskabet, men derefter spørger han om Pontoppidans forhold til de to hoveddialekter jysk og sjællandsk. Herpå svarer Pontoppidan dagen efter beredvilligt, men usikker – han er jo den udøvende, Brøndum-Nielsen den analyserende. Året efter skrev Brøndum-Nielsen igen brev til Pontoppidan, denne gang meget specifikt om et bestemt udtryk i De Dødes Rige, "Orm i Øjet", der bruges om Enslev-smeden. Hvis Pontoppidan svarede, og det gjorde han sikkert, har Brøndum hverken offentligt anvendt hans svar eller gemt det. Ejheller er det at finde i Ordbog over Det Danske Sprog, bd. XV hvoraf Brøndum-Nielsen var redaktør.

I 1937 skriver Brøndum-Nielsen i en af sine faste "Fra Sprogets Verden"-artikler i Nationaltidende 25.7. – altså dagen efter Pontoppidans 80 års-dag – bl.a. om hans omarbejdelser:

Den i Gaar fejrede Mester indtager i dansk Litteratur en Særstilling ogsaa ved sin grænseløse Taalmodighed i Omarbejdelsen af tidligere Arbejder. Ikke engang Paludan-Müller har brugt Kniven og Filen saa vedholdende som Henrik Pontoppidan.

I smaat og i stort kan Ændringer være foretagne fra Udgave til Udgave. "Sandinge Menighed" og "Det forjættede Land", "Ung Elskov" og "Lykke-Per" er af denne Grund et uudtømmeligt Forskningsfelt for sproglig, stilistisk og litterærhistorisk Granskning. Af Ungdomsarbejdet "Spøgelser", der ligesom "Mimoser" ikke er genoptrykt (ikke optaget i Samlingen "Noveller og Skitser" I-III), er et enkelt lille Afsnit taget til Naade og indflikket i Fortællingen "Lille Rødhætte" (1900), men i helt gennemarbejdet Form.

Og da "Ung Elskov" i 1906 føres tilbage til Jeg-Formen, er Fortælleren en helt anden Person (nemlig en folkloristisk interesseret Landsbylærer) end i Førsteudgaven i "Ude og Hjemme" (hvor han er en romantisk Jægersmand). Forandringen er ikke af udvendigt Art: Stilen er helt ompræget, og "En Kjærlighedshistorie" fra "Landsbybilleder" trækkes over og indsmeltes i Skildringen.

Naar man da læser om, hvordan "jeg de lange Vinteraftener sad paa Mosters Trendekiste foran Arnestedet, hvor en kraftig Lyngild brændte", at "de ældre gjorde Kaal paa Tiden med Snak eller et Slav Kort eller med lidt Haandgerning ved Skæret af en Tranlampe", og "jeg sad ganske stille og hørte Stormen buldre oppe i under Lyrebrættet og fulgte Ildgnisterne, der foer op i Rummet mellem de sodede Tagspær" - saa kan man alene efter de folkoristiske Gloser henføre dette Stykke til "Ung Elskov"s sidste Affattelsesform, til den Beretning, som Pontoppidan lader den forhenværende Hjælpelærer i Starup føre i Pennen.

Så må Brøndum-Nielsen nok have truffet Pontoppidan personligt. I hvert fald fortæller han sommeren efter Pontoppidans død, i en kronik i Aarhuus Stiftstidende 2.7.1944, at

Da denne Pontoppidans Arbejdsmaade var mig vel kendt, følte jeg engang Lyst til at faa den gamle Forfatter til at foretage en Omarbejdelse af den lille Fortælling "Spøgelser" (fra 1888), et Arbejde, som han ved Udelukkelse fra sine senere samlede Udgaver havde markeret som uværdigt til et Plads i det Forfatterskab, som han vilde vedkende sig overfor Efterverdenen.

Da den unge, haarde og strenge Skribent i de senere Aar var blevet en elskelig gammel Herre, der kom En i Møde med et venligt Smil og et hjerteligt Haandtryk, hørte der ikke stort Mod til at lægge et godt Ord ind for den af Forfatteren selv vragede Ungdomsbog, der trods en mislykket Slutning indeholder saa meget levende og menneskeligt Stof i en Udformning, der iøvrigt er Mesteren fuldt værdig. Der skete det mærkelige, at Pontoppidan erklærede ikke at kunne huske det mindste af Bogen. Og Fremhævelsen af den særdeles levende og indtagende Ungpige-Skildring, som Fortællingen rummer, fremkaldte da fra hans Side den Bemærkning, at det virkelig vilde interessere ham at forny Bekendtskabet med dette Ungdomsværk, da han – som han mærkeligt nok mente – aldrig ret havde haft Evne til at gøre sine Kvindeskikkelser menneskeligt levende. Da den omtalte Bog ikke engang fandtes i hans Bibliotek, maatte et Eksemplar sendes ham til Læsning. Senere afgav han følgende Svar som er interessant, men desværre ikke netop det ønskede:

"— — Jeg tilbagesender her min Fortælling "Spøgelser" og takker for Laanet samt for den Interesse, De har vist dette mit gamle Produkt. Til min Overraskelse maa jeg indrømme, at den ikke er uden en vis Værdi. Naar jeg alligevel ikke kan tænke mig at lade Bogen optrykke, endsige at gøre Forsøg paa at forbedre den ved Omarbejdelse af Slutningen, er Grunden den, at jeg aldeles ikke kan kende mig selv i den. Dersom ikke mit Navn havde staaet paa Titelbladet, kunde jeg have tiltroet en mig helt fremmed Debutant Forfatterskabet, og det maa vel være Forklaringen paa, at jeg saa totalt har glemt den. Naar jeg tænker paa de andre af mine tidligste Forsøg, som jeg endnu husker – "Et Endelig" og "Fra Hytterne" f.Eks. – kan jeg heller ikke finde nogen Lighed, og det er Erindringen om disse Ting, jeg unægteligt helst ænsker bevaret en lille Tid endnu – –"

Allerede i 1942, forud for Pontoppidans 75 års fødselsdag, skriver Brøndum, stadig i Aarhuus Stiftstidende, et "Strejtog" betitlet "I Henrik Pontoppidans Ferieegn". Det er her det fynske stof, oprindeligt i Danmark, siden i Den gamle Adam, der holder for med Middelfart og Vissenbjerg Præstegårdshave, som Brøndum-Nielsen allerede(?) havde bemærket det på sedlen i bogen (nr. 1270) indkøbt i 1934.

Brøndum-Nielsens "Strejftog" fra den 2. juli 1944 taler nu mere indsigtsfuldt detaljeret om rettelserne, det drejer sig her om "Ørneflugt":

Rettelserne stræber i det hele at afløse det almene, vage og abstrakte med det specielle, konkrete, reelle og nøgterne. [...] Vidtløftigheder og bred Eventyrstil bortskæres.