Edvard Brandes/Edv. Brandes

(1847-1931) var en alsidig begavelse med mange virkefelter. I forhold til Pontoppidan var han redaktør (på Politiken), anmelder (sammesteds) og kulturpolitiske rådgiver i forbindelse med statsunderstøttelsen og beskatningen af Nobelprisen. Deres forbindelse har afsat sig spor i en række bevarede breve.

Georg Brandes til Sophus Schandorph om broderen:

Det er langt lettere at vinde hans yderste Foragt, en Foragt som er nær ved at kvæle ham og gjøre ham sort i Ansigtet (hvorfor Pøbelen ogsaa anseer ham for meget sort) end det er at faae Ros af ham.1

Iflg. Christian Rimestads interview med Edvard Brandes2 havde han på sine vægge malerier hængende af "næsten alle de berømte franske Impressionister (...): Manet, Degas, Cezanne, to Forain'er, [flere af] Gauguin: navnlig er en Allegori, Døden og Livet, gennemtrængt af en saa dyb og anspændt Følelse, at man ikke vil glemme den."

Til Rimestad siger Edv. Brandes bl.a.:

Den Gruppe, vi, Gennembrudsmændene, som min Broder kaldte os, dannede, havde vi egentlig slet ikke selv formet. Det var væsentlig noget, som de andre, vore Fjender, lavede. Det var ikke saa meget litterære Sympatier, som fritænkeriske, sociale og politiske, der drev os sammen. (...) Alle Blade var lukkede for os. (...) Jeg ser at Sven Lange har sagt, at jeg utvivlsomt var en partisk Kritiker. Det vil jeg protestere imod. Jeg har aldrig skrevet mine Anmeldelser tvunget af andre Grunde end af Kærlighed til det, jeg anser for god Literatur, og af Uvilje mod det, jeg anser for daarlig. (...) det var en Tid, hvor Humoristen Carl Møller (...) var anset for en Skribent, hvis Betydning var større end f.Eks. Drachmanns eller Pontoppidans. Den end ikke nu anerkendte Goldschmidt førte i Virkeligheden dengang en meget tilbagetrukken Tilvælresen i den offentlige Bevidsthed. (...) Der er ingen nulevende danske Romanforfatter, jeg sætter saa højt som J.P. Jacobsen.

Men Sven Lange fór nu fort. I Politikens jubilæumsnummer 10. oktober 1909 skrev han om Edvard Brandes' ensidighed som litterær kritiker:

Ved uophørligt at rose de samme Skribenter og dadle de samme, ved at gentage denne Vurdering med den samme Sprogets heftige Ord havde han virkelig foretaget den store, fundamentale Adskillelse mellem godt og daarligt, der i et Rydningsværk som hans er det eneste Resultat, der gælder.

Pontoppidan var inderlig klar over dette og skrev flere gange til Brandes med tak for kritikken, skønt det var ham tydeligt at kritikeren ikke brød sig om, endsige forstod den anmeldte bog.

Liste over Edv. Brandes' Pontoppidan-anmeldelser

(Se også denne liste)

I Morgenbladet:

1883 07 17: Sandinge Menighed

I Politiken:

1885 11 20: Ung Elskov
1886 12 15: Mimoser
1887 05 15: Fra Hytterne
1887 12 16: Isbjørnen
1887 07 05: Spøgelser
1890 04 12: Reisebilder aus Dänemark
1890 04 14: Skyer
1890 11 12: Krøniker
1890 12 02: Natur
1891 11 17: Muld
1892 12 14: Det forjættede Land
1894 12 20: Den gamle Adam
1895 11 24: Dommens Dag
1896 06 05: Højsang
1897 12 09: Kirkeskuden
1898 01 08: Lykke-Per, hans Ungdom
1898 07 12: Lykke-Per finder Skatten
1899 04 23: Lykke-Per. Hans Kærlighed
1899 06 18: Fortællinger
1900 10 13: Lille Rødhætte
1901 12 13: Lykke-Per. Hans store Værk
1902 06 23: Lykke-Per og hans Kæreste
1902 10 31: De vilde Fugle
1903 10 16: Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika
1903 10 17: Sandinge Menighed
1904 12 16: Lykke-Per. Hans sidste Kamp

Kilde: ©HPF

 
[1] Brev af 2.12.1887 (Brdr.B.s Brevveksling III, s. 173.) tilbage
[2] interview: Digtere i Forhør, 1906, s. 1-5. tilbage