Anker Kirkeby

(1884-1957). Efter studiemæssigt omflakkende ungdomsår begyndte Kirkeby fra 1907 at skrive til dagbladet Politiken. Her blev han som korrespondent Cavling-elev og var hele sin lange karriere en stor arrangør af "journalistiske begivenheder"journalistiske begivenheder: Valdemar Koppel kalder sit kapitel herom i Af Politikens Historie, 1946, bd. I, s. 234, "Aktiv Journalistik".. Heriblandt var en bevarelse af "de betydeligste danske Mænd og Kvinder" på film- og lydoptagelser. Blandt disse var Pontoppidan der 1922 blev filmet på Dybbøl Banke og 1934 i sin lejlighed gentog takketalen fra modtagelsen i november 1933 af æresborgerskabet i Randers. Til Politikens juleindsamling i 1912 fik Kirkeby aflokket Pontoppidan et dedikeret eksemplar af Torben og Jytte. Brevene mellem de to viser Pontoppidan indtaget i Kirkebys karske og ligefremme karakter. Om nogen personlig omgang synes der ikke at have været tale.

Men et af Kirkebys mange initiativer må have interesseret Pontoppidan skønt vi ingen vidnesbyrd har derom: 18.5.1921 skrev Kirkeby en kronik hvori han opfordrede nationalbankdirektøren Carl Ussing til at skrive en "Lærebog i borgerlig Moral – en Lærebog, der uden kristelig Begrundelse skulde indskærpe de store Tanker om Næstekærlighed og almenmenneskelig Solidaritet" (Koppel 1946, bd. 2, s. 46). Morten Pontoppidan og V. Brücker tog del i debatten sammen med talrige andre.

I november 1941 anvendte Kirkeby digtet "Vi ejer Skatte nok ..." som motto for "Den danske Bogs Uge".