Henri Nathansen

Af Flemming Behrendt

"Ham har jeg altid Glæde af at tale med; han er så rart oprigtig, og jeg kender ingen mere trofast," skrev Pontoppidan til Georg Brandes om sin anden jødiske bekendt, den 11 år yngre forfatter og dramatiker Henri Nathansen (1868-1944). De tre udgjorde et lille privat solsystem hvor Nathansen var den blege måne og Brandes det ildsprudlende sol omkring den jordbundne Pontoppidan. Måske var karakteristikken Pontoppidans indirekte måde at sige det modsatte om Brandes. Der er i hvert fald en meget stor forskel på den måde Pontoppidan skriver til den ene og til den anden.

Venskabet med Nathansen gik tilbage til 1905. Nathansen der i årene 1897-1902 praktiserede som overretssagfører (cand.jur. i 1892), havde debuteret med Floden (1902). Der er bevaret i alt 248 breve imellem de to: 140 fra Pontoppidan til Nathansen eller hans hustru Jeanne og 162 fra Nathansen til Pontoppidan¹. Det var et hyldestdigt af Nathansen til Pontoppidan i Adresseavisen, efter Lykke-Pers afslutning med udgivelsen af 2. udgaven, der udløste venskabet. Men iflg. Nathansens egen oplysning i brev til Pontoppidan af 28.8.1928 var det først i 1908 at de (v. Drachmanns 60-års fest? Som i Af Hugo Davids Liv?) lærte hinanden personligt at kende. Jo ældre de blev, des oftere var de sammen. Ved siden af M. Galschiøt blev Nathansen Pontoppidans nærmeste omgangsven i de ældre år.

Nathansen skrev efter Brandes' død bogen Georg Brandes. Et Portræt, 1929. I begyndelsen af bogen skriver Nathansen:

Jeg sad for nylig en Aften og talte med en Ven om Georg Brandes. Han, hvis Forhold til Brandes var delt mellem Sympati og Antipati, nævnede en Række Egenskaber, der hver for sig var nok til at fælde sin Mand. Jeg svarede dertil: "Saaledes var Georg Brandes – ogsaa."²

Den ven kunne meget vel være Pontoppidan. Ikke mindst når man tænker på hvad han siden skrev om sit forhold til Brandes. Men det er i så fald typisk for forholdet mellem de tre, at Nathansen fortsætter:

Min Opgave skal da være Forsøg paa en Skildring af Georg Brandes i al hans modsigende og modstridende Sammensætning.

Nathansen Brandes-bog er som hans breve og romaner ordrige guirlander som indimellem nok kan trætte en utålmodig læser. Men Pontoppidan skrev længere breve til Nathansen end til nogen anden korrespondent bortset fra den lige så ordrige M. Galschiøt.