Jonas Lie

(1833-1908), norsk forfatter der voksede op i Tromsø. Efter juridisk embedseksamen i 1858 blev han advokat, men endte i fallit og gæld. Debuterede i 1870 med Den fremsynte eller Billeder fra Nordland der blev en stor succes. Mange udlandsophold i Italien og Frankrig. Forfatterskabet blev i stilen, men ikke i holdningen, mere og mere realistisk og naturalistisk (Zola- og Ibsen-indflydelse). I Pontoppidans første forfatterår udsendte han en håndfuld romaner med "åbent øje for social uretfærdighed, menneskelig medfølelse og intim miljøskildring" der nok kan have præget Pontoppidan. I 1890'erne gennemgik han samme forskydning "af tyngdepunktet fra samfundsproblemer til de dybere, irrationelle kræfter i menneskesindet"1.

Pontoppidans begejstring for Lie kølnedes ikke. Under et samvær i 1904 med Bergstrøm og Jeppe Aakjær udtalte han sig om ham på en måde der får Aakjær til at skrive:

Da De sa' dette om Jonas Lie, kunde jeg ha' taget Dem om Halsen.

Hvad Pontoppidan sagde, får vi desværre ikke at vide. Men senere slog han, for spøgens skyld? Lie i hartkorn med de andre nordmænd ved i 1917 at skrive:

Hvad var der vel bleven tilovers for Jonas Lie her til Lands, dersom han ikke i sine Bøger havde kunnet lade Sjøerne glæsse, Fossene dure, Dombjælderne ljome, Slædemejrerne gnisse og gnure og ule i Sneskovlerne?

Han tilføjer dog så: "Naa, gamle Jonas var nu god nok."

 
[1] menneskesindet: citater hertil fra Gyldendals litteraturleksikon, 1974. tilbage