Søren Kierkegaard
"Pontoppidan n'aimait pas Kierkegaard," skriver den franske litterat Alfred Jolivet (1891-1966) i en fodnote: "Pontoppidan brød sig ikke om Kierkegaard."1 Den lakoniske fodnote står i kapitlet om Pierre le Chanceux i Jolivets bog om Henrik Pontoppidan. Cinquantes années de vie danoise fra 1960. Anledningen til noten er omtalen af Lykke-Pers forhold til pastor Fjaltring, men Jolivet bliver ikke specifik i en sondring mellem Fjaltring og Kierkegaard – som ellers nævnes ved navn andetsteds i romanen (kap. 17) hvor han, i modsætning til "Dr. Nathan", kaldes en 'hjemmeavlet Original".
Om Pontoppidans læsning af Kierkegaard véd vi mindre end det kunne se ud. Går man ud fra selvbiografierne, skulle læsningen være begyndt i vinteren 1880-81 på loftskammeret i broderen Mortens højskolen i Hjørlunde. Sammen med bøger af Høffding og "mange andre tungt fordøjelige Forfatteres Skrifter", heriblandt Georg Brandes' (Arv og Gæld, s. 41) der alle blev slæbt hjem fra bibliotekerne – som allerede – eller siden? – Jytte gjorde det i De Dødes Rige2.
Men blandt de bøger vi fra Universitetsbibliotekets låneprotokoller véd at Pontoppidan lånte i denne periode, findes ingen titler af Kierkegaard, og i modsætning til Knut Ahnlund (1956, s.139) tror vi ikke her forfatter-jeget på hans ord men går bag om dem.
En væsentlig kilde til Pontoppidans første forståelse af Kierkegaard har snarere været han nære omgang med Otto Borchsenius i disse år. Det var til ham den forfatterspirende Pontoppidan henvendte sig under sin soldatertid i sommeren 1880, og Borchsenius blev hans redaktionelle vejleder også ind i det litterære miljø der på dette tidspunkt var den frafaldne polytekniker helt fremmed. Borchsenius har utvivlsomt givet ham et eksemplar af sin bog Literære Feuilletoner da den var udkommet i oktober 1880 på Andr. Schous Forlag (det forlag Borchsenius sørgede for også Pontoppidan debutbog året efter udkom på). Heri kunne Pontoppidan læse en revideret udgave af Borchsenius' anmeldelse af Georg Brandes' Kierkegaardbog fra 1877.
Hvad den unge Pontoppidan, han er 23 år, i hvert fald har opfattet af sin læsning om Kierkegaard, er den centrale placering af tidsskriftet Øieblikket: "'Øjeblikket' vil blive staaende i Literaturen som det korteste Resumé af hvad Kierkegaard tænkte og vilde, som hans Livs egenlige og afgjørende Bedrift," som Borchsenius udtrykker det. Og han tilføjer:
Brandes viser, hvorledes "Øjeblikket" er det eneste af alle Kierkegaards Værker, der er sunket til Bunds i det danske Folk, hvorledes det for Tiden er et af de betydningsfuldeste Gjæringselementer i en Bevægelse, som omfatter det hele Folk og vil føre til den Adskillelse af Stat og Kirke, som Aarhundredets Udvikling stedse mere bydende forlanger.
Den højskole og den bror Pontoppidan netop har tilsluttet sig, hæver sig i kraft af denne kierkegaardske gær. Netop ved folketælling i februar måned har Morten Pontoppidan erklæret at han og hans "vil ikke opgive nogen Trosbekjendelse". Ikke fordi de ikke tror, men fordi deres tro ikke vedkommer staten.
Pontoppidan kunne også hos Borchsenius læse om filosoffen Hans Brøchners erindring, "at Kierkegaard en Gang fortalte ham, at han som ung i mange Aar havde gaaet i den faste Overbevisning, at han skulde dø, naar han blev 33 Aar gammel." "Var det Jesu Alder," – spurgte Brøchner – "der ogsaa skulde være Norm for Jesu Efterfølger?" Og Borchsenius tilføjer et citat fra det i 1877 udkomne bind af Kierkegaards Papirer: "jeg var saa sikker paa at dø inden den Geburtsdag eller paa den." Det skete ikke for Kierkegaards vedkommende, men Pontoppidan sørgede siden for at det skete for Emanuel Hansteds.
Optrykket af Borchsenius' artikel i Literære Feuilletoner gjorde Brandes ganske vred som man kan se af hans indlæg i Morgenbladet 16.10.1880 hvorpå Borchsenius svarede tre dage senere3. Har end Pontoppidan læst disse to indlæg, og Morgenbladet var uden al tvivl at læse i broderen Mortens hjem, har det dog ikke bragt ham til at søge selve Brandes' bog før han fik anledning til at få den gratis fra forlaget.
Det skete først tre år senere, i slutningen af januar 1884, hvor Pontoppidan var blevet yderligere interesseret fordi han, netop på vej til middag hos Gyldendals ejer Fr.V. Hegel, på Strøget for første gang havde mødt Georg Brandes. Hegel, der med Landsbybilleder i december netop havde overtaget Pontoppidan fra Andr. Schou, gav ham efter middagen forlagets katalog og gav ham frit valg fra alle hylder.
Topscoreren på ønskesedlen var Georg Brandes med hele otte titler, men "Georg Brandes' Bøger […] er rigtignok også dem, jeg har savnet længst". Kierkegaard-bogen var dog ikke den første af Brandes-bøgerne Pontoppidan kastede sig over; det var hans Forklaring og Forsvar fra 1872. "Det må have været forunderlige Tiden den Gang," bemærker Pontoppidan i sit takkebrev til Hegel. Vi har ingen vidnesbyrd om hvornår Pontoppidan nåede frem til at læse Brandes' Kierkegaard-bog. Kun véd vi med sikkerhed at han gjorde det. Måske med samme hensigt som den tykblodede bondestudent der i Lykke-Pers kapitel 17 læser i Dr. Nathans skrifter:
Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet med en saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var, som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det.
Så lad os se hvad det var for et billede af Kierkegaard Pontoppidan kunne danne sig på grundlag Brandes' bog som han "altid"[!], skrev han i 1901, havde anset for "lidt naiv".
Dog: Pontoppidan læste selv Kierkegaard, men måske nok ikke så tidligt som hans ord til Hirschsprung i 1901 tør eller vil lade formode. Først under arbejdet med sidste del af Det forjættede Land finder vi det første Kierkegaard-lån fra Universitetsbiblioteket. Lige efter hjemkomsten i marts 1893 fra den et år lange bryllupsrejse på hvis arbejdsprogram bl.a. stod udarbejdelsen af Dommens Dag, har vi dokumenteret Kierkegaard-læsning: 25.3.93: Stadier [paa Livets Vei] (1845). Først halvandet år senere følger 28.11.94: Øjeblikket 1-9 (1855); 15.12.94: Frygt og Bæven (1843); 15.1.95: Forord (1844) og Indøvelse i Christendom (1850); 12.2.95: Afsl. [uvidenskabelig] Efterskrift (1850); 1.3.1895: Phil[osophiske]. Smuler (1844) og 4.5.95: Kjerlighedens Gjerninger (1847). Endelig 20.1.96, efter udgivelsen af Dommens Dag: Gjentagelsen (1843). Her skal man så huske at der forestod Pontoppidan en nødvendig gennemskrivning af hele Det forjættede Land som han vel først fik ført til ende i 1898 hvor den samlede "3. udgave" af romanen udkom i hæfter fra slutningen af september.