Meïr Goldschmidt
Meïr Goldschmidt (1819-87)
Pontoppidans forhold til Goldschmidt og hans forfatterskab er en ganske speget affære. I Familjeliv (1940) fortæller han om sit første (og sidste) møde med Goldschmidt i sommeren 1887 hvor de begge var gæster på et badehotel i Blokhus. Han hævder at han på det tidspunkt ikke kendte hans værk:
Han havde for mig altid bare været et stort Navn fra en Literaturperiode, som ikke interesserede mig, og jeg kendte derfor ikke synderligt til, hvad han havde skrevet. Iøvrigt hørte Goldschmidt paa dette Tidspunkt ikke mere til de Skribenter, som det var Enhvers Pligt at vide ordenlig Besked om. [Familjeliv s. 31.]
Pontoppidan havde dog ellers i februar 1884 fået både Fortællinger og Virkelighedsbilleder og Mit Livs Erindringer og Resultater (som HP kalder dem) fra forlægger Hegel (se hans ønskeliste af 2.2.1884).
Men Pontoppidan kom ikke desto mindre i personlig kontakt først med Goldschmidts søster, så med mesteren selv som deltager i regnvejrsdagenes l'hombre-spil1, fortæller Pontoppidan videre i Familjeliv. Han havde på det tidspunkt en ansøgning liggende i kultusministeriet om en portion af Det Anckerske Rejselegat, og Goldschmidt var medlem af den jury der skulle tage stilling til ansøgerne. Da Goldschmidt ikke kendte Ung Elskov (og måske heller ikke andre af HPs bøger), bad Pontoppidan fra Blokhus Gyldendals Hegel sende Goldschmidt et eksemplar.
At Pontoppidan om ikke før så siden fik læst sin Goldschmidt fremgår bl.a. af hans anmeldelse af Edvard Brandes' roman En Politiker (Kjøbenhavns Børs-Tidende 25.10.1889. Her sammenligner Pontoppidan ham med Edvard Brandes: de havde/har begge svært ved at opnå anerkendelse som rigtige digtere fordi de gav sig af med journalistisk arbejde. Pontoppidan var jo selv netop begyndt dagligt at skrive i Kjøbenhavns Børs-Tidende.
I Lykke-Per hedder det i portrættet af Dr. Nathan:
I betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadte i den danske Litteratur, havde Dr. Nathan hverken søgt at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: "Hvad vil jeg imellem Jer?". Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med.
Det "farisæiske" citat er fra Goldschmidts tale i maj 1844 på Skamlingsbanken som han fortæller om det i Livs Erindringer og Resultater (1877, s. 361/1964, s. 196).