Johs. Brøndum-Nielsen
(1881-1977) var i årene 1926-52 professor i nordisk filologi sprog ved Københavns Universitet. Det faglige hovedværk er hans ottebinds Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling (1928-74), der går op til året 1500. Som dialektforsker grundlagde han den undervisning i dialektologi der siden har udviklet sig til vore dages sociolinguistik. Ved Ordbog over det danske Sprog var han redaktør og bidragyder, ikke mindst i Pontoppidan. For han var tillige en ivrig og hengiven bogsamler. Det vidner ikke mindst Pontoppidan-delen af hans skønlitterære samling som Det Kongelige Bibliotek i 1979 erhvervede. Denne samling rummer 1603 numre hvoraf de 89 (nr. 1248-1337) omfatter skrifter af Henrik Pontoppidan. Samlingen blev ordnet i 1990 og først i 2000 gjort tilgængelig i forskeraflukket i Diamantens Læsesal Vest. For at komme til at se den, skal man have udstedt et særligt adgangskort. Men det kan man også nemt få når blot man angiver sit ærinde.
Bogsamlingen er ordnet alfabetisk efter forfatter og titel og derefter nummereret; sådan har de næppe stået i Brøndum-Nielsens bibliotek. Forsåvidt som der i (eller ved) bogen lå notater eller udklip, opbevares disse nu i hver sin tilsvarende kuvert. Kuverterne står samlet i fire kasser ved begyndelsen af samlingens opstilling. Bøgerne selv er kemisk fri for notater. Det er en bibliofil samling, og så skriver man ikke i bøgerne, end ikke med blyant. Undtagelsen er lejlighedsvise noteringer foran i bogen om hvornår den er købt og for hvad.
Pontoppidan-samlingen er opsumeret her.
Med Henrik Pontoppidan stod Brøndum-Nielsen i årene 1933-40 i brevkontakt. Det første brev fra Brøndum-Nielsen drejer sig først om nogle kildesteder i forfatterskabet, men derefter spørger ham om Pontoppidans forhold til de to hoveddialekter jysk og sjællandsk. Herpå svarer Pontoppidan dagen efter beredvilligt, men usikker – han er jo den udøvende, Brøndum-Nielsen den analyserende. Året efter skrev Brøndum-Nielsen igen brev til Pontoppidan, denne gang meget specifikt om et bestemt udtryk i De Dødes Rige, "Orm i Øjet", der bruges om Enslev-smeden. Hvis Pontoppidan svarede, og det gjorde han sikkert, har Brøndum hverken offentligt anvendt hans svar eller gemt det.
I 1937 skriver Brøndum-Nielsen i en af sine faste "Fra Sprogets Verden"-artikler i Nationaltidende 25.7. – altså dagen efter Pontoppidans 80 års-dag – bl.a. om hans omarbejdelser:
Den i Gaar fejrede Mester indtager i dansk Litteratur en Særstilling ogsaa ved sin grænseløse Taalmodighed i Omarbejdelsen af tidligere Arbejder. Ikke engang Paludan-Müller har brugt Kniven og Filen saa vedholdende som Henrik Pontoppidan.
I smaat og i stort kan Ændringer være foretagne fra Udgave til Udgave. "Sandinge Menighed" og "Det forjættede Land", "Ung Elskov" og "Lykke-Per" er af denne Grund et uudtømmeligt Forskningsfelt for sproglig, stilistisk og litterærhistorisk Granskning. Af Ungdomsarbejdet "Spøgelser", der ligesom "Mimoser" ikke er genoptrykt (ikke optaget i Samlingen "Noveller og Skitser" I-III), er et enkelt lille Afsnit taget til Naade og indflikket i Fortællingen "Lille Rødhætte" (1900), men i helt gennemarbejdet Form.
Og da "Ung Elskov" i 1906 føres tilbage til Jeg-Formen, er Fortælleren en helt anden Person (nemlig en folkloristisk interesseret Landsbylærer) end i Førsteudgaven i "Ude og Hjemme" (hvor han er en romantisk Jægersmand). Forandringen er ikke af udvendigt Art: Stilen er helt ompræget, og "En Kjærlighedshistorie" fra "Landsbybilleder" trækkes over og indsmeltes i Skildringen.
Naar man da læser om, hvordan "jeg de lange Vinteraftener sad paa Mosters Trendekiste foran Arnestedet, hvor en kraftig Lyngild brændte", at "de ældre gjorde Kaal paa Tiden med Snak eller et Slav Kort eller med lidt Haandgerning ved Skæret af en Tranlampe", og "jeg sad ganske stille og hørte Stormen bulre oppe i under Lyrebrættet og fulgte Ildgnisterne, der foer op i Rummet mellem de sodede Tagspær" - saa kan man alene efter de folkoristiske Gloser henføre dette Stykke til "Ung Elskov"s sidste Affattelsesform, til den Beretning, som Pontoppidan lader den forhenværende Hjælpelærer i Starup føre i Pennen.
Så må Brøndum-Nielsen nok have truffet Pontoppidan personligt. I hvert fald fortæller han sommeren efter Pontoppidans død, i en kronik i Aarhuus Stiftstidende 2.7.1944, at
[citer side 2 efter stjernen og artiklen ud]
Allerede i 1942, forud for Pontoppidans 75 års fødselsdag, skriver Brøndum, stadig i Aarhuus Stiftstidende, et "Strejtog" betitlet "I Henrik Pontoppidans Ferieegn". Det er her det fynske stof, oprindeligt i Danmark, siden i Den gamle Adam, der holder for med Middelfart og Vissenbjerg Præstegårdshave, som Brøndum-Nielsen allerede(?) havde bemærket det på sedlen i bogen (nr. 1270) indkøbt i 1934.
Brøndum-Nielsens Strejftoget fra den 2. juli 1944 taler nu mere indsigtsfuldt detaljeret om rettelserne: [citer]