R. Broby-Johansen

Henrik Pontoppidan fik, vistnok i begyndelsen af 1922, tilsendt et manuskript fra forfatteren R. Broby-Johansen (1900-87). Senere besøgte Broby Pontoppidan og han sendte ham i december 1922 sin digtsamling Blod som Pontoppidan takker for i et brev af 18.12.1922. Blod udkom i 700 eksemplarer, og oplaget var allerede næsten udsolgt da bogen blev beslaglagt og forfatteren anklaget for utugtighed. Det var et lille beskedent værk: 16 digte, 25 sider smækket sammen med to hæfteklammer. Broby blev idømt en bøde på 300 kr (el. 14 dage i fængsel), men appellerede dommen til landsretten hvortil hans forsvarer indhentede udtalelser fra sagkyndige, heriblandt, på Brobys udtrykkelige forslag, en "Erklæring" fra Pontoppidan.

Siden har der, helt ind i akademiske kredse, verseret et rygte om at Broby, som var født Rudolf Johansen, i virkeligheden var søn af Pontoppidan og derfor havde taget¹ mellem-, siden efternavnet Broby(-Johansen). I en af sine kunstomvisningsbøger, Med Broby på Syd-Fyn, 1970, fortæller Broby hvor han har sit navn fra:

Brobyværk

Og så er jeg altså hjemme i fædrenebyen, jeg har navn fra. "Værk" er det gamle danske ord for fabrik og Brobyværk anlagdes som våbenfabrik 1648, oprettet som et andelsselskab af en halv snes fynske herremænd med godsejeren på Brobygård, dengang rigets marsk d.v.s. krigsminister som drivende kraft og forsåvidt statslig som den fik toldfrihed for kul, jern og stål. Smedene blev hvervet i udlandet, nogle fra Sverige og de fleste fra Tyskland og Belgien. Vallonien som det dengang hed.

Blandt dem altså mine forfædre. Det er trods ihærdige bestræbelser ikke lykkedes mig at få slægtskabsforholdene oplyst. Kirkebogen er borte og det mest pinagtige: de navne og årstal, der stod på permen til familiebiblen Christian 3.s foliant, som min bedstefar gav mig, da han så mig for hvad han ganske rigtigt regnede med var sidste gang, i 1909. Jeg fik den, fordi jeg var eneste, d.v.s. ældste søn af hans ældste søn – min far. Den gik, som alt andet vi ejede, til ved Broksøs brand, som jeg tidligere har omtalt. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, at jeg ikke dengang interesserede mig mere for de navne.

Huset, hvor bedstefar gav mig den, ligger der endnu og det er ikke længe siden jeg stod i stuen, hvor det skete, og den havde ikke forandret sig meget siden 1909. Der bor folk i huset nu, som hæger om det, det sidste hus i landsbygaden op ad gærdet til Brobygårds have. Bedstefar havde erhvervet det i egenskab af ladefoged på Brobygård.

Nede ved åen ligger vandmøllen, som var begyndelsen til Brobyværk. Den drev underfaldshjulet, der leverede kraft til hammerværket. Da svenskerne besatte Fyn 1658 blev værket ødelagt og hvad flyttes kunne bortført til Sverige. Vandmøllen blev kornmølle.

Men smedene blev og giftede sig med fynske piger. Trap skriver: "Værkets arbejdere, der i hvert fald tildels var indkaldte tyskere, satte længe efter præg på egnen, idet arbejderboligerne var bortfæstede til dem." Min bedstemor havde ikke sort, men blåsort hår og så langt, at hun kunne sidde på det.

Broby-fonten

I kirken står fonten, Brobyerne – og Pontoppidan'erne er døbt i. "Pontoppidan" betyder "Bro-by" på latin, og Henrik Pontoppidan mente, vi var bysbørn, fordi det var en præst i Sønder Broby, som havde latiniseret familienavnet.

Da Antoinette Pontoppidan i 1928 var død, modtog Pontoppidan endnu et (bevaret) brev fra Broby der selv havde mistet sin unge kone året før. Heraf fremgår det at Pontoppidan efter landsretsdommen i 1923 havde sendt Broby penge, til dækning af det sagførersalær han var blevet dømt til at betale – og mere til måske.

Selv tilskrev Broby-Johansen sin beslutning om at blive forfatter et skudsmål han som 14-årig havde fået af sin dansklærer på Haslev Realskole, frøken Paludan-Müller, for en stil om branden på Broksø i 1914. Hun havde sammenlignet hans skrivemåde med Pontoppidans².